Gitte Ahle: »Vi indstiller os på, at vi er på en farlig arbejdsplads«

Vi lever i en tid, der på mange måder er grænseløs. Det er, som om der er en forventning om, at læger står til rådighed konstant.

Det mærker læger, når de bliver kontaktet og opsøgt privat af patienter.

Derfor er det vigtigt, at læger dels melder det, dels søger hjælp hos ledelse og kolleger, hvis de oplever patienter, der overskrider deres grænser, siger Gitte Ahle, der er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

»Hvis man for eksempel bliver groft antastet af en patient i supermarkedet eller på sin bopæl, er grænsen overskredet for, hvad man skal finde sig i som privatperson. Så skal det meldes«, siger hun.

Efter det endnu uopklarede drab på læge Charlotte Asperud, der arbejdede i akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital, er der blandt læger opstået en debat, om de er godt nok beskyttet mod truende eller voldelige patienter. Det er en debat, der handler om navneskilte og journalføring, og om læger skal have lov til at være anonyme over for deres patienter.

Læs også: »I psykiatrien var vi måske de første, der blev bange. Nu tror jeg også, de er blevet bange i somatikken«

Men den handler også om, at vi lever i en tid, hvor vi i vores liv sætter tydelige digitale spor, og hvor vi alle er blevet mere tilgængelige på digitale platforme og sociale medier.

»Det er generelt blevet lettere for os at kontakte hinanden hele tiden. Samtidig har patienter fået flere og flere beføjelser og rettigheder, og det kan virke, som om vi som læger bare skal stå til rådighed døgnet rundt,« siger Gitte Ahle.

På Nordsjællands Hospital har medarbejderudvalget foreslået, at læger skal kunne underskrive sig med en kode i journalen i stedet for med navn og titel, sådan som de er forpligtet til efter de gældende regler. Hverken Lisbeth Lintz fra Overlægeforeningen eller Helga Schultz fra Yngre Læger mener dog, at læger skal kunne optræde anonymt, primært fordi det efter deres mening vil gå ud over tillidsforholdet mellem læge og patient.

Heller ikke Gitte Ahle mener, at læger skal kunne optræde anonymt. Det vil i givet fald blot være en falsk tryghed, siger hun.

»De ved, hvordan vi ser ud, og de ved, hvor vi arbejder, så vi kan ikke være anonyme. Dertil kommer, at vores lægearbejde og vores relation til patienterne er for vigtig til, at en forfærdelig enkeltsag skal danne præcedens for, hvordan vi skal håndtere alle vores patienter«, siger hun.

Patient overnattede i haven

Gitte Ahle forklarer, at lægerne i psykiatrien får en grundig uddannelse og træning i at nedtrappe konflikter med patienter.

»Som psykiatere er vi meget på forkant med, at vi arbejder i et farligt miljø. Vi har det lidt ligesom stilladsarbejdere, vi går ikke rundt og er bange hele tiden, men i baghovedet er vi hele tiden klar over, at der er en risiko. Vi accepterer og indstiller os på, at vi er på en farlig arbejdsplads, og vi har lært nogle teknikker, som vi kan bruge, hvis situationer udarter sig«, siger Gitte Ahle.

Hun opfordrer læger til at tale med deres ledelse og kolleger, hvis de har patienter, der overskrider deres grænser. Og til at anmelde truende eller voldelige patienter.

»Man kan blive bedre til at tale med sine kolleger og tone rent flag, når man bliver bange. Det skal være tilladt at sige på en afdeling, at man ikke føler sig tryg, og at man for eksempel har behov for hjælp til nogle patienter, eller at der er patienter, som man ikke kan behandle, fordi man er utryg ved dem eller bange for dem. Vær ærlig om det. Vi har alle prøvet at være bange på vores arbejde«.

Gitte Ahle arbejder i retspsykiatrien, men hun har kun oplevet ganske få tilfælde, hvor patienter har overskredet hendes grænser. En enkelt patient har kontaktet hende privat, men det stoppede, da hun meddelte, at det ikke var i orden.

Blandt hendes kolleger er der dog læger, der har oplevet decideret stalking, hvor patienter for eksempel har overnattet i deres have.

»Sådan noget skal man anmelde«, siger Gitte Ahle og fastslår:

»Man skal ikke stå til rådighed hele døgnet rundt, bare fordi man er læge. Det er et arbejde, og man skal have ret til at være privatperson, når man har fri«.

Praktiserende speciallæger er ofte alene

De praktiserende psykiatere sidder ofte alene med deres patienter, men frygt for vold og trusler er ikke noget, der fylder i FAPS, Foreningen af praktiserende speciallæger, fortæller Kirsten Ilkjær. Hun er formand for FAPS, næstformand i Lægeforeningen og arbejder selv som praktiserende psykiater.

»Vi bliver ikke kontaktet, fordi man føler sig utryg ved at gå på arbejde, selv om de fleste formentlig har oplevet nogle situationer, som blev tilspidsede. Som psykiater er man trænet i at håndtere de situationer, der kan udvikle sig voldeligt, og vi får dem oftest afdramatiseret og får f.eks. patienten til at gå, inden det udvikler sig«, forklarer hun.

Der sker også allerede en selektering af patienterne, der bliver henvist, forklarer Kirsten Ilkjær.

»Hvis vi kan se på en henvisning, at patienten har været truende ved egen læge eller ved kommunen eller har et aktivt misbrug, så siger vi nej til at behandle dem. De patienter skal ind på sygehusene, hvor der er mere personale omkring dem«.

Kirsten Ilkjær opfordrer praktiserende psykiatere til at lytte til deres egen angst og tage den alvorligt. For selv om psykiaterne er godt uddannet til at deeskalere potentielt farlige situationer, kan det gå galt.

Hun har selv en enkelt gang måtte ringe efter politiet, fordi en patient blev voldsom og kastede med ting igennem lokalet. Men politiet kom hurtigt, og det er meget sjældent, at hun er ude for voldsomheder.

»Det sker hverken hvert år eller hvert femte år. Det er virkelig sjældent. Hverken jeg selv eller mine kolleger er bange for at gå på arbejde«, siger Kirsten Ilkjær.

Læs mere på temaside om Asperudsagen.