Skip to main content

Kan man være medlem af Yngre Lægers bestyrelse - og deltage i diskussioner om overenskomstforhandlinger - hvis ægtefællen er ansat hos modparten, Danske Regioner, i en stilling, der berører overenskomstspørgsmål?

Det var et af de spørgsmål, der affødte mest debat på Yngre Lægers efterårsrepræsentantskabsmøde den 28.-29. november.

Spørgsmålet blev aktuelt, efter at Simon Serbian blev indvalgt ved den store bestyrelsesudskiftning, som fandt sted på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i august - på et tidspunkt, hvor hans ægtefælle var aktivt jobsøgende og endnu ikke ansat i sin nuværende stilling.

Ikke personligt

Claus Vinther, formand for Yngre Læger i Region Syddanmark, mente nej, og begrundede det bl.a. med, at bestyrelsen, og Simon Serbian selv, ville blive sårbare for kritik i det ikke usandsynlige tilfælde, at nogen skulle synes mindre godt om et overenskomstresultat: Der ville uundgåeligt blive hvisket om, at han måske havde diskuteret sagen over aftenkaffen derhjemme.

Der var ingen personlige grunde til at tro, at netop Simon Serbian, som alle jo kender som en engageret og vidende YL-politiker, skulle have problemer med at holde tingene adskilt, understregede Claus Vinther. Serbian havde tilmed selv gjort opmærksom på, at der kunne være et problem. Men af rent principielle grunde fandt Claus Vinther det nødvendigt med en afklaring - helst i form af, at Simon Serbian forlod bestyrelsen, selv om man så ville komme til at savne hans store viden og engagement især i uddannelsesspørgsmål.

Diskussionen bølgede frem og tilbage. Ingen drog Serbians integritet i tvivl, men flere havde principielle betænkeligheder. Nogle mente dog, at alene det, at bestyrelsen og Simon Serbian selv erkendte problemet, åbnede vejen for et kompromis.

Specielt eller generelt inabil?

Kompromismuligheden kom, da dirigent og juridisk konsulent Claus Berg med en »retsbelæring« forklarede forskellene mellem at være »specielt« og »generelt inhabil«. Specielt inhabil er man, hvis fx man selv eller ægtefællen i enkelte sager har interesser fælles med en modpart. Generelt inhabil er man, hvis man i et og alt har fælles interesser med en modpart.

Den normale fremgangsmåde i erhvervsliv og politik er, at man ved speciel inhabilitet må forlade lokalet, når en sag, hvor man er specielt inhabil, er til drøftelse. Er man generelt inhabil, må man ganske enkelt fratræde sin post.

Der skulle efter debatten stemmes om, hvorvidt Simon Serbian var specielt eller generelt inhabil. Det blev formuleret til en afstemning om spørgsmålet: »Skal Simon Serbian udtræde af bestyrelsen?«

»Nej«, sagde 43 stemmer.

»Ja«, sagde 26, mens en stemte blankt.

Hermed afgjorde repræsentantskabet, at man kan have tillid til Simon Serbian - men som »specielt inhabil« skal han forlade lokalet, når bestyrelsen drøfter den forestående overenskomst, ligesom han ikke må få tilsendt bestyrelsesmateriale om dette emne.

Skrevne og uskrevne regler

Debatten og afstemningen om Simon Serbians habilitet var ikke den eneste kurre på tråden under repræsentantskabsmødet.

Der var før mødet blevet rejst tvivl om, hvorvidt man - nærmere betegnet to navngivne medlemmer af bestyrelsen - kan sidde i YL's bestyrelse og samtidig beklæde andre tillidshverv i organisationen. Dels: Kan man være Yngre Læger-bestyrelsesmedlem med hud og hår, hvis man også er fællestillidsmand på sin arbejdsplads? For der kan man jo også have andres interesser at tage hensyn til: Andre faggrupper, som man også repræsenterer. Eller endda arbejdsgiveren, som man i kraft af sit tillidshverv har pligt til at hjælpe med at holde ro på bagsmækken. Desuden kan det jo komme til at knibe med at få tid til at passe bestyrelsesarbejdet, hvis man skal passe store og tunge tillidsmandsposter, og måske tvinges man ligefrem til at nedprioritere det, lød nogle af argumenterne.

Debatten var ikke kun principiel, idet de to bestyrelsesmedlemmer, Mads Frellsen og Susanne Hartzen, nogle dage før repræsentantskabsmødet på YL's konference på nettet, »talerstolen«, var blevet truet med et mistillidsvotum. Det var sket med henvisning til »skrevne og uskrevne regler«. Susanne Hartzen havde derfor forladt bestyrelsen umiddelbart før repræsentantskabsmødet. Mads Frellsen, derimod, valgte at forblive på posten og afviste at bøje sig for »udenomsparlamentariske metoder« og henviste til uskrevne regler, som det i sagens natur kan være svært for nye at kende noget til, og som er et »fremragende værktøj til manipulation«. I øvrigt agtede han i den nærmeste fremtid at give afkald på den tillidspost, som i givet fald kunne være i vejen for bestyrelsesarbejdet.

Også denne debat optog en god del af repræsentantskabsmødets tid. De fleste anerkendte, at der muligvis kan opstå såvel kasketforvirring som tidnød.

»Sluk ikke gnisten«

Cæcilie Buhmann, som tilhørte den tredjedel af repræsentantskabet, der deltog for første gang, havde en kommentar til debatten. Hun havde fulgt de seneste døgns indlæg på »talerstolen«, og det havde givet hende »en mærkelig fornemmelse i maven«:

»Da jeg ikke har været længe i organisationen, kan jeg ikke forholde mig til de uskrevne regler, der snakkes om. Jeg ved ikke, hvordan det har været tidligere, og derfor vil jeg opfordre til, at man laver skrevne regler. Til gengæld vil jeg gerne forholde mig til de uudtalte budskaber - og jeg synes, at vi skal passe meget på med det budskab, denne diskussion er ved at sende ud. I det år, jeg har været læge, har vi fået ny formand. Vi har fået valgt en ny bestyrelse på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Og nu diskuterer man for halvdelen af bestyrelsen, om de er i stand til at udføre deres job«, sagde Cæcilie Buhmann med henvisning til den tidligere diskussion om Simon Serbians habilitet.

»Hvad mon chancen er for at rekruttere nye folk fremover, hvis vi siger: 'Kom og bliv medlem. Hvis du er rigtig heldig, kan du få et mistillidsvotum inden for de næste to måneder'. Hvis vi gerne vil involvere folk i organisationen, og hvis vi gerne vil have medlemmerne til at tro på os, er det ikke nok at gå ud og snakke om kollegialitet og bedre arbejdsvilkår. Så bliver vi også nødt til at tænke på, hvordan det foregår hos os selv. Derfor vil jeg bare opfordre til at tænke over, hvad der kommer til at stå mellem linjerne, når vi går herfra, og hvad andre, der ikke har været til stede her på mødet, kommer til at læse ud af det«.

Lars Hutters støttede Cæcilie Buhmann og fulgte op med en appel om at »passe på hinanden«:

»Der er brug for alle kræfter. Derfor skal vi værne om lysten til at være medlem af bestyrelsen og at være tillids- og fællestillidsrepræsentanter. Den gnist skal ikke slukkes - den skal bevares«.

Forslagene rakte fra en meget udførlig liste over poster, man ikke skal kunne beklæde sideløbende med en bestyrelsespost i Yngre Læger, til en formulering om, at »man ikke må være fagpolitisk aktiv på andre YL-niveauer end i bestyrelsen«.

Lisbeth Lintz konkluderede af diskussionen, at bestyrelsen inden næs te møde bør formulere en liste over poster, som ikke er forenelige med bestyrelsesarbejde. Den liste vil repræsentantskabet til foråret kunne tage stilling til under et særskilt dagsordenpunkt, så man i fremtiden ved, hvornår to kasketter er en for meget.