Skip to main content

Glem ikke de svage

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk

1. nov. 2005
3 min.

Hvad forstår du ved en kompetent patient?

»En resursestærk og velinformeret patient. Det er en person, som man kunne betragte som forbruger frem for patient. Nøgleord er individualiseret, uautoritær, rettighedsbevidst og velorganiseret. Den kompetente patient vil gerne selv træffe beslutninger.«

Er det en god partner at have som læge?

»Der er lagt op til et mere ligeværdigt forhold i stedet for det gamle patriarkalske. For nogle af de her patientgrupper, som måske fejler sjældne sygdomme, bevæger man sig endog bort fra, at lægen oplyser om sygdommen, til at patienten oplyser om sygdommen. Jeg tror, at vi vil få mere kvalitet i behandlingen med kompetente patienter. Men de kompetente patienter får mere plads i sundhedsvæsenet på bekostning af andre patientgrupper, og sundhedsvæsenet er ved at knække over med kompetente patienter i den ene ende og de mindre kompetente i den anden.«

Hvad kan læger gøre for at understøtte den kompetente patient?

»Træde ned fra piedestalen og acceptere at patienterne kan komme med informationer til dig som læge. Det har nogle læger nok svært ved. Det er en ændring af lægerollen, for det ligger indlejret i lægekulturen, hvordan man agerer i forhold til patienterne. Men jeg er overbevist om, at det er ved at ændre sig med stormskridt.«

Er de kompetente patienter ikke også lig med dyrere patienter?

»Det er en gruppe mennesker, som kræver rettigheder, og der er også politisk udstedt en række rettigheder i de senere år med frit sygehusvalg, etc., og flere rettigheder vil følge. De kompetente patienter er også en stærk vælgergruppe, og de vil være dyrere patienter end andre patientgrupper, og alt i alt vil det nok føre til et dyrere sundhedsvæsen, medmindre andre områder ikke bliver prioriteret, områder hvor der måske ikke er så mange kompetente patienter.«

Kan man gøre noget, så de mindre resursestærke får mere plads?

»De medicinske patienter er ældre, typisk kronisk syge og fra lavere sociale lag, og derfor ikke altid kompetente patienter. Det er derfor vores opgave som læger at pege på, at her er et mismatch. Der er en gruppe som ikke på samme måde kan tage vare på sig selv, og derfor er det vores opgave at arbejde for, at de får tilstrækkelige resurser.«

Lars Løkke Rasmussen taler om pointsystemer som smileys eller stjerner til sygehusene. Er patienterne kompetente nok til at gennemskue det?

»Det er klart, at sundhedsvæsent må stille kvalitetsdata til rådighed, men det er vi ikke særligt gode til i dag. Jeg tror ikke, at patienterne, uanset hvor kompetente de er, er kompetente nok til at gennemskue en smiley. Det er ikke nødvendigvis et mere kompetent valg at vælge et behandlingssted med en meget glad smiley. Det er et valg truffet på forkerte kvalitetsdata.«