Skip to main content

Generalforsamling i Lægernes Pensionskasse fredag den 31. maj 2002

2. nov. 2005
8 min.

Generalforsamlingen i pensionskassen fandt sted fredag den 31. maj 2002 kl. 16.45 i Herning.

Formandens mundtlige beretning

Formanden for pensionskassen, advokat Steen E. Christensen, aflagde bestyrelsens beretning om pensionskassernes virksomhed i det forløbne år.

I sin gennemgang af pensionskassens økonomi beskæftigede formanden sig meget med den betydning, som katastrofen den 11. september 2001 havde haft. Sammen med de faldende aktiekurser i begyndelsen af 2001 havde den ført til, at formueafkastet efter skat var blevet på minus 1,6 pct. Under henvisning til, at afkastet i andre pensionskasser havde været dårligere, og under henvisning til, at afkastet omtrent svarede til kassernes strategiske benchmark, betegnede formanden dog regnskabsresultatet som absolut acceptabelt. Han henviste til, at formueafkastet over de seneste fem år i gennemsnit havde udgjort 9,3 pct., hvilket gjorde pensionskasserne meget konkurrencedygtige i forhold til andre formueforvaltere.

Om de væsentlige ændringer, der var sket i det forløbne år i kassernes investeringspolitik, nævnte formanden, at i løbet af 1. halvår 2001 havde man nedbragt aktieandelen fra knap 45 pct. til ca. 35 pct., og aktieandelene var blevet reduceret yderligere i september 2001 som følge af den store usikkerhed, der gjorde sig gældende på aktiemarkederne efter katastrofen den 11. september 2001, således at aktieandelen ved udgangen af 2001 var reduceret til 35 pct. i den nye kasse og 18 pct. i afviklingskassen. I den forløbne del af 2002 var aktieandelen igen øget til 42 pct. i den nye kasse og 31 pct. i afviklingskassen.

Formanden nævnte, at pensionskasserne havde levet op til de vedtagne etiske standarder og ikke investeret i rene tobaksindustrier – uden dermed at være kommet i konflikt med pensionskassens forpligtelse til at søge at opnå det størst mulige formueafkast.

Som følge af det negative formueafkast var pensionisttillægget nedsat pr. 1. juli 2001 og igen pr. 1. januar 2002, således at det nu udgjorde 5 pct. i den nye kasse og 10 pct. i afviklingskassen. Egenkapitalen var blevet reduceret med en tredjedel i løbet af 2001, men lå stadig væk langt over lovgivningens minimumskrav og var tilstrækkelig til at sikre, at pensionskasserne kunne opfylde forpligtelserne over for medlemmerne.

I sin gennemgang af de initiativer, der var taget siden den 11. september 2001, nævnte formanden, at vanskelighederne for pensionskasserne generelt navnlig skyldtes to forhold: For det første at aktiekurserne siden årsskiftet 2000/2001var faldet med godt 30 pct. For det andet at den lange rente var faldet fra 5,5 pct. til 4,5 pct., hvilket er en farlig udvikling for pensionskasser, som har givet pensionstilsagn til medlemmerne på grundlag af en grundlagsrente, som nu udgør 4 pct. i afviklingskassen og op til 3,5 pct. i den nye kasse. Hertil kom, at Finanstilsynet i sommeren 2001 havde indført et nyt overvågningssystem, som reelt indebar, at kravene til livs- og pensionsforsikringsselskabernes kapitalstyrke blev skærpet. Formanden tilføjede, at det set i bakspejlet var en meget uheldig »timing« fra Finanstilsynets side. Efter det nye overvågningssystem skulle livs- og pensionsforsikringsselskaberne løbende indberette, i hvor høj grad de kunne klare nogle såkaldte »røde« og »gule scenarier«. Hvis de ikke kunne klare det »røde« scenarie – herunder bl.a. en renteændring på 0,7 pct.-point og et samtidigt aktiekursfald på 12 pct. – kunne det blive nødvendigt at sælge aktier, selv om dette ud fra en investeringsmæssig betragtning måtte anses for at være uheldigt. For at undgå at komme i en sådan presset situation havde bestyrelsen umiddelbart efter den 11. september 2001 besluttet at gennemføre tre initiativer, således at pensionskasserne kunne bevare deres investeringsmæssige handlefrihed:


Man reducerede aktieandelen i begge kasser.

• Man købte renteoptioner, som er en slags forsikring mod fremtidige rentefald, i afviklingskassen.

• Man investerede i langtløbende udenlandske statsobligationer i afviklingskassen.


Denne strategi blev fastholdt frem til foråret 2002, hvor aktieandelene igen blev forøget, og hvor man købte yderligere renteoptioner og solgte de langtløbende statsobligationer igen.

Formanden gennemgik, på hvilken måde bestyrelsen havde fulgt op på drøftelserne på sidste års generalforsamling:

Bestyrelsen havde som et kompromis mellem forskellige opfattelser besluttet pr. 1. juni 2002 at gennemføre en forsøgsordning, hvorefter børnefamilier får fortrinsret til cirka halvdelen af de lejligheder på over 90 kvadratmeter og 2 værelser, pensionskasserne ejer.

Som lovet på sidste års generalforsamling havde bestyrelsen analyseret pensionskassens demokratiske struktur. Under hensyn til, at lovgivningskrav formentlig medfører, at generalforsamlingen i pensionskassen fra og med 2004 skal afholdes inden udgangen af april måned, havde man bedt Lægeforeningen undersøge muligheden for også at fremrykke lægemødet, da man fandt, at der var klare fordele ved at afholde pensionskassens generalforsamling i tilknytning til Lægemødet. Hvis det kunne lade sig gøre, var man indstillet på at bevare den nuværende demokratiske struktur, hvorefter Lægeforeningens repræsentantskab også udgør repræsentantskabet i pensionskassen.

Da man i 1987 besluttede en opdeling i to pensionskasser, var det for at spare noget realrenteafgift. Fra og med 2001 er der imidlertid ingen skat at spare ved at have to pensionskasser. Derfor vil bestyrelsen til næste års generalforsamling foreslå en fusion af de to pensionskasser, og samtidig vil man foreslå, at Lægernes Enkekasse også indgår i fusionen.

Formanden bebudede, at man på næste års generalforsamling vil stille forslag om tre vedtægtsændringer med henblik på at forøge medlemsindflydelsen:

• 2 pct. af medlemmerne – altså ikke blot de delegerede – skal kunne kræve en sag sat på generalforsamlingens dagsorden.


• En beslutning, som er truffet på generalforsamlingen, skal kunne sendes til urafstemning, hvis et flertal af bestyrelsen eller mindst 15 pct. af medlemmerne kræver det.


• 5 pct. af medlemmerne kan kræve indkaldelse af en ekstraordinær generalforsamling.

Debat om beretningen


Debatten om beretningen drejede sig især om to forhold:


• Konsekvenserne for pensionskassens økonomi af katastrofen 11. september 2002.


• Tildeling af pensionskassens lejligheder.

På et spørgsmål fra Leif Kjærulf Christensen (Nordjyllands Lægekredsforening, delegeret) oplyste formanden, at ingen af pensionskasserne havde været i »rødt scenarie« i dagene efter den 11. september, men at afviklingskassen havde været i nærheden af det. Som følge af bestyrelsens prompte og beslutsomme handlinger var man nu langt fra den situation.

Lars Hutters (FAYL, delegeret) hæftede sig ved det negative formueafkast i 2001 og spurgte, om bestyrelsen havde kunnet undgå det ved f.eks. i februar 2001 at have været endnu mere forudseende og ud vist endnu større omhu. Det mente formanden og Keld Vennervald (FAYL, delegeret) ikke, selv om man naturligvis altid i bakspejlet kan se, at det kunne have været mere fordelagtigt at disponere anderledes.

Jesper Brahm (FAS, delegeret, Medicinske Universitetslæreres Forening) oplæste et brev fra et medlem, som kritiserede, at man havde solgt aktier og derved forringet hans pensionisttillæg. Det pågældende medlem foreslog, at hvert enkelt medlem fik mulighed for at vælge mellem to puljer, hvoraf den ene førte en aggressiv investeringsstrategi med en høj aktieandel.

Formanden betegnede i sit svar pensionen fra Lægernes Pensionskasse som et tykkere bunddække oven på folkepensionen og henviste til, at i forbindelse med de diskussioner, der tidligere havde været om en opdeling i forskellige pensionspuljer, havde hovedindvendingen mod at gå væk fra den nuværende kollektive ordning, som indebar en høj grad af sikkerhed, været, at derved risikerede nogle medlemmer at miste hele deres pensionsopsparing. Han henviste til, at højtlønnede læger oven på pensionen fra Lægernes Pensionskasse kunne lave individuelle pensionsordninger, hvor de tog en større risiko. Keld Vennervald (FAYL, delegeret) til-føjede, at Lægernes Pensionskasse jo ikke er en privat investor, som kan tillade sig at tage store risici, men en pensionskasse, som er underkastet Finanstilsynets regler.

Hans Jeremiassen (FAS, delegeret) kritiserede, at bestyrelsen havde truffet beslutning om at give børnerige familier mulighed for at springe medlemmer med lang anciennitet over, idet han pegede på, at det ville gå ud over ældre læger, som havde regnet med at kunne flytte hen i en af pensionskassens lejligheder, når de blev pensioneret.

Han foreslog, at man tog en afstemning om det i afviklingskassen, som ejer ejendommene. Det kom dog ikke til nogen afstemning, idet formanden henstillede, at man så tiden an og til næste år vurderede, hvordan forsøgsordningen, som kun omfattede 300 af pensions-kassens 2.600 lejligheder, var forløbet. Frank Weyhe (FAYL, delegeret, medlem af pensionskassens bestyrelse) gjorde opmærksom på, at det kun var de sidste 6-7 år, ældre kolleger havde haft fortrinsret, idet det tidligere kun var børnerige familier, der kunne få de store lejligheder.

Leif Kjærulf Christensen (Nordjyllands Lægekredsforening, delegeret) beskæftigede sig med, hvad pensionskassen gjorde for at bistå yngre læger, som havde en belastet dagligdag eller var ængstelige for at give sig i kast med lægegerningen, og spurgte, hvordan man aktuarmæssigt så på udviklingen mht. invalidepensioneringer. Pensionskassens ansvarshavende aktuar, Gyrithe Grindsted, svarede, at hidtil havde der ikke været grund til bekymring, men man holdt løbende øje med udviklingen.

På spørgsmål fra Leif Kjærulf Christensen (Nordjyllands Lægekredsforening, delegeret) oplyste formanden, at godt 5.000 af de 23.000 medlemmer også var kunder i pensionskassens bank.

Med de faldne bemærkninger blev beretningen enstemmigt taget til efterretning.

Årsregnskab og medlemsbidrag

Det fremlagte årsregnskab blev enstemmigt godkendt uden bemærkninger, og bestyrelsens forslag til medlemsbidrag blev ligeledes enstemmigtvedtaget uden bemærkninger.

Forslag fra bestyrelsen

Følgende forslag fra bestyrelsen blev enstemmigt vedtaget uden bemærkninger:


1. Fristen for afholdelse af generalforsamling ændres (som følge af ny lovgivning).

2. Ændring af frist for indsendelse af emner, der ønskes optaget på dagsordenen, samt frist for udsendelse af forslag til ændring i vedtægten og pensionsregulativet til behandling i DADL’s delforeninger og kredsforeninger.

3. Forslag om, at medlemmer, der ønsker at møde på generalforsamlingen, skal give meddelelse herom til pensionskassen senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse.

4. Forslag til mere fleksible regler for delalderspensionering.

5. Tydeliggørelse af, at frivilligt indbetalte pensionsbidrag altid indbetales til medlemmets egentlige/hidtidige pensionsordning og ikke giver bedre rettigheder end denne.

Genvalg

Til bestyrelsen genvalgtes Simon von Spreckelsen.

Som statsautoriserede revisorer genvalgtes statsautoriseret revisor Erik Lund og revisionsfirmaet KPMG C. Jespersen.

En kopi af det fuldstændige referat af generalforsamlingen kan rekvireres i pensionskassen.

Godkendt af bestyrelse og dirigent i juni 2002.