Tilfældet betyder ofte mere i forskningen, end forskerne selv bryder sig om. Men forbavsende mange af de største medicinske gennembrud er sket »ved et uheld«. Det er dog ikke tilfældigt, hvem der får hjælp af tilfældet.
Selv om mange af de vigtigste forskningsgennembrud er sket ved serendipity, oplever man nogle gange, at der rynkes lidt på næsen ad den »tilfældige« opdagelse, fordi den fejlagtigt opfattes som »rent held«.
Penicillinet, flere kemoterapeutika, tamoxifen, røntgenstråler, smear-testen for livmoderhalskræft, antabus, Valium og Viagra – alt dette og meget andet blev opdaget ved lykkelige tilfælde af forskere, der ledte efter noget andet.
Det er ikke noget, mange forskere bryder sig om at indrømme. Men mange af medicinens store gennembrud er sket ved et tilfælde, mens man ledte efter noget andet. Som regel er det først, når forskerne flere år senere holder deres Nobelforelæsning, at de vedstår den rolle, tilfældet, uheldet eller fejltagelsen spillede i deres epokegørende opdagelse: Det var tilfældet for Charles Richet (immunologi 1913), Alexander Fleming (penicillinet, 1945), Baruch Blumberg (hepatitis B-virus 1976), Rosalyn Yalow (radioimmunanalyse, 1977) og Robert Furchgott (opdagelsen af kvælstofoxid som et signalmolekyle i hjerte- kar-systemet, 1998).
Faktaboks
Den britiske biofysiker Alan Hodgkin, som i 1963 fik Nobelprisen, forskede i, hvorledes nerveimpulser opstår i og ledes af nerveceller. Når han fortæller om sin forskning, er han befriende åben i brugen af sætninger som »opdagede ved et tilfælde, mens jeg afprøvede noget helt andet …«, »… til vores overraskelse …«, »ved et heldigt tilfælde« og »det rene held«.
Thomas Starzl, der foretog den første levertransplantation hos et menneske, skrev til en kollega: »Jeg har en meget vanskelig tilståelse. Stort set ethvert bidrag, jeg er kommet med i mit professionelle liv, viste sig at være det stik modsatte af, hvad jeg forventede. Det betyder, at alle mine hypoteser viste sig at være forkerte, som regel spektakulært forkerte. Det kunne jeg selvfølgelig aldrig indrømme over for nogen, undtagen en gammel ven!«.
Men heldet alene er ikke nok. Det kræver både intelligens, dedikation, viden og kreativitet, hvis man skal gennemskue vigtigheden af det, man fandt, men som man ikke ledte efter.
Som led i en forsøgsrække injicerede den australske psykiater John Cade urinsyre i forsøgsmarsvin. Det skete ud fra en fejlagtig teori om en sammenhæng mellem urinstoffer og mani. Cade anvendte lithiumurat, da det var det letteste at opløse. Stik mod forventningen fandt han, at stoffet ikke virkede ophidsende på forsøgsdyrene – tværtimod havde det en stærkt beroligende effekt.
Senere forsøg viste, at lithium ikke alene havde en udtalt effekt ved mani; det lindrede også den depressive side af bipolar lidelse. Hermed var grundlaget skabt for den moderne psykofarmakologi.
Eller tag opfindelsen af Pfizers guldæg, sildenafil. Farmakologen Robert Furchgott havde i 1978 opdaget kvælstofiltes afslappende virkning på blodkarrene. Pfizer forsøgte at udnytte opdagelsen til at udvikle et lægemiddel mod angina. Det lykkedes ikke, men det viste sig, at stoffet sildenafilcitrat sikrede tilføring af rigelige mængder blod til penis – nok til at afhjælpe en erektil dysfunktion. Viagra var født.
Opdagelsen af, at Helicobacter pylori forårsager mavesår og mavekræft var også nærmest et tilfælde; den vedtagne sandhed var, at mavesår skyldtes stress, og behandlingen var kirurgisk. Da to læger – tilfældigt? – fandt en hidtil ukendt bakterie i mavesækken hos flere mavesårspatienter, var behandlingen pludselig enkel. Patienterne slap for en højrisikabel operation med stor tilbagefaldsfrekvens.
Men held alene er ikke nok til at gøre banebrydende opdagelser. Forskeren skal i forvejen kunne sit stof og vide, hvad han gør, og han skal forstå vigtigheden af, hvad den utilsigtede hændelse i petriskålen kan bruges til. Som Louis Pasteur sagde ved sin tiltrædelsesforelæsning i 1854: »Tilfældet tilsmiler kun det velforberedte sind«. Man kunne også sige: »Heldet følger den flittige«.
Og så skal forskningen i øvrigt helst være fri af politiske krav og styring. Da biofysikeren, dr.med. Jens Christian Skou i 1957 var ved at undersøge virkningsmekanismen i lokalbedøvende stoffer, opdagede han, at membraner i nerveceller hos krabber indeholder enzymet natrium/kalium-ATPase, der virker som en ionpumpe, natrium-kalium-pumpen, og hjælper med til at opretholde saltbalancen mellem cellerne og den omgivende vævsvæske ved at pumpe natriumioner ud af cellerne og kaliumioner ind. Uden denne funktion kunne vandfordelingen mellem celler og vævsvæske – og dermed cellernes volumen – ikke opretholdes.
Det er siden påvist, at ionpumpen findes i næsten alle animalske celler og danner grundlag for deres funktion. Opdagelsen indbragte – med 40 års forsinkelse – en delt Nobelpris i medicin eller fysiologi. Skou – Danmarks foreløbig sidste Nobelprismodtager, har igen og igen fortalt, at han ikke ville kunne gøre sine revolutionerende opdagelser i de rammer, der er lagt ned over forskningen i dag. Fri grundforskning var forudsætningen, og der var ingen, der trak ham i ærmet og krævede resultater. Havde de nuværende forhold (den politiske styring af forskningen, red.) eksisteret, da han var yngre, havde han nok søgt tilbage på klinikken, skrev han i Weekendavisen under overskriften »Forskningsfrihed« (6. nov. 1998).
Til gengæld danner Skous opdagelse stadig grundlag for nye forskningsresultater. Senest har professor Maiken Nedergaard ved Københavns Universitet opdaget, hvad der »tænder og slukker« for hjernen, når vi falder i søvn og vågner igen. Opdagelsen, som i april blev offentliggjort i det førende tidsskrift Science, var inspireret af – og direkte baseret på – Jens Christians Skous arbejde med natrium-kalium-pumpen.
Morton A. Meyers: “Happy Accidents - Serendipity in Modern Medical Breakthroughs” (2007)
