Skip to main content

God, bedre, bedst

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

20. nov. 2006
7 min.

Kvalitet - og definitionen af samme - var et gennemgående tema, da PLO holdt sit seneste repræsentantskabsmøde på Hotel Hilton i Københavns Lufthavn lørdag den 11. november.

Formand Michael Dupont gjorde således det sigende ordsprog »det bedste er det godes fjende« til ledetråd i sin mundtlige beretning. Og det gjaldt nærmest uanset emne - for eksempel det nok så omtalte stjernesystem, der nu er indført for landets sygehuse, og som i en eller anden form kan tænkes søgt implementeret for almen praksis.

»I må hjem og tælle håndvaske«, som Michael Dupont sagde.

Også en af den seneste overenskomsts nyskabelser - forebyggelseskonsultationen og de dertil hørende tillægsydelser - fik prædikatet »god, om end ikke det bedste«. Blandt andet bliver den nye konsultation brugt meget forskelligt fra område til område. Nogle steder måske endda lidt vel meget, men Michael Dupont var fortrøstningsfuld.

»Det skal nok finde et fornuftigt leje, når alle vores kolleger er blevet sikret den uddannelse i brugen af ydelsen, som er tilsigtet«, sagde han.

Problematisk forløb

Om det andet store nybrud i den seneste overenskomst - forløbsydelsen for diabetespatienter - havde formanden det budskab, at det fremtidige økonomispørgsmål nu er blevet genstand for en uformel aftale mellem ham selv og Danske Regioners formand, Bent Hansen.

»Tvisten omkring finansieringen førte til en samtale mellem undertegnede og Bent Hansen, som igen mundede ud i en fælles forståelse for, at basishonoraret fra den 1. april 2009 måtte opjusteres til det beløb, det ville udgøre uden fradrag for økonomi til forløbsydelsen, som forudsætning for en tilfredsstillende implementering af forløbsydelsen. Provenuet ligger så til gengæld inden for den ramme, som vi skal forhandle om i en ny overenskomst«, sagde Michael Dupont, som mente, at aftalen udgør »et godt rammeudgangspunkt«.

Men så nemt skulle formanden ikke slippe i den efterfølgende debat. Flere talere var tydeligvis betænkelige ved aftalen, og Jørgen Graversen fra Vejle vendte decideret tommelen nedad.

»For mig er det her en ommer. Jeg føler, det er meget farligt, det vi er i gang med. Jeg mener, det er nu, vi skal sige fra. Jeg er ikke tilfreds med to mænds samtale under fire øjne. Den ene kan være død inden 2009. I slipper for let her«, sagde han.

Andre mente omvendt, at det var nødvendigt at gøre forløbsydelsen til en succes, også selv om det skulle koste noget.

»Vi er fanget på hælene. Hvis den ikke går igennem, vil vi stå med et nederlag«, sagde Henrik Mærkedahl fra Roskilde.

Kommunesamarbejde

De nye samarbejdspartnere - regionerne men først og fremmest kommunerne - fyldte også en del på mødet.

»Aftalerne om samarbejde med kommuner og regioner tager jo konkret form i disse dage, og jeg vil benytte lejligheden til at kvittere for den store indsats, der er blevet udøvet i de fem regioner«, sagde Michael Dupont.

Også her var »det gode« ikke blevet overskygget af »det bedste« - om end man nok kunne ønske sig, at f.eks. flere kommuner havde taget ideen med praksiskonsulenter til sig, sagde han.

Fra salen var der ringe tvivl om, at samarbejdet med kommuner og regioner er vigtigt - også i kvalitetsøjemed.

»I almen praksis kan man udvikle mange ting på forskellig måde. Det er rigtigt, at vi er med til at præge den udvikling. Hvis vi ikke gør det, er der nogle andre, der gør det«, sagde f.eks. Bodil Johnsen fra København.

Til gengæld var der en del spørgsmål om, hvordan samarbejdet egentlig skal foregå.

»Hvad skal den kommunale praksiskonsulent egentlig tage sig af? Man vil i kommunerne gerne have bundet os op på, hvad vi skal spare på indlæggelserne. Den kommunale tankegang skal vi passe på, for det handler meget om økonomi«, sagde Egon Juul-Andersen fra Århus og efterlyste en funktionsbeskrivelse for praksiskonsulenterne i kommunerne.

Spørgsmålstegnene stod dog ikke kun ved kommunernes rolle men også lægernes egen.

»Kommunale lægelav har været svære at etablere - der har ikke været nogen interesse fra vores kolleger«, sagde Hans Arne Pescettini fra Storstrøms Amt.

Mangel på læger

Problemet med at få tilstrækkelig mange praktiserende læger til at engagere sig i fagligt arbejde bliver ikke mindre af, at der er mangel på dem. Spørgsmålet dukkede - igen - op på repræsentantskabsmødet med det budskab til beslutningstagerne, at nok er der gjort visse tiltag hist og pist, men det er ikke nok.

Udviklingen giver dog også anledning til betænkeligheder.

»Særordninger har hjulpet unge praktiserende læger med at etablere sig og ældre til at blive - nogle har gjort sig tanker om omvendte stedtillæg og højere basishonorar. At forskelsbehandle lægerne er lidt imod mine principper, men jeg kan godt se, at man er startet lidt på det«, sagde Tue Flindt Müller fra Vestsjællands Amt.

Forskelsbehandling kan blive endnu mere udtalt, efterhånden som det muligvis slår igennem, at det ikke længere skal være nødvendigt at være med i PLO for at kunne praktisere. Eksklusiviteten er brudt, og repræsentantskabet diskuterede, hvordan man som organisation fremover skal stille sig til læger, som er ikkemedlemmer.

»Det skal være så besværligt og så dyrt som muligt at stå udenfor«, sagde Egon Juul-Andersen og gav dermed udtryk for den fremherskende holdning. Men ikke alle syntes, at det hele skulle dreje sig om synd og straf for de »pa-riaer«, som ikkemedlemmer blev kaldt.

»Jeg tror, at vi skal sælge budskabet på en anden måde. Vi skal vise, at det er rigtig, rigtig godt at være medlem af PLO«, sagde Eddie Nielsen fra Nordjyllands Amt.

Spørgsmålet blev rejst om deres deltagelse i vagtlægeordninger, som i det hele taget bemægtigede sig en del opmærksomhed.

De seneste regionale vagtordninger blev rost af formand Michael Dupont, som også stillede sig positiv over for den bebudede gennemgang af vagtlægefunktionen.

»Selvfølgelig kan ting forbedres. Men det er vigtigt at slå fast også herfra, at vi har en lægevagtsordning, der grundlæggende fungerer fremragende, og er et godt tilbud til patienterne - ikke altid til lægerne«, sagde han og lagde op til flere midler til uddannelse og kvalitet. Det vil i givet fald blive en opgave ved de næste overenskomstforhandlinger, hvor »kvalitet« i det hele taget tegner til at blive et stadigt stærkere element.

Fremtidens Lægeforening

Debatten om strukturen for Fremtidens Lægeforening var sat på dagsordenen for PLO's repræsentantskabsmøde som et særskilt punkt, for tiden nærmer sig efterhånden for egentlige beslutninger.

To modeller er blevet præsenteret: 1), hvor hovedforskellen er direkte eller indirekte demokrati. Ifølge formand Michael Dupont er det PLO, som har størst behov for regional repræsentation af de tre delforeninger, og det kan meget vel betyde ændringer.

»Regionalt skal vi nok indrette os på primært at stå på egne ben, og det kan vi også. Det kan komme til at koste - penge altså - men forhåbentlig vil samarbejdet med vores kolleger i FAS og YL ikke lide under det«, sagde han.

Noget i den stil bekymrede faktisk bestyrelsesmedlem Jør gen Richard Hansen, som fremlagde de to modeller.

»Jeg er alvorligt bekymret for, at FAS og YL skyder sig selv i foden ved at afmontere det regionale samarbejde«, sagde han.

Debatten prægedes dog ikke af de store følelser for de nuværende lægekredsforeninger, som altså kan blive truet på eksistensen.

»Personligt græder jeg tørre tårer, hvis de afgår ved døden«, sagde Bodil Johnsen.

»Men ingen siger, at vi som tillidsmænd ikke kan tale sammen lokalt i et eller andet interesseforum«, sagde hun.

Indirekte, tak

I det hele taget var der mest stemning for indirekte valg.

»Det er vigtigt, at vi har en lægeforening med en dagsorden, der er koordineret med søjlerne. Det er ødelæggende med et repræsentantskab, som kan føre særinteresser ind. Vi bør vælge en ordning meget som den, vi har nu«, mente Ole Nørskov fra Fyns Amt.

Det ville måske også være det bedste rent praktisk.

»Problemet er engagementet. Vi ved ikke, hvordan vi skal få medlemmerne til at interessere sig for, hvem de skal stemme på. Vi bliver nødt til at gå ind for det indirekte valg til repræsentantskab«, sagde Bodil Johnsen.

Men det fremgik klart, at for PLO er det vigtigste at bevare forhandlingsretten og indflydelsen.

»Det er utroligt vigtigt for os at sikre os forhandlingsretten. Og ligegyldigt hvilken model må vi sikre, at vi ikke kommer i decideret mindretal, eller at en af søjlerne får et absolut flertal. Det er i den grad ødelæggende for et samarbejde, hvis man får fornemmelse af, at man kan majoriseres«, sagde Egon Juul-Andersen.

Kildeliste:

Referencer

  1. Østerlund T. Det Store Modelbyggeri. Ugeskr Læger 2006;168:3790-2.