»Han kender mig og spørger efter mig«

10.00 Jeg sidder til symposium, da jeg ringes op af en overlægekollega, som siger, at jeg skal komme straks, da tre personer er blevet stukket ned på afdelingen. På vejen får jeg en kort orientering om, hvad der er sket: Politiet er kommet, de tilskadekomne er kørt til behandling på OUH [Odense Universitetshospital], og patienterne er evakueret. Over telefonen arrangerer jeg, at det involverede personale samles i auditoriet på afdelingen. Jeg får at vide, at gerningsmanden nu er isoleret på den stue, hvor han har forskanset sig. Jeg er chokeret og når slet ikke at overveje, hvordan det kunne gå så galt.

10.30 Jeg ankommer til afdelingen. Der er politiafspærringer overalt. Jeg går straks til auditoriet. Personalet er chokeret. Vi aftaler, at jeg går over på Afdeling 302, hvor knivdramaet er foregået, og får et overblik, hvorefter jeg vil komme tilbage. Til min store lettelse får jeg at vide, at sygehusledelsen tager al kontakt til pressen.

10.45 Jeg ankommer til Afdeling 302 og orienteres om, at gerningsmanden vil tale med mig. Jeg kontakter politiet og aftaler med dem, at de kan få fat i mig på telefonen. De er lige begyndt at forhandle med gerningsmanden, så indtil videre holder jeg mig i baggrunden.

11.00-17.00 Jeg går i fast pendulfart frem og tilbage mellem auditoriet, hvor personalet opholder sig, og Afdeling 302. Jeg deltager i debriefingen af personalet. Det er chokerende at høre om deres oplevelser. Mange pårørende til personalet ringer ind for at høre, hvordan deres nærmeste har det, og om de er i fare eller involveret i dramaet. Det belaster telefonsystemet voldsomt, så jeg får politiet til at udsende en pressemeddelelse om, at alle pårørende til ofrene er blevet orienteret. Gerningsmanden ønsker stadig at tale med mig. Han kender mit navn og spørger efter mig. Jeg taler med ham via telefon, og forhandleren lytter med. Gerningsmanden vil have mig til at tage ansvar for det, der er sket. Jeg er instrueret om, at jeg skal forsøge at få ham til at stole på forhandleren.

17.00 Taler kort med sygehusledelsen. Der er flere, som er strandet på p-pladsen på grund af politiafspærringen. De skal have mad og evt. tilbydes en overnatning, for de kan ikke få deres biler ud.

18.30 Ledelsen fra 302 kommer tilbage, efter de har været på OUH og set til de tilskadekomne. Da de har orienteret om, at deres tilstand er stabil, beslutter jeg, at personalet skal gå hjem. Jeg har sikret mig, at de er klar over, at de kan henvende sig i weekenden.

19.15 Beslutter, at jeg vil tage tilbage til årsmødet i Nyborg for at deltage i middagen. Jeg er alt andet end oplagt til fest og middag. Men jeg kan høre på mine kolleger derude, at de er bekymrede. Så jeg beslutter, at det er bedre at tage derud.

19.30 Tilbage i Nyborg ser jeg TV 2/Fyn, før jeg går over til middagen. Alle, jeg taler med, udtrykker deres medfølelse med de tilskadekomne og er rystede over hændelsen. Nogle studerende med interesse for psykiatri deltager i middagen. Jeg informerer dem, og efterfølgende forsikrer de mig om, at de fortsat ønsker at blive psykiatere.

20.30 Under middagen får jeg meddelelsen om, at gerningsmanden nu er pågrebet. Det er en enorm lettelse. Alle er ude. Nu er det en ren politisag.

7.30 Jeg står op og kører tilbage til Odense.

9.00 Jeg møder på Psykiatrisk Skadestue til lægernes vagtskifte. Heldigvis har der ikke været travlt i vagten. Jeg orienteres om, hvilke yngre læger der har været på vagt det sidste døgn og dermed har været involveret i hændelsen. Jeg tager telefonisk kontakt til alle og sikrer mig, at de søger den hjælp, de har brug for.

9.30 En ny arbejdsdag begynder. Jeg starter med at gå rundt på alle afsnit for at høre, hvordan personale og patienter har det.