For første gang i Danmark mødtes 50 forskere fra hele verden for nylig på et hotel i Snekkersten for at finde løsninger på mere personlig medicin. Rammen var en slags lejrskoletilgang.
Carsten Niemann sad svøbt i en dyne foran sin computer på et hotelværelse i Atlanta i det sydøstlige USA og ventede spændt. Klokken var 03.00, og dagen forinden havde han i Danmark forladt sin forskergruppe, som han nu skulle se præsentere resultaterne af en uges intens arbejde efter den første videnskabscamp i Danmark.
Forskerholdet med både læger, biostatistikere og matematikere var i starten af december indlogeret på Comwell Hotel i Snekkersten og skulle under ledelse af Carsten Niemann på fire dage udvikle en konkret algoritme for, hvordan man bedst personificerer behandlingen af patienter med kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), som opstår hos ca. 450 personer om året i Danmark og er den hyppigste form for leukæmi.
“Jeg sad der på hotelværelset og var spændt på at se det endelige resultat, fordi vi i løbet af ugen havde fundet frem til fire matematiske modeller, der måske kunne hjælpe os til at forudsige, om patienterne vil få infektioner og derfor skal i behandling. Men omvendt kunne jeg ikke gennemskue de matematiske modeller, fordi de var så komplekse og baseret på data, vi ikke manuelt kunne få det fulde overblik over. Jeg var også usikker på, om de andre forskere fra de andre grupper ville skyde modellerne ned og konstatere, at vi tog grundlæggende fejl”, forklarer Carsten Niemann, der til daglig er overlæge på Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet.
Han havde været nødt til at forlade videnskabscampen i utide, fordi han skulle til den årlige kongres for blodsygdomme hos American Society of Hematology, hvor han senere samme dag også skulle forhandle med flere medicinalfirmaer om et klinisk forsøg, som til dels udspringer af projektet på videnskabscampen. Men meget af de forhandlinger afhang af resultatet af videnskabscampen, som han netop skulle til at se – jo bedre resultat, jo bedre hånd ville han sidde med til forhandlingerne.
Vækkeuret var sat til kl. 02.50 amerikansk tid, så midt om natten i Atlanta stod Carsten Niemann op af hotelsengen, svøbte sin dyne omkring sig og tændte for computeren. Et øjeblik efter kunne han se forskerholdet i Danmark via Skype gøre klar til at præsentere resultatet.
Tidligere på ugen - om mandagen - var ca. 50 forskere fra hele verden blevet indlogeret på Comwell Hotel i Snekkersten. På fire dage skulle de på fire forskellige sygdomsområder – bl.a. CLL og hiv – udvikle en konkret matematisk model for udvælgelsen af patienter til biologisk behandling. Det nye i tilgangen var at samle flere forskellige faggrupper under samme tag, der så i en kort og intens lejrskoleramme på basis af data, som allerede var til rådighed, skulle forsøge at finde nøglen til at udpege de rette patienter på et tidligere tidspunkt. En videnskabscamp, som ifølge Carsten Niemann er den første af sin slags i Danmark.
Håbet var, at denne lejrskoletilgang kunne accelerere forskningsprocessen og finde mønstre i junglen af patientdata. For problemet er, hvordan man omsætter en lang række data til relevant viden, der gør det nemmere at udpege de rette patienter til den rette behandling.
Emnet er ikke mindst aktuelt lige nu, hvor regeringen og Danske Regioner har lavet en fælles national strategi for personlig medicin og sat 100 mio. kr. af på finansloven i 2017.
Carsten Niemann var altså på forskningscampen leder for den forskergruppe, der skulle finde løsningen på CLL. Problemet med netop den sygdom er, at inden for fem år, fra diagnosen er stillet, har kun 20-25 pct. af patienterne brug for behandling, og samtidig får andre 25 pct. af patienterne alvorlig infektion, som kræver indlæggelse. Men i dag har lægerne ingen redskaber til at udpege dem, som behandlingen er relevant for, eller dem, der får infektion på forhånd.
“Vi har aldrig kunnet forudse, om CLL-patienter får en infektion, eller om de overhovedet har behov for behandlingen, før de skal starte behandling eller bliver ramt af infektionen. Med eksisterende data skal vi finde mønstre, der kan forudsige det. Håber vi. Og det endelige mål er jo er at personificere behandlingen, så vi ikke giver behandling til dem, der ikke har gavn af den, og som kun får bivirkninger, og omvendt giver behandling til dem, der har gavn af det. Samt at kunne forudsige, hvem der får infektioner”, siger Carsten Niemann og fortsætter:
“Det nye i vores metode er både, at vi arbejder med så stort et datasæt, og at vi bringer læger, matematikere, bioinformatikere og andre sammen i en kort og intens periode. Jeg håber, det vil skabe en synergi, når vi sidder i forskellige faggrupper med hver vores faglighed og kigger på et fælles datasæt. Jeg skal som en slags spillende træner sørge for en løs gruppedynamik, men med et klart fokus”, siger Carsten Niemann ugen før campen.
Jeg tror meget på synergien, når forskere fysisk mødes og har en menneskelig interesse i hinanden. Det er en slags rundbordsforskning. Carsten Niemann, overlæge på Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet
Mens decemberregnen slår ind i ansigtet udenfor, fylder varmen og lyden af småsnak på engelsk rummet på hotellet i Snekkersten. Det er nu tirsdag og ca. halvvejs i vidensskabscampen for de 12 forskere i Carsten Niemanns gruppe.
De sidder ved samme store mødebord foran hver deres computer og arbejder alle med deres forskellige faglige udgangspunkt i data fra ca. 4.000 patienter fra det danske CLL-register.
“Selv om data er gjort klar inden videnskabscampen, har vi her efter de første dage oplevet, at det stadig er et meget rodet datamateriale med muligheder for at trække ufattelig mange informationer ud. Derfor har vi brugt en del tid på at definere målet og omsætte det til noget programmerbart”, siger Carsten Niemann, mens resten af forskergruppen arbejder i baggrunden.
Forskerne tæller blandt andet læger fra Danmark og USA, datamatikere fra Schweiz, Sydafrika og Israel, en matematiker fra Malta og en dansk molekylærbiolog.
Nogle sidder med høretelefoner på, mens andre taler meget med sidemanden.
“Jeg tror, det er vigtigt i denne proces, at vi sidder tæt på hinanden. Forskning viser faktisk, at hvis man sidder mere end ti meter fra hinanden, kunne man lige så godt sidde på den anden side af jorden, hvad angår samarbejde. Vi skal fysisk være tæt på hinanden for at få den fulde effekt. Jeg skal så sørge for at forbinde de forskellige fagligheder og gøre plads til forskellige personligheder. Jeg tror meget på synergien, når forskere fysisk mødes og har en menneskelig interesse i hinanden. Det er en slags rundbordsforskning”, forklarer Carsten Niemann, inden han går tilbage til bordet og sætter sig ved computeren.
Cameron MacPherson er datamatiker og arbejder på Pasteur Institute i Paris og har været med til at arrangere flere af den slags videnskabscamps andre steder i verden. Han har også været med til at arrangere denne camp og er en del af forskergruppen under Carsten Niemann.
“Det anderledes ved denne camp er, at vi arbejder med meget følsomme data, og det har været et stort arbejde at få teknisk styr på sikkerheden. Erfaringerne fra de andre camps er, at det, at vi sidder så tæt på hinanden, gør helt banalt, at det er hurtigere at få afklaret spørgsmål, som man normalt kan bruge en hel dag på at få afklaret, hvis man kommunikerer via e-mail. Jeg tror, denne form for videnskabelig proces er fremtiden, fordi den accelerer videnskaben”, fortæller Cameron MacPherson.
Jens Lundgren kommer pludselig gående og er med egne ord “helt høj” af noget, som han lige har oplevet. Han er professor på Rigshospitalet, frontfiguren for hele arrangementet og desuden leder af den gruppe, der har med hiv at gøre.
“Det var næsten en ud af kroppen-oplevelse. Efter blot et døgns analyse har jeg lige set et resultat, som jeg ikke har set tidligere. Og det handler om, hvornår den virus, som skabte hiv-udbruddet i USA og Vesteuropa, blev selekteret ud af Afrika. Det er nyt og et vigtigt fund i vores forståelse for at kunne forudsige fremtidens epidemier,” forklarer Jens Lundgren.
Ved siden af ham står svenske Magnus Fontes og lytter. Han blev i år ansat på Rigshospitalet som professor ved Enhed for Genomisk Medicin med sin baggrund som ph.d. i matematik. Han er desuden direktør for Pasteur Institute, der tidligere har forsøgt sig med lignende videnskabscamps, og det er herigennem, at idéen til den danske videnskabscamp er kommet, siger Jens Lundgren.
“Meningen er, at vi bringer forskellige fagfolk sammen for at løse et konkret problem. Den gamle epidemiologiske metode, hvor Danmark har været langt fremme, blev opfundet i 1970’erne. Men hvis vi skal være med på trenden inden for personlig medicin, skal vi bruge meget større datamængder som grundlaget for vores forskning og senere behandling. Og når vi skal bruge enorme datamængder som genetisk materiale, skal vi ændre vores videnskab. Men vi er lige nu ved at finde de modeller, for ingen kender den gyldne model”.
Det kan virke højtravende og meget teoretisk, siger Jens Lundgren, men i virkeligheden mener han, at der er tale om et paradigmeskifte i lægers grundlæggende arbejde.
“Dette skal alle læger kunne håndtere, for det er et paradigmeskifte i, hvilken viden du som læge skal bygge din kliniske viden og beslutning på. I dag har vi adgang til så store datasæt, at den menneskelige hjerne ikke kan klare det, og derfor bliver lægen nødt til at forholde sig til en bioinformatisk analyse. Mange læger vil stejle og sige, det bliver ikke i min tid. Jo, det gør, kan jeg så sige. Om 10-15 år vil dette være mainstream”, forklarer professoren fra Rigshospitalet.
Da han bliver bedt om at nævne faldgruberne for det, han kalder paradigmeskiftet, er han klar i mælet.
“Datasikkerheden er alfa og omega. Hvis ikke vi er ekstremt påpasselige med datasikkerheden, kan vi komme i en situation, hvor folk bliver i tvivl og får en mistro til, om vi behandler personlige data ordentligt. Vi skal næsten have en religiøs datasikkerhed. Men det har vi også. Og så skal vi naturligvis være lige så kritiske over for denne videnskab som alle andre. Kritiske, men ikke berøringsangste”.
Siger Jens Lundgren. Men han skal videre med arbejdet i sin hiv-forskergruppe, mens Carsten Niemann senere denne tirsdag skal køre et par at de udenlandske forskere på sightseeing på Kronborg for at få lidt adspredelse.
“Lige nu har jeg en god fornemmelse for, at det vil lykkes at finde en model. Men omvendt er jeg ikke sikker. Det er angstprovokerende at tænke tanken, at der overhovedet ikke kommer noget ud af det. Men det er vilkåret i forskning”, fortæller Carsten Niemann.
Vi spoler frem til konklusionen. For da Carsten Niemann forsøgte at holde varmen med dynen svøbt om sig på hotelværelset i Atlanta, kunne han via Skype se sit forskerhold i Danmark præsentere en model foran de tre andre forskergrupper på hotellet i Danmark.
“Det var en forløsning, for gruppen nåede frem til en model. Og den blev vel modtaget. Nu er jeg endnu mere overbevist om, at vi nok skal nå i mål. Jeg tror, at vi vil få et helt andet syn på sygdommen og fange infektionerne tidligere og behandle patienterne mere præcist. På den måde vil dette projekt formentlig ændre tilgangen til behandlingen”, siger Carsten Niemann begejstret.
Men læg mærke til, at han bruger ordet formentligt. Med god grund, uddyber han:
“Det er ikke nok med teori. Det skal også virke i praksis, og på den måde kan man sige, at guldet ligger i tålmodigheden. Vi skal være konservative og ikke lade os forblænde af nye stoffer eller behandlingsregimer”.
Derfor skal han sammen med resten af forskergruppen arbejde i de næste måneder på at færdiggøre en publikation i formentlig juni og ikke mindst det kliniske forsøg. Og her gik forhandlingerne i USA med de tre medicinalfirmaer så godt, at de er tæt på at sige ja til forsøget, selv om der stadig er problemer med at få den fulde finansiering på plads.
“Denne tilgang er et eksempel på, at vi meget hurtigt udvikler en model på en ny måde ved at bringe forskellige faggruper sammen, og som hurtigt kan blive til et klinisk forsøg. Det har været en kæmpegevinst at arbejde så tæt på de andre forskere med deres forskellige tilgang. Udfordringerne har været, at både datasættet og arbejdsfordelingen skal være mere struktureret fra start. Men det må ikke blive for struktureret, så mister vi kreativiteten. Og så er det dyrt at indlogere 50 personer på et hotel i fire dage, men jeg håber, det har været det hele værd”.
