Skip to main content

»Han så herrens ud sidst …«

Overlæge Niels Jørgensen er speciallæge i endokrinologi og har et »tillægsspeciale« som androlog. I ambulatoriet på Rigshospitalets Klinik for vækst og reproduktion ser han mænd med reproduktionsproblemer og hormonelle lidelser.
Overlæge Niels Jørgensen med en patient. Foto: Claus Boesen.
Overlæge Niels Jørgensen med en patient. Foto: Claus Boesen.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

4. feb. 2019
4 min.

5.45 Op til morgenmad sammen med min kone, som går hjemme med en fibersprængning. Vi læser avis, inden jeg cykler de 7,5 km fra Amager, ind over Langebro og til Riget. Inden morgenkonferencen taler jeg med vores klinikchef Anders Juul om organisatoriske detaljer og videnskabelige projekter. Vi mødes gerne hver onsdag, før alle andre dukker op.

8.20 Vores morgenkonferencer er korte visitationskonferencer. Vi har ikke så meget akut, og presserende sager samler vi op på andre tidspunkter, på kliniske konferencer. Så går jeg i ambulatoriet til den første patient: En mand, vi har haft gående i mange år med en speciel binyresygdom – adreno-genitalt syndrom. Han var tilbage for tre uger siden efter to år, hvor han er udeblevet fra kontroller og bare havde skruet op og op for sin medicinering med binyrebark- og kønshormon. Han så herrens ud sidst. Det var før jul. Nu går det meget bedre. Vi tager nogle blodprøver og fortsætter nedtrapningsplanen.

8.40 Der kommer en ny patient – dagens eneste fertilitetspatient. En i øvrigt rask mand, men uden sædceller i sædvæsken. Sammen med urologerne på Herlev har vi et projekt, hvor han kan indgå: De prøver, om de kirurgisk kan hente nogle sædceller fra testiklerne – det kan man i omkring halvdelen af tilfældene.

9.20 En patient med gynækomasti – bryster hos mænd. Dem ser vi til den primære udredning. Man skal se på det som symptom på en anden sygdom, indtil andet er bevist. Hos ham er det ret simpelt. Det skyldes en hjertemedicin, der kan have den bivirkning. Der er ikke andre, underliggende årsager.

11.00 Jeg har afkræftet mistanke om gynækomasti hos en ny patient og har ham til UL-skanning. Så kommer en patient til kontrol af sin testosteronbehandling. En gammel kending med Klinefelters syndrom: Hvor mænd normalt har 46 kromosomer, har han 47 – et ekstra, kvindeligt kromosom: I stedet for 1 X og 1 Y har han 2 X’er og 1 Y. Symptomerne er kognitive problemer, rysten på hænderne, infertilitet og næsten ingen testosteronproduktion.

11.20 Endnu en kontrol – en patient, som tidligere har været i testosteronbehandling, fordi han har fået medicin, der trykkede testikelfunktionen. Den medicin har han været ude af i nogen tid, og vi skal kontrollere, at hans egen produktion holder. Hvis prøverne er o.k., kan han blive afsluttet.

11.55 Efter endnu en patient med kombineret gynækomasti- og fertilitetsproblem er der en dejlig lang frokostpause på en times tid. De første ti minutter bruger jeg til at sluge maden, og så kan jeg holde møde med vores ledende sekretær om at følge op på et par af morgenens visitationer. Jeg er også ansvarlig for vores sædbank og laboratoriet og er lige omkring dem for at tjekke prøvesvar. Og så er den frokost gået.

13.00 En patient, som er henvist til second opinion – en mand midt i 70’erne med hjertesygdom og KOL. Man mener, at han kan have gynækomasti, og de, der har henvist ham, har tænkt på alskens eksotiske sygdomme. Så kompliceret er det overhovedet ikke – men han har en bragende testosteronmangel, som ikke er helt ualmindeligt hos mænd over 70.

14.45 Jeg er ikke færdig med at skrive i journaler, men skal gå til et møde om at iværksætte et internt kursus om den opdaterede version af Sundhedsplatformen. Først lidt over fire kan jeg gå tilbage til skrivearbejdet. Det går der et par timer med.

18.05 Det blev en gyseligt lang dag, og jeg er godt brugt, da jeg kan cykle hjemad. Min kone har ringet: Jeg skal omkring Netto efter kapers og morgenbrød.

19.00 Min kone, der har haft god tid, har lavet wienerschnitzel. Så ser vi tv-avis, og jeg læser en times tid – en bog, der hedder Pseudoarbejde, af en antropolog og en filosof. De skriver også om Sundhedsplatformen, som får en bredside, og hvor man tænker Yes!

22.30 Sengetid.