Handlingsplan om diabetes

I november 2003 har Indenrigs- og Sundhedsministeriet offentliggjort en national diabetesplan [1]. Planen er opdelt i en status på området, et afsnit om primær forebyggelse og et afsnit om forebyggelse af følgesygdom. Der er absolut grund til at glæde sig over regeringens udspil, bl.a. fordi:

• diabetes nu har fået en aktionsplan på lige fod med kræft og hjerte-kar-sygdom

• regeringen vil støtte det initiativ, som Diabetesforeningen tog for fem år siden med henblik på tidlig opsporing og behandling af danskere i højrisiko for at få type 2-diabetes

• der vil blive etableret et nationalt diabetesregister med henblik på kvalitetssikring og optimering af behandling

• man vil satse på en forbedret behandling og forebyggelse, især inden for de diabetiske øjensygdomme og fodsår

• regeringen vil tilføre diabetesområdet ekstra resurser

• der skal nedsættes en styregruppe, som skal følge og kommentere udviklingen inden for området

Alt dette er fremragende, men ved eftertanke synes dele af handlingsplanen at være mindre overbevisende.

Den primære forebyggelse tager afsæt i den øgede forekomst af type 2-diabetes. Dette er velvalgt, da den epidemiologiske forskning har sandsynliggjort rigtigheden af den simple ligning: mangel på fysisk aktivitet på arbejdet + stort forbrug af it og medier + »overspiseri« = øget risiko for type 2-diabetes, fedme og præmatur iskæmisk hjerte-kar-sygdom. Men det er forstemmende, at den fremlagte forebyggelsesstrategi er så smal og uden politisk fordybelse. Flere initiativer har karakter af mainstreamkampagner, som halter bagefter udviklingen i samfundet. Og selv nok så velmenende information gør det ikke alene.

Når det gælder adfærdsrelateret sygdom, er vores indsigt i springet fra viden til daglig handling beskeden. Læseren undres over, at forskning i motivation og adfærd som vigtige veje til at undgå type 2-diabetes ikke er skænket større sundhedspolitisk bevågenhed.

Der er ingen lette løsninger på forebyggelse af de vestlige folkesygdomme, men hvorfor er diabetesepidemien ikke forsøgt tacklet i sin egentlige sammenhæng, når WHO skønner, at om 15 år vil omkring 70% af alle sygdomme skyldes livsstil? Hvis forskning kan bekræfte hypoteser om, at mange voksne har en medfødt drift i retning af overspiseri og så lidt fysisk udfoldelse som muligt, så udgør it- og forbrugssamfundet en regulær trussel mod folkesundheden.

Udfordringen består næppe i at gå imod den højteknologiske udvikling af samfundet, som vi på utallige måder profiterer af, men vel snarere i, at vi tilegner os hensigtsmæssige former for adfærd, selv om de på nogle områder måtte gå imod vores naturlige trang. I sundhedsperspektiv står enhver til ansvar for sin adfærd, men er det ikke en tværpolitisk opgave at give den enkelte de bedste muligheder for at vælge et liv i sundhed? Derfor kommer Folketinget næppe uden om at gøre sig langt dybere overvejelser om integration af en række eksperimenterende politiske initiativer, som strækker sig udover Sundhedsministeriets kompetence. Er tiden ikke inde til, at vi får et Forebyggelsesministerium eller i det mindste en resursemæssigt velfunderet Forebyggelsesstyrelse, som udvikler, evaluerer og implementerer politiske nyskabelser inden for essentielle dele af samfundsudviklingen: undervisning, fødevarer, kultur og fritid, medier, forskning, arbejdspladser, befordring, skatter og afgifter og sundhed?

I 1994 udgav Sundhedsstyrelsen en betænkning om organisation af diabetesbehandlingen [2]. Rapportens anbefalinger var fremtidsorienterede, men flere steder i landet er anbefalingerne kun delvist ført ud i livet. Derfor er det opløftende, at planens tredje afsnit slutter op omkring betænkningen og fremhæver gevinsterne ved yderligere at forstærke forebyggelse af f.eks. amputationer og diabetisk øjensygdom ved både type 1- og type 2-diabetes.

Imidlertid har aktionsplanens tredje afsnit om behandling af patienter, som allerede har diabetes, karakter af skitse og strøtanker og er uden prioriteringer. Det bekymrer. Ikke mindst i betragtning af at man i planen undlader at præcisere, hvilke områder i amternes varetagelse af diabetesbehandlingen, der kan forventes at få del i de ekstra resurser (70 mio. kr.). Det ville også have været ønskværdigt, om arkitekterne bag planen havde baseret udmeldingerne på Sundhedsstyrelsens MTV-rapport om opsporing og behandling af type 2-diabetes [3]. Heri understreges det, at indsatsen må bygge på den store viden, der i de senere år er indhentet, blandt andet fra en række interventionsstudier, og at den koncentreres om patienter, der har høj risiko for at få følgesygdomme. Afgørende evidens, der sundhedspolitisk bør prioriteres og komme patienterne til gode.

Korrespondance: Oluf Borbye Pedersen , Steno Diabetes Center, DK-2820 Gentofte. E-mail: Oluf@steno.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet