For læge Katrin Affeldt var det en kulturomvæltning at komme fra et tysk til et dansk hospital. I dag har hun vænnet sig til det flade hierarki og har besluttet sig for at bosætte sig her permanent.
Der gik to timer, fra jeg søgte en introstilling i Danmark, til jeg fik besked på, at stillingen var min, og at jeg kunne starte med det samme. Det viste sig at være i Herning. Jeg anede ikke, hvor det lå. Det fandt jeg så ud af. Tanken var, at jeg skulle tættere på min daværende danske kæreste, der boede i Odense. Han var ikke ligefrem begejstret ved tanken om at flytte til Herning. Havde jeg vidst, at det lå så langt væk, havde jeg nok sagt nej. Men jobbet var fantastisk, og jeg lærte utrolig meget af at være der.
Faktaboks
Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg fandt ud af, at danske patienter kunne få serveret øl til maden. Mine kollegaer i Tyskland troede ikke på mig, da jeg fortalte dem det. Selvom Tyskland er en meget ølglad nation, bliver der kun serveret alkoholfrie drikke på tyske hospitaler. Det er et meget godt billede på den kulturforskel, der er mellem de to lande. I er meget mere afslappede og er bedre til at se patienten som et enkeltindivid.
I starten undgik jeg at tale direkte til min ledende overlæge. Jeg var slet ikke vant til det flade hierarki og den uformelle tone, og det tog lang tid, før jeg var i stand til at sige »du« til ham. Det ville man aldrig gøre i Tyskland. Her tiltaler man både overlægen og patienterne med »De«. Alt andet ville være respektløst. Jeg forstod hurtigt, at det er helt normalt at sige »du« til hinanden her i Danmark, men det var svært for mig.
Til gengæld lærte jeg hurtigt at spørge, hvis der var noget, jeg var i tvivl om. På danske hospitaler er det tilladt at spørge om alt. I det hele taget er her meget mere fokus på, at man skal lære det, man ikke kan i forvejen. Det, synes jeg, er dejligt. I Tyskland spørger man ikke om noget. Det bliver forventet, at du ved alt, og spørger man om noget, bliver man udstillet som én, der er lidt dum. Derfor holder alle deres mund.
Jeg har lige været tilbage for at færdiggøre min uddannelse som speciallæge i Tyskland. Og endnu engang slog det mig, hvor formel og gammeldags omgangstonen og hierarkiet er på et tysk hospital sammenlignet med et dansk. På nogle punkter er det næsten komisk. Når der er stuegang, går man for eksempel ind i hierarkisk rækkefølge: overlægen først, herefter afdelingslægen og allersidst sygeplejersken.
Bagsiden af det flade hierarki er, at man som hospitalslæge i Danmark skal argumentere for alt. Også når tingene skal gå stærkt. Jeg kan godt lide, at man sætter spørgsmålstegn ved tingene, hvad enten man er sygeplejerske, jordemoder eller læge. Men det betyder også, at man som læge kan komme ud for at skulle stå i situationen og argumentere over for en jordemoder om, hvorfor man f.eks. vælger at lave akut kejsersnit. Det vil være helt uhørt i Tyskland. Der bliver der aldrig sat spørgsmålstegn ved lægens beslutninger!
