Skip to main content

Head and neck. Surgery and oncology. Third edition. Shah JP, Patel SG.

Overlæge Lena K. Specht E-mail: specht@dadlnet.dk

1. nov. 2005
2 min.

Denne bog er skrevet udelukkende af læger og tandlæger på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center i New York, og den bærer præg af at være en gennemgang af behandlingsstrategien på dette sted. Bogen er primært rettet mod hoved-hals-kirurger, men vigtigheden af et tæt samarbejde i en multidisciplinær gruppe med onkologer, tandlæger etc. understreges.

Størstedelen af bogen består af en gennemgang af de enkelte tumortyper og -lokalisationer i hoved-hals-området med en særdeles grundig beskrivelse af den operative behandling. Her er ikke mindst billedmaterialet ganske enestående med teknisk ualmindelig gode farvebilleder af patienter, tumorer og operationer trin for trin, alle operationer angiveligt udført af Shah selv. Desuden talrige billeddiagnostiske undersøgelser og instruktive stregtegninger og diagrammer. Bogen er på den måde en enestående kilde til indlæring og forståelse af ofte meget komplicerede operative indgreb. Svagheden ved bogen er, at evidensen for at anvende operativ behandling ved de enkelte tumorformer ikke berøres. Stort set alle tumorlokalisationer behandles ifølge bogen primært med kirurgi, ofte med store og mutilerende indgreb. Den tekniske udførelse af disse indgreb er imponerende. Imidlertid angives kun i meget begrænset omfang sammenligninger med resultaterne af andre, mere konservative strategier i form af strålebehandling alene eller i kombination med kemoterapi, og da uden at der tages højde for selektionsbias. Bogen giver således ikke en objektiv og omfattende gennemgang af evidensen på området, og litteraturlisten til de enkelte kapitler er da også relativt beskeden og indeholder kun få referencer fra dette århundrede. Behandlingsstrategien ligger på væsentlige punkter langt fra den europæiske og danske praksis.

De sidste fire kapitler er udmærkede, men kortfattede gennemgange af strålebehandling, kemoterapi, rehabilitering og molekylærbiologi ved hoved-hals-cancer. Disse afsnit er beregnet på at give kirurgen et vist kendskab til disse aspekter. De vil egne sig til at give onkologer tidligt i uddannelsen et overblik, men er alt for kortfattede og unuancerede for hoved-hals-onkologer. Fremstillingen af strålebehandling er påfaldende konventionel med kun ganske kortfattet beskrivelse af de nyeste og mest avancerede teknikker, som intensitetsmoduleret stråleterapi, et område hvor Memorial Sloan-Kettering Cancer Center ellers er førende. Epidermal Growth Factor-blokade er kun nævnt i et par sætninger, og mulighederne med stereotaktisk strålebehandling og fotodynamisk terapi er ikke nævnt.

Alt i alt kan bogen ikke stå alene som lærebog i hoved-hals-onkologi. Den er af interesse for hoved-hals-kirurger og -onkologer, ikke mindst på grund af det fremragende billedmateriale og forfatternes åbenlyse store kliniske erfaring.

Edinburgh: Mosby, 2003.
732 sider. Pris: 260 GBP.
ISBN 0-7234-3223-6