Skip to main content

Har du talt med et barn i dag?

Medlem af Lægeforeningens bestyrelse Poul Jaszczak

7. nov. 2008
3 min.

»Har du talt med dit barn i dag?« Det gamle kampagneslogan med det vedholdende spørgsmål minder os om, at børn har behov, som voksne har ansvar for, at de får opfyldt.

Men det er langt fra alle børn, der får disse behov opfyldt. Og det er desværre langt fra alle de børn, der får den hjælp, de har behov for. Derfor stiller dette temanummer af Ugeskrift for Læger skarpt på børns trivsel og sundhed - ikke mindst de udsatte børns mangel på trivsel og sundhed. Forstemmende og sine steder uhyggelig læsning. Men også et temanummer, der peger på muligheder for at ændre tingenes tilstand.

Som læger har vi en særlig mulighed for at være de udsatte børns talerør, fordi vi møder børn fra alle dele af samfundet og møder konsekvenserne af overvægt, tidlig tobaksdebut, højt alkoholforbrug, mistrivsel i opvækst og skole. Flere artikler peger på, hvordan vi som læger kan bidrage til at forældre, skole og myndigheder får at vide, når den er gal med det enkelte barn eller en gruppe af børn og unge.

Forældrene har et stort ansvar for deres børns sundhed og trivsel. Men det er ikke alle forældre, der kan løfte det ansvar. Her kan vi være med til at finde de familier, der har hjælp behov.

Men min påstand er, at vi som samfund svigter de udsatte børn. Sikkerhedsnettet, som kommuner og regioner spænder ud under de udsatte børn er alt for stormasket og alt for uensartet. Det ser ikke ud til, at vi kan føle os trygge ved, at de børn, der har de største behov for hjælp, også bliver hjulpet, behandlet og beskyttet.

Den opsporende og forebyggende indsats, som kommunerne er forpligtede til at yde, er ikke alle steder i stand til at opspore endsige behandle alle de børn og unge, der er i riskozonen eller har særlige behov som følge af overvægt, mistrivsel i hjemmet, mobning eller mindre alvorlige, men behandlingskrævende diagnoser. Her må vi stå fast på, at børnene har krav på en primær sundhedstjeneste, der i omfang og kompetencer kan matche de behov, børn og unge har. Det er samfundet som helhed også bedst tjent med..

Vi er nødt til at råbe politikerne i kommuner og i Folketing op, når vi støder på konsekvenserne af besparelser på opsporing, forebyggende undersøgelser og manglende kapacitet i behandlingen af børn med psykosociale diagnoser. Vi skal være fremadskuende og handle på den viden, vi har om børnenes sundhed og truslerne mod den.

For at hjælpe til med dette udkommer det temanummer, du sidder med i hænderne, i samme uge som de praktiserende lægers efteruddannelsesfestival Lægedage, der i år har børnesundhed som tema.

Vi kan også spørge - har du talt med et barn i dag?