Giv nu psykiatrien en national handlingsplan

Det er den smukkeste tid på året, bladene er lysegrønne, og det er håbet også. Det er nu, at sporene lægges for det kommende år i sundhedsvæsenet. Regionerne og regeringen sætter sig sammen og beslutter i økonomiaftalen, hvor meget der bliver at gøre godt med, og hvad der skal prioriteres.

Det er også nu, at de kan sige ja til, at psykiatrien får den nationale handlingsplan, som er så hårdt tiltrængt. Psykisk sygdom opstår hos hver femte borger og er blandt de allermest udbredte lidelser.

Lægeforeningen har igen og igen peget på det indlysende urimelige i, at psykisk syge mennesker stilles ringere end mennesker med fysisk sygdom. Det giver ingen mening.

I de seneste dage har man i pressen beskrevet, hvordan læger presses til at udskrive psykiatriske patienter, fordi der ikke er sengepladser nok. Og hvordan unge lægers indtryk af et ellers fascinerende speciale præges af, at man på afdelingerne må kæmpe for at sikre flest muligt den mest nødvendige hjælp. Der er i forvejen mangel på psykiatere, og hvis ikke psykiatrien får en hjælpende hånd, vil det uden tvivl påvirke rekrutteringen af unge læger til specialet i de kommende år.

Danske Regioner bør være helt fremme i skoene i denne sag. En analyse, som organisationen offentliggjorde i foråret, viser, at der er store regionale variationer, både når det gælder normering af personale, håndtering af henvisninger og antallet af sengepladser, samt om patienten skal behandles på sygehus eller ambulant.

Regionerne fortjener ros for, at de på den måde benchmarker psykiatrien. Men det er også resultater, som sygehusejerne bør følge op på, og de understreger behovet for en samlet plan for psykiatrien, hvor man bl.a. kan indkredse, hvor der er størst behov for ekstra resurser.

Et særligt tankevækkende resultat fra Danske Regioners undersøgelse er, at der også er forskel på den såkaldte diagnoseprofil fra region til region. Det varierer, hvor stor en del af patienterne der får f.eks. diagnosen skizofreni. Der kan være forskel i patientgrundlaget, og jeg er overbevist om, at læger og andre personalegrupper i psykiatrien gør deres bedste i arbejdet med at diagnosticere og behandle patienterne. Men variationen sætter en tyk streg under behovet for, at psykiatrien får et helt afgørende værktøj: nationale kliniske retningslinjer.

Nationale kliniske retningslinjer står i det hele taget meget højt på Lægeforeningens ønskeseddel til økonomiforhandlingerne. Vi har brug for at få defineret, hvad der er den p.t. bedste behandling, og det gælder for alle sygdomme. Det siger sig selv, at det er et stort arbejde, som kræver ekspertise, systematik og ja - penge.

Derfor vil vi kraftigt opfordre til, at regeringen og regionerne sikrer, at dette arbejde får den nødvendige ramme. De videnskabelige selskaber skal have en nøglerolle, og arbejdet skal forankres i Sundhedsstyrelsen.

Der er udsigt til mindre vækst i sundhedsvæsenet i de nærmeste år. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at der fra højeste niveau sendes signaler, som opmuntrer til udvikling og kvalitet. Psykiatri og nationale kliniske retningslinjer er helt indlysende at prioritere ved forhandlingsbordet. Håbet i Lægeforeningen er stadig lysegrønt, men vi kan ikke blive ved med at vente.