Her er der altid brug for en læge

Triste skæbner, social marginalisering og sprogproblemer. Det er velkendt, at sygdom og sundhed har social slagside, men det bliver meget konkret, når man er læge i et af de såkaldte »ghetto-områder«. Her kan arbejdet være belastende, fordi patienterne kræver ekstra tid og opfølgning, samtidig med at der er store mængder papirarbejde til andre myndigheder.

»Der er mange henvendelser om fastlåste problemer, hvor der ikke er nogen løsning i sigte, men hvor man efter bedste formåen må støtte patienten i at leve sit liv bedst muligt. Mangfoldigheden af psykosociale problemer kræver forståelse for, at kommunikationen kan tage ekstra tid«, siger Flemming Østerby, der har praksis i Odense-forstaden Bolbro, et af de områder, der optræder på den nyreviderede ghettoliste fra Socialministeriet.

Samme melding kommer fra Lise Dyhr, der er praktiserende læge i Brøndby Strand. Hun nægter at bruge ordet ghetto, men siger:

»Der er nogle ting, der går igen i de sårbare områder. Fattigdom, arbejdsløshed og sprogproblemer, når det drejer sig om flygtninge og indvandrere, har stor indflydelse. Sprogproblemerne kan løses med en tolk, og i virkeligheden har det større betydning, hvilken bagage folk har med sig. Hvordan står det til med sociale belastninger, resurser og netværk«, siger hun.

»Men jeg vil gerne gøre klart, at det ikke kun er hårdt og tungt arbejde - arbejdet som læge i et sårbart område er lige så nuanceret, spændende og positivt som alle andre steder. Man skal passe på ikke at have for mange fordomme«.

Ikke én stor gruppe

En ghetto er ifølge de officielle definitioner kendetegnet ved, at en forholdsvis stor del af beboerne er på overførselsindkomster. Men dertil kommer, at der i mange af områderne er en stor andel af indvandrere og flygtninge.

Det gælder for eksempel for Århus-bydelen Gellerup, hvor praktiserende læge Søren Overbeck indtil for nylig har haft praksis. I dag ligger konsultationen i det nærliggende Åbyhøj, og består af fire læger og over 8.000 patienter. Men patienterne - og problemstillingerne - er i høj grad de samme.

»Problemerne er især den gruppe af indvandrere, der har sociale problemer, og som typisk heller ikke har nogen uddannelse. De lærer aldrig dansk, de får aldrig et arbejde, og det er også dem, der bliver ramt af tolkeloven. Det er virkelig at sætte dem kniven for struben at indføre egenbetaling for tolkebistand, og det kan jo ende med at få alvorlige konsekvenser. Vi risikerer, at der sker fejl, eller at vi må indlægge patienterne for at sikre, at de får den rigtige behandling. Og det er jo meget dyrere, hvis man vil anskue det på den måde«, siger Søren Overbeck.

I hans konsultation er en tredjedel af patienterne flygtninge eller indvandrere. Men han bryder sig ikke om, at man omtaler de etniske minoriteter som én stor gruppe:

»Jeg er virkelig træt af, at man trækker en stor hat ned over alle indvandrere. Vi bliver nødt til at forholde os til, at de er forskellige«, siger han.

»Indvandrere fra Mellemøsten er for eksempel mere disponerede for diabetes og hjerte-kar-sygdomme, og vi har oplevet, at de har været svære at fastholde i et behandlingsforløb. Derfor har vi etableret en lokal klinik, hvor en sygeplejerske kontakter de patienter, der ikke møder til behandling«.

»Det kræver lidt ekstra, men det er vigtigt, for de dør, hvis de ikke bliver behandlet. Vi har haft nogle triste tilfælde - og der er stadig nogle patienter, vi må erkende at vi ikke kan nå. Men generelt har det været en succes«, fortæller han.

Socialmedicin fylder

Ordet ghetto er omdiskuteret, da det kan give en negativ effekt på et boligområdes omdømme og selvforståelse, og i sig selv virke stigmatiserende. Der er en uheldig tendens til at dæmonisere arbejdsløshed, fattigdom og udenlandske rødder og gøre det ensbetydende med alle former for elendighed, mens man samtidig overser de mange positive resurser, mennesker i en såkaldt ghetto besidder.

Omvendt er der i patientgruppen en række særlige omstændigheder, som har betydning for deres sundhed - men her peger de praktiserende læger alle på, at det ikke så meget er patienternes etniske baggrund som deres sociale problemer, der spiller en væsentlig rolle.

Flemming Østerby fra Bolbro fremhæver de kroniske patienter som en udfordring.

»Der er mange kronikere med dårlig egenomsorg. De har brug for grundig individuel rådgivning og opfølgning, og det kræver selvsagt en særlig indsats«, siger han.

For et par år siden tog han initiativ til, at Odense oprettede et sundhedscenter i Bolbro med særligt fokus på kronikerne.

»Det har haft en rigtig god effekt, hvor mange har nydt godt af den personlige rådgivning, ligesom flere er kommet i alkoholbehandling eller har fået kontakt til et misbrugscenter«, siger han.

I det hele taget kræver lægearbejde i et udsat område, at man bruger mere tid på de socialmedicinske forhold. Det giver sig blandt andet udslag i de mange papirer, der skal udfyldes til sociale myndigheder.

»Vi skriver helbredsattester og statusattester, så du tror, det er løgn. Det er virkelig belastende, men formentlig også udtryk for frustration i socialforvaltningen, der ikke kan komme videre med klienterne, og så sender de dem ud til os«, siger for eksempel Søren Overbeck.

»Lægemangel er allerede nu et problem i flere socialt belastede områder og det bliver formentlig værre fremover«, siger Lise Dyhr, der har lavet en undersøgelse af problemet. Hun peger på overenskomsten som et sted, man kunne justere:

»Det er en relevant problemstilling, at du får det samme honorar, hvad enten dine konsultationer tager fem minutter eller et kvarter. I andre lande arbejder man med differentierede basishonorarer efter socioøkonomiske belastninger. Det kan man sagtens gøre herhjemme også, hvis man ønsker det«.

De mange problemer skal dog ikke skygge for, at arbejdet som (ghetto)læge giver stor belønning i form af mening og arbejdsglæde, siger hun:

»Der er brug for os! Socialt belastede mennesker er ofte mere syge end resten af befolkningen, og de kan have mere brug for os end andre grupper. De er bagerst i køen på alle måder, så der er virkelig noget at komme efter«.

Og Flemming Østerby tilføjer:

»Lægefagligt er det alsidigt og menneskeligt berigende, fordi der er så mange helbredsproblemer af reel karakter. Man må sige, at arbejdet altid venter, og at der altid er brug for én. Og det er der jo en vis tilfredsstillelse i«.