Skip to main content

Gode læger er ikke automatisk gode ledere

Journalist Annette Hagerup, annette@hagerup.infoLægelig ledelse er en helt speciel disciplin.

13. sep. 2010
5 min.

I en tid, hvor markedet for lederuddannelse rummer en bred vifte af tværfaglige uddannelsestilbud både på regionalt og på nationalt plan, har Overlægeforeningen og Danske Regioner besluttet at bibeholde et monofagligt tilbud - henvendt til overlægegruppen alene.

Sygehusvæsenet er en af samfundets mest komplekse organisationer, hvilket stiller ekstra høje krav til de ledere, der har det daglige og faglige ansvar. Samtidig øger den konstante udvikling, som sundhedsvæsenet/hospitalerne i disse år gennemgår, til stadighed kravet til overlægernes ledelseskompetencer.

Det er set i det lys, at Danske Regioner og Lægeforeningen har besluttet sig for at erstatte OLAU-kurserne, Overlægernes Ledelses- og Administrationsuddannelse, med et nyt tilbud. Nyskabelsen har fået titlen »Læge & Leder«, og formålet er, som navnet tilsiger, at give overlægerne mulighed for at supplere deres lægefaglige identitet med en identitet som professionel leder.

Den nye lægefaglige uddannelse for overlæger skal supplere regionernes egne tilbud om lederuddannelse og de øvrige uddannelsestilbud på markedet. Det sker bl.a. ved at give mulighed for merit til udvalgte masteruddannelser.

»Læge & Leder« består af to faste kurser for henholdsvis nyudnævnte overlæger (maks. tre års erfaring) og for ledende overlæger. Begge kurser er monofaglige og sætter direkte fokus på overlægen som lederfigur.

Formanden for Overlægeforeningen, Erik Kristensen, hilser det nye kursustilbud velkomment: »Jeg ser helt klart et behov for en nytænkning af vores lederuddannelse. Som overlæger har vi ikke kun det faglige ansvar for patienterne, men skal også kunne begå os i en sundhedssektor, der til stadighed bliver mere og mere politiseret og samtidig mere økonomisk klemt.

Dagens overlæger skal ikke bare være fagligt velfunderede og levere den bedst kvalificerede behandling, de skal også have økonomisk indsigt og forståelse for det politiske spil, strategier og tankegange«, fortæller Erik Kristensen.

Overlæge anno 2010

OLAU-uddannelserne har eksisteret siden midten af 1990'erne og har været populære blandt overlægerne. Ikke mindst fordi indholdet i undervisningen har været målrettet læger. »Læger & Leder« tager udgangspunkt i denne succes.

Det nye kursustilbud bygger på et omfattende review (DSI 2008) over OLAU-kursernes indhold fra 2008. Heri påpeger DSI, Dansk Sundhedsinstitut, bl.a., at de ændrede strukturer i sundhedsvæsenet gør det nødvendigt at give overlægegruppens viden om ledelsesprincipper og deres lederevner et samlet løft. Samtidig bør undervisningen tage udgangspunkt i lægernes egen hverdag og være tilrettelagt, så lægerne får lejlighed til at træne deres handlekompetencer.

Erik Kristensen siger, at behovet for lederuddannelse i lægegruppen har ændret sig drastisk i de seneste år. »Der er stor forskel på at være overlæge i 1990 og i 2010. Det er blevet en væsentligt mere kompleks opgave. Bl.a. er amterne blevet nedlagt til fordel for regionerne, og økonomien er blevet strammet. Overlægernes viden skal matche de krav, der følger med de ændrede vilkår, og det samme skal tilbuddet om lederuddannelse«, fortæller Erik Kristensen og fortsætter: »Det har været vigtigt for os at fastholde kurserne som monofaglige. Monofagligheden betyder, at uddannelsen kan målrettes de problemstillinger, overlægen møder i sin dagligdag. Overlægerne skal have nogle redskaber til at håndtere deres dobbelte opgave og identitet som både læge og leder«.

Titel forpligter

I Danske Regioner ser man også behovet for at give den samlede overlægegruppes ledelseskompetencer og -viden et løft, siger forhandlingsdirektør Signe Friberg Nielsen.

»Gruppen af overlæger er vokset betragteligt i de seneste år. Gruppen er ikke homogen, men derimod meget varieret. Nogle har kun klinisk ansvar for behandlingen. Andre har, ud over ledelsesopgaver i forhold til behandlingen, også ansvar for efter- og videreuddannelse samt personaleledelse - både i forhold til andre personalegrupper og i forhold til andre overlæger, hvilket kan være en særlig udfordring.

Set fra vores synspunkt er det vigtigt, at nyudnævnte overlæger bliver bevidste om, at de indgår i en helt anden type sammenhænge end deres hidtidige ansættelsesforhold har tilsagt.

Som overlæger påtager de sig et meget stort ansvar for, at de mål, der er sat politisk og fagligt, forfølges på afdelingen/afsnittet/klinikken etc. Det ansvar er nok en lidt fremmed tankegang for mange læger. Men de må fokusere på den del af deres nye ansvar og tage det på sig«, siger Signe Friberg Nielsen og tilføjer:

»Overlægerne skal have særligt fokus på deres personlige og relationelle lederskab. Selvom man er en dygtig læge, er det ikke naturgivent, at man også er en god leder«.

Signe Friberg Nielsen fortæller, at en af udfordringerne har været at skabe et kursustilbud, der kunne tilpasses sygehusenes hverdag. »Hvis du har folk på kursus, er de ude af driften. Det er nødvendigt at lave fornuftige sammenhænge mellem kursus og drift, når de enkelte er på kursus, så afdelingen kan fungere allligevel. Det synes vi er lykkedes ved at skabe en modulopdelt uddannelse, hvor en del af undervisningen er netbaseret«.

Læs også kronikken i dette nummer

fakta

»Læge & Leder« udbydes i et samarbejde mellem Overlægeforeningen og Danske Regioner.

»Læge & Leder« består af to faste kurser for henholdsvis nyudnævnte overlæger og ledende overlæger. Overskriften er brugbar, involverende og udfordrende. Begge kurser bygger på de samme fem grundprincipper:

1. Monofaglighed

Direkte fokus på overlægen som leder. Uddannelsen målrettes de aspekter af ledelse, der typisk er mest relevante for overlæger.

2. Tæt på hverdagen

Kobling mellem ledelsesteorier og overlægernes egen ledelsespraksis. Personlige erfaringer sættes i spil.

3. Aktiv læring

Undervisningen foregår i et samspil mellem tre forskellige læringsrum: arbejdspladsen, nettet og kursuslokalet.

4. Erfarne undervisere

Faste undervisere med solid indsigt i lægefaglig ledelse. Eksperter inddrages efter behov.

5. Højt fagligt niveau

Uddannelse på masterniveau. Bestået eksamen (afsluttende skriftlig opgave) giver merit til fleksible masteruddannelser.

Merit svarende til 5 ECTS-point for bestået afsluttende prøve på »Kursus for nyudnævnte overlæger«.

Merit svarende til 3 ECTS-point for bestået afsluttende prøve på »Kursus for ledende overlæger«.

Uddannelsen består af:

- Forberedelsesfase

- Modul a to dage

- Mellemfase

- Modul a to dage

- Afsluttende prøve