Genoplivning

I dette nummer af Ugeskriftet offentliggør Dansk Råd for Genoplivning deres rapport vedrørende genoplivning af voksne (1). Rapporten, der i højere grad end tidligere anbefalinger er udarbejdet på baggrund af evidensbaseret viden, må hilses velkommen.

Ud over hjertestopbehandling omfatter livsreddende førstehjælp diagnose, alarmering, kunstig ventilation, overvejelser vedrørende andre akutte medicinske tilstande m.m., hvorfor retningslinjerne ofte når et omfang, der i sig selv kan hæmme implementeringen af en akut indsats. Nærværende rapport skal roses for relevant og seriøst at have forenklet budskabet. Dette gælder ikke mindst, hvad angår diagnose og behandling ved lægmand. Det anbefales, at diagnosen hjertestop af lægmand stilles ved manglende livstegn og ikke længere ved tjek af pulsen - ligesom genoplivning med hjertemassage alene, chest compression-only cardiopulmonary resuscitation, fremhæves som en effektiv alternativ førstehjælpsteknik for lægfolk.

Tidlig defibrillering er den mest betydende enkeltindsats for overlevelse efter hjertestop, der i omkring 80% af tilfældene skyldes ventrikelflimmer eller ventrikulær takykardi. Tidlig defibrillatorbehandling har fået fornyet aktualitet efter fremkomsten af de automatiske eksterne defibrillatorer (AED), der er i stand til at analysere hjerterytmeforstyrrelser, herunder genkende ventrikelflimmer, med den teknologi, der kendes fra implanterbare cardioverter-defibrillatorer (ICD-pacemakere). Prisen for disse små apparater er moderat, 20.000-25.000 kr. To amerikanske studier med anbringelse af AED i henholdsvis et casino og i en lufthavn har givet hidtil usete overlevelsesprocenter efter præhospitalt hjertestop, nemlig hhv. 53% og 40% (2). Det er vigtigt, at AED-teknologien har vist sig såvel nem som sikker. Der var ingen tilfælde af defibrillering på forkert diagnose. Den nye teknologi muliggør udbredelsen af tidlig præhospital defibrillering til lokaliteter, hvor mange mennesker samles, såsom butikscentre, sportspladser, trafikcentre m.m., samt oplæring og instruktion af de lægfolk, som er til stede først, såsom politifolk, trafikpersonale, personale fra brandvæsenet, hjemmehjælpere m.m.

Den danske grundholdning til førstehjælp og hjertestopbehandling synes gennem mange år at have været præget af fatalisme, såvel fagligt som politisk.

Modsat fx Sverige har vi ingen valid registrering af akutte præhospitale hjertedødsfald. Mens såvel incidensen af akut myokardieinfarkt som dødeligheden af iskæmisk hjertesygdom er faldende i Danmark, er der igennem 1990'erne set en stigning i antallet af såkaldt »dårligt definerede uventede dødsfald«, hvoraf pludselig hjertedød udgør hovedparten. En tilsvarende stigning er ikke set i de andre skandinaviske lande eller i Holland og Frankrig (3). Det er et problem, at der i Danmark sammenlignet med i andre lande synes at være et større antal uventede hjertedødsfald blandt yngre mennesker. Det kan ikke udelukkes, at danskernes livsstil, herunder rygevaner, er af betydning. Der er eksperimentelle holdepunkter for, at tobak modsat kost disponerer til akut trombose frem for til aterosklerose. Vort problem vedrørende pludselige præhospitale hjertedødsfald nødvendiggør en øget indsats inden for forebyggelse og behandling, herunder defibrillering. I Danmark har vi i modsætning til Norge og Sverige ingen afklaret lovgivning vedrørende lægmandsdefibrillering. Det er af den tidligere sundhedsminister meddelt, at såfremt der udarbejdes et projekt omkring lægmandsdefibrillering, vil de cirkulæremæssige problemer kunne løses.

Man kunne have ønsket, at rapporten fra Dansk Råd for Genoplivning havde fremhævet nødvendigheden af en valid dansk registrering af den præhospitale dødelighed og af en løbende kvalitetsvurdering af behandlingen herunder af såvel de præhospitale som de hospitale responstider for genoplivning. De opstillede mål med defibrillering inden for 5 min præhospitalt og inden for 3 min ved hjertestop på hospitaler er givetvis mange steder langtfra opfyldt. Man kan opfordre til, at Dansk Råd for Genoplivning med den aktuelle rapport som baggrund initierer tiltag til forbedring af vor præhospitale genoplivningspraksis. Der bør udarbejdes projekter vedrørende anvendelse af den automatiske eksterne defibrillator på lægmandsniveau med vurdering af uddannelsesbehovet, der synes at være beskedent, og cost-benefit-analyser.

Det nødvendige link mellem den basale præhospitale hjertestopbehandling og den mere avancerede hospitale genoplivningskæde bør analyseres og vurderes. De kardiologiske afdelinger råder i dag over en effektiv antiarytmisk medicinsk behandling samt mulighed for implantation af ICD-pacemakere som værn mod recidiv af hjertestoppet. Vort ICD-implantationsniveau er på højde med andre vestlige landes.

En øget indsats mod den præhospitale dødelighed forudsætter politisk parathed og ressourcetilførsel, også hvad angår nødvendige tiltag over for det uundgåelige, at et antal genoplivede patienter efterfølgende må leve med betydelige cerebrale anoksiske skader. En forbedret genoplivning, navnlig præhospitalt, bør være et sundhedspolitisk satsningsområde, så vor nuværende status med få procent og få hundrede patienter, der overlever et præhospitalt hjertestop, kan forbedres.