Skip to main content

Generalforsamling i Lægernes Pensionskasse fredag den 23. maj 2003

1. nov. 2005
6 min.

Generalforsamlingen i pensionskassen fandt sted fredag den 23. maj 2003 kl. 16.45 i Herning.

Formandens mundtlige beretning

Formanden for pensionskassen, advokat Steen E. Christensen, aflagde bestyrelsens beretning om pensionskassernes virksomhed i det forløbne år: De to pensionskasser under ét opnåede i 2002 et formueafkast efter skat på minus 0,1 pct. Det fordeler sig med minus 3,1 pct. i den nye kasse og plus 1,8 pct. i afviklingskassen.

Da det var andet år i træk, at den nye pensionskasse havde et negativt formueafkast, kommenterede formanden formueafkastet og formueforvaltningen mere indgående end i tidligere år.

Bestyrelsen evaluerer afkastet ved hjælp af et såkaldt strategisk benchmark, som er en beregning af det formueafkast, der ville være opnået, hvis hver pensionskasse havde haft en aktivsammensætning svarende til kassens mere langsigtede målsætning, og i hver enkelt aktivkategori havde opnået et markedsafkast. Målsætningen for aktivsammensætningen, herunder fx aktieandelen, fastlægges ved at sammenveje på den ene side et ønske om at maksimere det forventede fremtidige formueafkast og på den anden side hensynet til at sikre, at pensionskassens forpligtelser over for medlemmer kan opfyldes. Under de senere års aktiekursfald og rentefald har hensynet til at kunne opfylde forpligtelserne vejet tungt ved fastsættelsen af bl.a. aktieandelen.

Det strategiske benchmark er forskelligt i de to pensionskasser, men begge kasser opnåede i 2002 et formueafkast, der er bedre end deres strategiske benchmark. Forskellen mellem de to pensionskasser skyldes en forskel i aktieandele ved begyndelsen af 2002, hvor den nye kasse havde en aktieandel på 35 pct. og afviklingskassen kun 18 pct. Denne forskel var delvist udlignet ultimo 2002 og er i dag helt udlignet. Begge kasser har i dag en aktieandel på knap 20 pct. Reduktionen af aktieandelen i den nye kasse har tre årsager: 1) aktiekursfald, 2) aktiesalg samt 3) at nye pensionsbidrag er blevet investeret i obligationer.

De to pensionskassers formueafkast i 2002 lå i midterfeltet i pensionsbranchen, hvor formueafkastet svingede fra minus godt 10 pct. i Lønmodtagernes Dyrtidsfond til fx plus knap 5 pct. i PFA. Forskellene i afkast afspejler, hvor stor en aktieandel, de enkelte selskaber har haft, idet aktier i 2002 gav et negativt afkast på godt 25 pct. - oven i tabet på ca. 15 pct. i 2001.

De to pensionskassers formueafkast under ét var i 2002 det bedste blandt samtlige akademikerkasser.

Formueafkastet over de seneste fem år (1998-2002) har i gennemsnit udgjort 5,9 pct. om året efter skat for de to pensionskasser under ét. Det er det højeste blandt akademikerkasserne og formentlig i hvert fald i branchens top 5.

Formueafkastet over de seneste tolv år (1991-2002) har i gennemsnit udgjort 8,3 pct. om året, hvilket er det højeste blandt akademikerkasserne og formentlig branchens højeste.

Pensionskasserne har dermed fastholdt deres position som en af branchens bedste formueforvaltere.

I sommeren 2001 indførte Finanstilsynet et nyt overvågningssystem, som reelt indebar, at kravene til livs- og pensionsforsikringsselskabernes kapitalstyrke blev skærpet.

I det nye overvågningssystem skal livs- og pensionsforsikringsselskaberne løbende indberette, i hvor høj grad de kan klare nogle såkaldte »røde« og »gule« scenarier.

En pensionskasse er i »rødt lys«, hvis den ikke kan klare en renteændring på 0,7 pct.point og et samtidigt aktiekursfald på 12 pct., og den er i »gult lys«, hvis den ikke kan klare en renteændring på 1 pct.point og et samtidigt aktiekursfald på 30 pct. Hvis man kan klare endnu større ændringer er man i »grønt lys«.

Hvis en pensionskasse kommer i »rødt lys«, vil Finanstilsynet pålægge den investeringsmæssige restriktioner, fx hvad angår aktieandel - også selv om det ud fra en ren investeringsmæssig betragtning må anses for at være uheldigt. Hvis en pensionskasse kommer i »gult lys«, vil den blive underkastet en skærpet overvågning fra Finanstilsynets side, men vil ikke blive pålagt investeringsmæssige restriktioner.

Formanden understregede på generalforsamlingen, at bestyrelsen er fast besluttet på, at pensionskasserne skal bevare deres fulde investeringsmæssige handlefrihed.

De vigtigste midler til at sikre dette er: 1) at tilpasse aktieandelen, 2) at købe statsobligationer med meget lang løbetid og 3) at forsikre pensionskasserne mod rentefald. Begge pensionskasser benytter sig systematisk af alle tre midler.

Begge pensionskasser er derfor i Finanstilsynets »grønne lys«. Og ikke nok med det - der er for begge pensionskasser udformet investeringsstrategier, som sikrer, at de vil kunne forblive i »grønt lys«, selv hvis renten og aktiekurserne falder yderligere meget kraftigt. Begge pensionskasser kan derfor opfylde deres forpligtelser over for medlemmerne, dvs. »levere« de lovede pensioner, selv under meget ekstreme forudsætninger om rente- og aktiekursfald.

Formanden gennemgik herefter de forslag, der var fremsat til generalforsamlingen, idet han gjorde opmærksom på, at forslaget vedrørende indførelse af forsikring ved kritisk sygdom efter anmodning fra Foreningen af Yngre Læger var trukket tilbage. Bestyrelsen vil på en senere generalforsamling fremlægge et tilpasset forslag herom.

Ingen bad om ordet til beretningen, som blev enstemmigt taget til efterretning.

Årsregnskab og medlemsbidrag

Det fremlagte årsregnskab blev enstemmigt godkendt uden bemærkninger, og bestyrelsens forslag til medlemsbidrag blev ligeledes enstemmigt vedtaget uden bemærkninger.

Forslag fra bestyrelsen

Følgende forslag fra bestyrelsen blev enstemmigt vedtaget uden bemærkninger:

  • fusion af Lægernes Enkekasse og Lægernes Pensionskasse Under Afvikling

  • fusion af Lægernes Pensionskasse og Lægernes Pensionskasse Under Afvikling

  • styrkelse af medlemsdemokratiet nærmere bestemt:

  • - afholdelse af ekstraordinær generalforsamling, hvis mindst 5 pct. af medlemmerne ønsker det

  • - mulighed for urafstemning om en af generalforsamlingen truffen afgørelse, hvis et flertal af bestyrelsen eller 15 pct. af medlemmerne kræver det

  • - 2 pct. af medlemmerne skal kunne kræve et emne behandlet på generalforsamlingen

  • bestyrelsen får mulighed for at tilbyde pensionskassens medlemmer at tegne livrenter i pensionskassen

  • tydeliggørelse af reglerne, så det klart fremgår, at invalidepension tidligst kan komme til udbetaling fra det tidspunkt, hvor medlemmet ikke længere får udbetalt løn eller anden ydelse, herunder løn fra flexjob

  • mulighed for at læger, der på tidspunktet for optagelse i pensionskassen er ansat i flexjob, kan optages i pensionskassens opsparingsafdeling

  • en tilpasning af vedtægten som følge af nye bekendtgørelser fra Finanstilsynet, som medfører nye regnskabsregler og nye regler for opbygningen af basiskapital.

Forslag fra FAYL

Herudover vedtog forsamlingen et forslag stillet af bestyrelse n for FAYL om, at der skal vælges et nyt medlem til bestyrelsen i forbindelse med skift af delforening mv.

Valg af bestyrelse

I stedet for Hans Buhl, som ikke kunne genvælges, og Simon von Spreckelsen, som havde valgt at udtræde, valgtes Hans Pilgaard Jeremiassen (FAS) og Erik Jylling (FAYL). Ole Sten Sørensen og Frank Kari Weyhe genvalgtes. I stedet for Steen E. Christensen, som ikke kunne genvælges, valgtes Mikael Rosenmejer som forsikringskyndigt bestyrelsesmedlem og dermed som formand for pensionskassen.

Valg af revisor

Som statsautoriserede revisorer genvalgtes statsautoriseret revisor Erik Lund og Revisionsfirmaet KPMG C. Jespersen.

Eventuelt

Svend Aage Engelholm (FAS, delegeret) og Hans Buhl (FAS, medlem, næstformand) takkede den afgående formand, advokat Steen E. Christensen, for det store og engagerede arbejde, han havde udført for pensionskasserne i de ni år, han havde været formand.

En kopi af det fuldstændige referat af generalforsamlingen kan rekvireres i pensionskassen.