Skip to main content

Global sundhed

Journalist Morten Seifert, morten@uncial.dk

5. okt. 2007
2 min.

Lancet kritiserer FN-organisationer

The Lancet retter hård kritik mod WHO og Unicef's seneste opgørelse af børnedødelighed i verden. Sidste udgave af Global Sundhed i Ugeskriftet nr. 39 viderebragte de to organisationers oplysninger om, at dødeligheden for verdens under fem-årige for første gang i nyere tid var under ti millioner. The Lancet antyder, at denne »milepæl« er diskutabel, og at offentliggørelsen kun sigter på at tage brodden af en langt mere kritisk undersøgelse i netop The Lancet. Denne sidste viser nemlig, at det går rigtig skidt med udviklingen i børnedødeligheden, trods den store internationale indsats.

Læs artiklen og lederen i Lancet nr. 22 på www.thelancet.com (kræver abonnement)

Halv mia. mod hiv/aids

I den generel oppiroritering af den danske indsats mod hiv/aids har Danmark givet tilsagn om en bevilling på 520 millioner danske kroner over de næste år til den Globale Fond til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria. Fonden, der blev oprettet i 2002, fik ved sin seneste donorkonference tilsagn om i alt cirka ti milliarder dollars.

Se www.um.dk søg »520«

Test af hiv-vaccine stoppet

Medicinalfirmaet Merck har indstillet test af en hidtil meget lovende hiv-vaccine, da den har vist sig ineffektiv i kliniske forsøg. Testen, som startede i 2004 og omfattede 3.000 forsøgspersoner, viste ingen forskel i hiv-smitte mellem vaccinerede og en kontrolgruppe, hvorefter yderligere forsøg blev indstillet. Merck har arbejdet i ti år med vaccinen.

Se www.merck.com søg: »0921«