Henrik Skall Sørensen

22.2.1943-16.5.2013

Vores ven og lægekollega Henrik Skall Sørensen, Vesterbro, er død efter kort tids sygdom. Rundet af middelklassekår i Ålborg faldt valget på lægestudiet i København, hvor Henrik i en periode boede på det gamle kollegium Regensen.

Han valgte snart almen praksis for at virke ud fra en interesse for det hele menneske. Han slog sig ned i lægepraksis i et socialt belastet område på Vesterbro i København i 1974 sammen kollegaen Karsten Hansen. De valgte noget i hovedstaden omtrent uset, en kompagniskabspraksis. Henrik var et socialt menneske og ønskede ikke at sidde alene i en praksis som de fleste af os andre, som vores kontrakt med det offentlige dengang foreskrev.

Han indså hurtigt, at mange af de klager patienterne indfandt sig med, var baseret på andet end blot fysisk vantrivsel. Han kunne ved samtaler løsne op for mange af de gener, de opsøgte ham med, en interesse han bevarede gennem hele sit arbejdsliv, og han var aktiv i studier for at opnå en større erkendelse af samspillet mellem psyke og soma.

Han var medstifter af den første »tolvmandsforening« i hovedstaden i 1976 med sigte på efteruddannelse efter engelsk forbillede. Den gav et fællesskab, der består den dag i dag med nye kræfter, nu hvor flere af os har forladt arbejdslivet. Sammen drog vi også på en efteruddannelsesrejse til Rom for at studere narkobehandling, et emne, der desværre var lige så påtrængende for læger i praksis som forsømt af det offentlige sundhedsvæsen. Henrik var den, vi så op til, vidende, velorienteret og velforberedt. Vi lyttede til ham. Han var ven med alle og altid parat til at hjælpe. Han var et bemærkelsesværdigt fint menneske – tilbageholdende, opmærksomt lyttende og med et meget fint syn på og samspil med sine medmennesker. Livet igennem havde han en stor interesse for klassisk musik – han spillede cello i flere kammermusikgrupper og som medlem af Sjællands Amatør Symfoniorkester.

Henrik besluttede sig for at ophøre i almen praksis, da han fyldte 70. Han var da præget af sin alvorlige sygdom. Uden nogensinde at klage var det åbenlyst, at han glædede sig over de mange, der var mødt frem for at sige farvel. For os vil Henriks bortgang være et stort tab.

Dette er dog for intet at regne i forhold til det savn Kirsten, Nana og Ditte må bære ved tabet af deres ægtefælle og far. De er i vore tanker.

Æret være Henriks minde.