Det viser ikke offentliggjorte tal fra PLO, som har opgjort det talmæssige forhold mellem praktiserende læger og patienter - fraregnet regionsklinikkerne, som er udeladt. Dem er 1,8 pct. af gruppe 1 patienterne i landet tilmeldt.
Nummer to er Morsø Kommune, hvor de syv praktiserende læger hver har lidt over 2000 patienter tilmeldt. Kommunen, som ligger i Region Nordjylland, illustrerer dermed situationen i hele regionen, der ligger i toppen blandt de fem regioner. Nordjydernes praktiserende læger har den suverænt højeste koncentration af tilmeldte patienter hver, nemlig 1.770 i gennemsnit.
Nummer et - Rødovre Kommune, som er en forstad til København - illustrerer derimod kun til en vis grad situationen i hele Region Hovedstaden, som kommunen er en del af. Hele regionens gennemsnit ligger i midten blandt de fem regioner, nemlig med 1.679 patienter pr. praktiserende læge.
Men top-ti over den svageste lægedækning i kommunerne indeholder faktisk hele fem forstæder omkring København - uanset hvilken region de ligger i. Ellers er det mest Region Nordjyllands kommuner, som præger listen.
I den anden ende af skalaen ligger Vejen Kommune, som ligger i Region Syddanmark. Her har de praktiserende læger færrest gruppe 1 patienter tilmeldt. Her har de 30 læger i snit 1.326 patienter tilmeldt.
Her illustrerer kommunen hele regionens situation: Region Syddanmark er den region blandt de fem, som har den tætteste lægedækning målt på denne måde - nemlig 1.516 patienter pr. læge.
Forskellen mellem top og bund er markant. De praktiserende læger i Region Nordjylland - hvor der er udpræget mangel på læger - har således i gennemsnit 254 flere patienter at passe end deres kolleger i Region Syddanmark.
Ses på kommunerne, har Rødovres praktiserende læger hele 809 patienter flere at passe end kollegerne i Vejen.