Skip to main content

Grønlands sundhedsvæsen har rødder i det danske, som det ligner - det er bare meget mindre. Siden 1993 har det sorteret under Hjemmestyret, men er stadig meget baseret på danskuddannet personale. Det store sygehus er Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Naturen og pengene

De læger, som vælger at rejse til Grønland i kortere eller længere tid, tiltrækkes bl.a. af den grønlandske natur, af kulturen og af de faglige udfordringer, der ofte rækker videre, end hvad det hjemlige, danske sygehus eller lægepraksis byder på.

Det var, hvad det københavnske reklamebureau Headhouse Communication fandt ud af, da det interviewede en fokusgruppe af bl.a. læger og sygeplejersker i forbindelse med oprettelsen af netportalen nextjobgreenland.gl

Grønlands sundhedsvæsen har svært ved at rekruttere tilstrækkeligt med personale, især til de små kysthospitaler, hvor lægerne også fungerer som distriktslæger og servicerer indbyggerne i de fjernere liggende bygder.

»De, der vælger at arbejde i Grønland, er ikke dem, der bliver nervøse over ikke at have en bagvagt og et fuldt beredskab i ryggen, hvis de står over for et kompliceret tilfælde«, siger Henrik Andkjær, Headhouse.

»Det er snarere typen, der siger: Det her har jeg ikke prøvet før, og så finder beredskabet i sig selv - og oplever suset over, at det lykkes«.

Det præger da også netportalen, hvor læger og andre, der er faldet for Grønland, fortæller deres historie, faste stillinger og vikarjob - og dem er der mange af - slås op, og hvor jobsøgeren kan få oplysninger om, hvad selv de fjerneste kommuner kan tilbyde dem selv og deres familier. Med tiden skal jobportalen udbygges, så det bliver muligt at se, hvilke andre stillinger der er ledige, så en ægtefælle kan følge med uden at træde uden for nummer. Håbet er, at det vil øge chancen for, at folk vil vælge længere ophold - og måske helt tabe deres hjerte og blive boende.

Selve ansættelsen kan bl.a. ske gennem et lægevikarbureau. De bureauer, som Ugeskriftet har talt med, peger alle på, at det især er oplevelsesmomentet, der trækker. Man skal dog ikke undervurdere det økonomiske incitament. Vikarbureauerne kvier sig ved at oplyse lønniveauet, »af konkurrencehensyn«, og man forstår, hvorfor. Ifølge Ugeskriftets bedste oplysninger betaler Hjemmestyret hver måned en bruttoløn, som ligger på 150.000-160.000 kroner. Lægens nettoløn udgør 90.000-120.000 kroner. Differencen går i bureauets lomme. Grønlands rekrutteringsproblemer koster hvert år sundhedsvæsenet ekstra millioner.

Tilbage - igen og igen

En af dem, der vender tilbage, er Birger Aaen-Larsen, klinikchef for Almen Praksis på Universitetet (APU) i Århus.

Sit første vikariat i Grønland tog han i 1986, lige efter at have fået praksisautorisation, og medbringende sin kone og parrets små børn. Grønland gik lige i blodet, og siden er han vendt tilbage med jævne mellemrum, både til kortere og længere vikariater og en overgang endda i en længerevarende stilling. Det var, da han for få år siden som cheflæge i Kystledelsen gennem tre år havde det lægelige ansvar for den primære sundhedstjeneste i alle distrikterne.

»Naturen er fantastisk. Så eksotisk, som det overhovedet kan blive«, lyder en af hans mange begrundelser for, at han foreløbig har tilbragt i alt seks år i Grønland - og mens dette læses, er af sted igen på et månedsvikariat, som han har skrabet feriedage og afspadsering sammen til.

»Den høje, klare luft, havet, sneen, isen«, fortsætter han. »Nordlyset. Og et fantastisk friluftsliv - det var lige noget for vores drenge«.

Lige så glad er Birger Aaen-Larsen for landets kultur, for livet og hverdagen - en veritabel stressskur for en jaget dansker.

»Og skal man være der mere end seks eller 12 måneder, er det fagligt set utroligt spændende at være distriktslæge 100 km fra polarcirklen«, siger Birger Aaen-Larsen.

Og man behøver ikke være nervøs for at stå med et kompliceret tilfælde i en afsides bygd: »Man kommer jo ikke til at gøre skade. Som læge er man under alle omstændigheder et godt alternativ til den lokale smed«.

LÆS MERE:

Det grønlandske sundhedsvæsens jobportal: http://www.nextjobgreenland.gl/

Nord WeCare sender læger til Grønland og Norge: www.nordwecare.dk