Lægerne skal lære at lytte og tale ordentligt til hinanden, og hospitalsledelserne skal afsætte ressourcer til de konferencer, som de multidisciplinære cancerteam skal afholde om patienterne. Det mener kræftlægerne, som har udarbejdet en vejledning i, hvordan en sådan konference bør afholdes.
Kræftpakkerne introducerede bl.a. de multidisciplinære team (MDT) på hospitalerne med tilhørende tværfaglige konferencer. Men ingen har defineret, hvordan sådan nogle møder egentlig bør løbe af stablen. Indtil nu.
Under ledelse af overlæge Lene Lundvall, klinikchef på Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet, har en arbejdsgruppe i regi af DMCG (Danske Multidisciplinære Cancer Grupper) forfattet en opskrift på den gode tværfaglige konference: "Multidisciplinær kræftbehandling – en vejledning til MDT-konferencen", som papiret hedder.
»Det er vigtigt for mig at sige, at vejledningen ikke skal opfattes som krav, eller at vi vil lægge afdelingerne i en spændetrøje. Men vi beskriver nogle rammer, der skal være til stede, for at man kan få en velfungerende multidisciplinær konference af høj kvalitet. Med disse anbefalinger i hånden kan man gå til sin ledelse og pege på, at de og de ting skal være der«, sagde Lene Lundvall til ugeskriftet.dk i juli sidste år, da arbejdet gik i gang.
Resultatet, som er inspireret af tilsvarende engelske retningslinjer, har adresse til både lægerne og ledelserne.
Der er som regel en høvding – en med meget stærke meninger, som ikke lægger skjul på dem. Så det er for at sikre, at det ikke er den samme, som skærer igennem hver gang”. Overlæge, dr. med. Michael Borre, formand for DMCG
F.eks. opfordrer vejledningen konferencedeltagerne til ikke at have nogen ”personlig dagsorden”. Ligesom det skønnes nødvendigt at præcisere, at ”alle meninger har samme vægt - forskellige meninger påskønnes”.
For tonen på sådanne konferencer kan godt trænge til et Emma Gad tjek.
”Der er som regel en høvding – en med meget stærke meninger, som ikke lægger skjul på dem. Så det er for at sikre, at det ikke er den samme, som skærer igennem hver gang”, forklarer Michael Borre, formand for DMCG, der også har siddet med i arbejdsgruppen.
I princippet skal enhver patient i en kræftpakke have sit tilfælde behandlet på en MDT-konference, men det er nok lidt at skyde gråspurve med kanoner, mener Michael Borre.
Han mener, det bør blødes op – i stil med, at han også har kritiseret selve kræftpakkerne for at være for rigide. For eksempel kan der inden for nogle kræftformer være så standardiserede behandlinger, at det ikke er nødvendigt at tromme mange forskellige specialister sammen på en konference for at tage stilling til patientens behandlingsmuligheder.
”Vores forslag er så sige at skrive ind i de nationale kliniske retningslinjer, hvilke grupper der bør – eller nærmere hvem der ikke bør – omfattes”, siger Michael Borre.
Dermed kunne der frigives tid på konferencerne til de mere komplicerede tilfælde, for netop tid er en mangelvare.
Faktaboks
”Man rykker jo specialisterne ud af deres rutiner”, siger han og fortæller, at i øjeblikket er det ikke uset, at kræftkonferencerne finder sted i lægernes fritid. Ellers kan de ikke nå dem. Anbefalingerne foreslår for øvrigt en multidisciplinær konference en gang om ugen, hvilket Michael Borre betragter som et minimum.
DMCG håber, at vejledningen vil få medvind i forbindelse med det arbejde med kræftplan IV, som foregår i øjeblikket. Medvinden skal tolkes i ressourcemæssige termer.
”Meget af udstyret (lokaler, videofaciliteter, mm., red.) findes allerede, men der skal findes tid. Vi håber meget, at vejledningen fanger interesse i forbindelse med kræftplan IV og binder an til en økonomisk hjælp. Det kunne typisk være i form af ekstra stillinger”, siger Michael Borre.
Der er områder, som konferencevejledningen ikke berører. F.eks. spørgsmålet om, hvem der har ansvar for de fælles konsensusbeslutninger.
”Vi er endt med at tolke det sådan, at det er den læge, der ender med at diktere journalnotatet, der sidder med det endelige ansvar”, siger Michael Borre om sine egne erfaringer.
Hvordan passer det ind med den behandlingsansvarlige læge, som er på trapperne?
”Jeg har svært ved at forestille mig, at alle patienter vil blive behandlet på MDT-konferencen af den læge, som de har mødt tidligere. Det er logistisk umuligt. Men den patientansvarlige læge kan måske stå for forarbejdet”.
Et andet uafklaret spørgsmål er datafortrolighed. Der er en indbygget modsætning i at bede en række kræftlæger – og evt. yngre læger under uddannelse foruden andre faggrupper – om at diskutere en bestemt patient, samtidig med at information om selvsamme patient formodes at håndteres fortroligt af vedkommendes behandlende læge.
”Jeg kunne godt forestille mig, at nogle jurister ville tolke det, som at vi begår lovbrud, når vi drøfter en patient – egentlig må vi kun se vores egne patienters data. Det vil være godt af få fokus på det, for vi er nødt til at få lovgivningen om dette her ændret”, siger Michael Borre.
Måske kunne patienten ganske enkelt være med – og dermed implicit eller eksplicit give tilsagn til dataudveksling med en række læger og andre faggrupper. Faktisk nævner vejledningen patientdeltagelse som en mulighed. Men Michael Borre tror ikke meget på det.
”Hvis jeg skulle blive patient en dag, ville jeg nødig høre diskuteret, hvad mine muligheder er. Rent bortset fra de logistiske problemer. Det har jeg meget svært ved at forestille mig. Måske inden for nogle få sygdomme, måske nogle af de meget sjældne, eller f.eks. hvor børn og forældre er involveret. Men jeg tror ikke, det vil give så meget andet end logistiske problemer”.
Læs også: Når politik møder virkeligheden
Læs også: Multidisciplinære team i kræftbehandlingen
Læs også: Oplæg til Kræftplan IV vil ensrette og højne kvaliteten
