Grønt lys for udokumenteret behandling

Folketingets sundhedspolitikere er tilsyneladende ikke indstillet på at vente meget længere, før de gør porten til det offentligt finansierede sundhedssystem bredere for alternative behandlere, fremgik det af Teknologirådets høring i København den 19. marts. Høringen foregik som en dialog mellem en lille gruppe folketingsmedlemmer og en større gruppe eksperter.

Politikerne er interesserede i en hurtig afklaring af diverse behandlingsmetoders virkning med økonomisk hjælp fra Finanslovens pulje på 35 millioner til diverse initiativer på sundhedsområdet. Der skal først og fremmest sættes fokus på udbredte behandlinger som zoneterapi og akupunktur.

Politikerne havde indtil høringen et problem. Med få undtagelser er alternativ behandlings effekt som bekendt dårligt dokumenteret i solide, videnskabelige forsøg. På trods af folkeligt pres er det sin sag at poste offentlige midler ud til behandling, som måske ikke kurerer folk for deres dårligdomme. Men det problem hjalp et stort flertal af høringens eksperter politikerne af med. De udvidede nemlig begrebet effekt til at dække stort set enhver ændring i patientens liv.

Ekspertpanelet bestod mest af folk, som på forskellige måder og niveauer er involveret i alternativ behandling og forskning i samme. Ud af 13 oplægsholdere var kun fire læger, heriblandt arbejdede to i grænseområdet mellem alternativ og videnskabeligt baseret behandling.

Igen og igen slog det store flertal af oplægsholdere fast, at det er nødvendigt at forske i og dokumentere alternativ behandling - men at sundhed er andet og mere end naturvidenskab, og at virkningen af alternativ behandling ikke udelukkende kan måles efter naturvidenskabelige metoder. Formanden for Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB), professor i klinisk psykologi Peter Elsass, sagde ligefrem, at »vi tager livet ud af alternativ behandling, hvis vi kaster det ind i traditionel forskning«.

Ny forskningsmodel

Helle Johannessen, lektor i humanistisk sundhedsvidenskab ved Syddansk Universitet, og fast gæst i forskningsrådenes udvalg vedrørende alternativ behandling præsenterede et forskningsdesign, som skulle være bedre egnet til at afdække området. Dette design er ifølge lektoren opstået i dialog med Forskningsrådenes arbejdsgruppe vedrørende forskning i alternativ behandling samt bestyrelsesformanden for ViFAB.

Johannessen tog udgangspunkt i, at »en lang række undersøgelser peger på subjektivt oplevet effekt, selvom der ikke registreres effekt på de parametre, der traditionelt måles på inden for medicinsk forskning« og foreslog derfor, at »afsøgningen af andre former for effekt og andre metoder end traditionelt medicinske vies særlig stor opmærksomhed«.

Effekt skal herefter - ud over klinisk effekt i traditionel forstand - kunne måles som »psykologiske og personlige konsekvenser af behandlingen, kulturelle og samfundsmæssige gevinster i form af øget opmærksomhed på sundhed og øget almen sundhedstilstand (og dermed arbejdsevne)«. Resultaterne af forskning efter det nye design vil ifølge Johannessen på langt sigt kunne »anvendes i vurderinger af, hvorvidt specifikke behandlingsformer kan inddrages i det etablerede behandlingssystems tilbud«.

Stor risiko for fejlskøn

Direktør for det nordiske Cochrane Center, Peter Gøtzsche, havde svært ved at se problemerne i de randomiserede undersøgelser - men havde let ved at se problemerne i at fravælge dem.

»Hvis man undlader at trække lod mellem patientgrupper, som modtager forskellig behandling, er fejlmulighederne monstrøse. I sammenligninger uden lodtrækning overvurderes nye behandlinger således med 50 procent.

Nogle alternative behandlere mener, at lodtrækningsforsøg ikke kan anvendes inden for deres felt. Man har sine egne præmisser og metoder eller finder, at behandlingerne hviler på et særligt kompliceret samspil mellem behandler og patient, som vil ødelægges af lodtrækning.

Man møder således ofte det argument, at hver behandling og hver patient er noget helt særligt inden for det alternative område. Det argument bider sig selv i halen, for hvordan kan behandleren lære af sine erfaringer, hvis hver situation er unik? Jeg mener ikke, at der er dokumentation for de alternative behandleres synspunkter, ligesom jeg må fastslå, at der ikke gælder særlige regler for afprøvning af alternativ behandling. Der skal tages højde for de samme fejlkilder som i al anden behandling«, understregede Gøtzsche.

»I Cochrane-databasen er viden i form af flere tusinde lodtrækningsforsøg på dette felt, tilgængelig, og der udarbejdes hele tiden nye systematiske oversigter. I Cochrane er det ganske svært at finde alternative behandlinger med dokumenteret effekt. Det er ikke unikt for dette område - der er også langt mellem de reelle fremskridt inden for den etablerede medicin. Vi har samme vilkår.

Mange patienter er glade for alternativ behandling. Men patienttilfredshed fortæller ikke, om en behandling virker. Hvis vi ikke forlanger videnskabelige beviser for alternativ behandling, vil samfundet komme til at bruge ressourcer på en lang række virkningsløse kure, og det kan skatteborgerne ikke være tjent med«.

Forældet forskning?

Cochrane-direktørens idé om at orientere sig via den eksisterende viden vakte naturligvis en vis genklang blandt omkostningsbevidste politikere, men den blev imødegået af mag.- og dr.scient.soc. Laila Launsø, projektleder ved Institut for Samfundsfarmaci på Danmarks Farmaceutiske Højskole, som hævdede, at man »ikke kan rette ind efter de eksisterende undersøgelser, fordi en række af behandlingerne vil være forældede. Vi kan ikke bruge den viden i forhold til de behandlinger, der finder sted nu. Politikerne må beslutte sig til, om de vil basere beslutningerne på viden om de behandlinger, der finder sted i Danmark i dag eller viden om de behandlinger, der har fundet sted i en række lande?«

Det fik Gøtzsche til at bemærke, at det er »et krav fra det videnskabsetiske system, at man går den eksisterende litteratur igennem, for det er uetisk at lave forsøg, som allerede er gennemført. Og det er ikke noget argument, at nogle forsøg er gamle. Når man i litteraturen finder forsøg lavet over en lang årrække, har man jo kliniske metoder til at bestemme, om tidsfaktoren ændrer effekten«.

Store spørgsmålstegn

Politikerutålmodigheden - for ikke at sige -frustrationen var åbenbar. Der blev hele tiden efterlyst konkrete løsningsmodeller, og det var tydeligt, at man ikke skal forvente mange års tung forskning, før der lukkes op for tilskudsposen.

Socialdemokratiets Grete Schødts sagde direkte: »Jeg har det svært med, at man altid skal dokumentere alting videnskabeligt. Folk ville vel ikke betale 400-500 kroner igen og igen, hvis behandlingen ikke hjalp. Og hvem er mere kvali ficeret til at bedømme, om en behandling hjælper end den, der betaler for den?«

Og har man ikke dokumentation, kan man jo basere sin politik på egne erfaringer. Grete Schødts var for eksempel selv blevet godt hjulpet af vacuumterapi og erklærede med en vis stolthed, at »jeg som politiker har fået vacuumterapien momsfritaget. Det er da altid et skridt, men det har været en kamp uden lige«. Schødts ville nu alligevel godt høre, om panelet havde noget »hard core« videnskab, som kunne støtte op om vacuumterapien. Det havde Kirsten Sietam, formand for Danske Zoneterapeuter. Hun fremhævede en pilotundersøgelse fra Frederiksberg Hospital. Med 18 patienter.