Halvanden milliard

Finansloven ser ud til at sikre sundhedssektoren de ekstra 1,5 mia. kroner, som regeringen har lovet siden sin tiltræden. Men endnu inden pengene er bevilget, har en vildtvoksende debat sat en lang række spørgsmålstegn ved, om de ekstra penge overhovedet vil blive synlige på ventelisterne, om pengene kommer de rigtige til gode, om de ikke kunne bruges bedre et andet sted etc. Det er ikke nogen særlig konstruktiv debat. Naturligvis vil den sidste venteliste ikke blive aflivet ved hjælp af de halvanden milliard, og naturligvis vil de ikke blive fordelt med millimetertynd retfærdighed, men de vil gavne.

Faktisk er det for øjeblikket sådan, at ventelisterne ikke vokser. For livs-truende sygdomme er de næppe eksisterende. Derfor vil en ekstra tilførsel af ressourcer alt andet lige føre til kortere ventelister og gøre det lettere at nå målet med de to måneders behandlingsgaranti. Argumentationen har så været, at alt andet ikke forbliver lige. Når ventelisterne bliver kortere, så vil det blot bringe flere klienter på banen med deres sygdomme og skavanker. Men det er vel ikke så ringe, hvis mennesker, der har opgivet at få behandlet deres skavank på grund af lang ventetid, nu kan blive behandlet og blive raske? Det er vel heller ikke så ringe, hvis ældre mennesker, der ikke kunne overskue at vente halvandet år på at få opereret en grå stær, nu kan blive opereret og få denne ekstra livskvalitet i deres sidste år? Det er da slet ikke af vejen, hvis mennesker, der dør mens de står på en venteliste, nu overlever, fordi de bliver behandlet. Det er til at leve med, hvis ventetiderne så ikke falder helt så meget, som de ellers ville have gjort.

Det skal dog medgives, at Lægeforeningen selv har været med til at kritisere det massive og ensidige fokus på afhøvling af ventelister her og nu. Det har sløret blikket mod de mere langsigtede og gennemgribende reformer, der skal sikre behandling af høj kvalitet til tiden for alle. Denne bekymring er dog aftagende i takt med, at der nu er et øget fokus og systematisk arbejde med patientsikkerhed og kvalitetsudvikling. Det er endog kommet så vidt, at den elektroniske patientjournal synes at blive standard i det danske sundhedssystem inden for 2-3 år. Hvis det hurtigt bliver fulgt af en lovændring, der letter adgang til journaloplysninger, vil det være et stort fremskridt, der sikrer rationelle arbejdsgange og gode behandlingsforløb. Kan det yderligere blive fulgt af en hurtig genoptagelse af arbejdet med at udforme et nyt patientklagesystem, der bedre sikrer såvel lægers som patienters rettigheder, ville det også være et stort fremskridt.

Ventelisterne er og bliver det store politisk, psykologiske problem, der truer med at splitte det sammenhængende sundhedsvæsen. Myten om, at man ikke kan komme til den dag, hvor behandling er påkrævet, nærer den vækst i sygdomsforsikringer, som vi fortsat ser som den største risiko for en deling af befolkningen i et A- og et B-hold i forhold til sundhed. Pressen har ikke forsømt nogen lejlighed til at nære denne myte, og udviklingen på forsikringsområdet har givet os ret. Derfor er det godt, at der kommer ekstra penge og, at de øremærkes til at udvide antallet af behandlinger.

Hvad Lægeforeningen derimod også har lagt mærke til er, at det ekstra beløb på 1,5 mia. kr. til at behandle skavankerne hos velfærdsdanskerne nøje svarer til det beløb, der bliver sparet på ulandshjælpen. Selv om vi fortsat er blandt verdens største bidragydere, og selv om det bliver vurderet, hvor det giver mindst afbræk at skære, så er det tankevækkende, at løsningen af vores luksusproblem skal finansieres ved at tage fra verdens allerfattigste.