Her går grænsen i USA

WASHINGTON - Der er et stort pres på de amerikanske læger, for at de skal give flere og flere opgaver fra sig. De amerikanske anæstesiologer oplever presset ekstra hårdt i øjeblikket.

»Vores medlemmer er i oprør over den udvikling, der er i gang«, fortæller lederen af det lokale medicinske selskab i Washington DC, Edward Shanbacker. Han viser mig et brev fra et af sine bestyrelsesmedlemmer, som skriver:

»Vi læger bliver udfordret af billigere og dårligere uddannede sygeplejersker, som er i stand til at behandle mange patienter med meget enkle og standardiserede metoder«, står der i brevet, som udtrykker den brede holdning.

Hvad sygeplejersker og lægelige assistenter må og ikke må, er reguleret af lovgivning i de enkelte stater. Nu er et nyt lovforslag til behandling i Hawaii, og hvis det vedtages, kan det være en dominobrik, som får konsekvenser for hele det amerikanske system. I lovforslaget står der udtrykkeligt, at kliniske ekspertsygeplejersker kan kalde sig »primary care providers«, og dermed kan ordinere medicin. Forslaget har fået den amerikanske lægeforening, AMA, til at reagere:

»Den amerikanske lægeforening står helt fast i sin modstand mod at lade ikkelæger få udvidet deres beføjelser på en måde, som truer patienternes helbred og sikkerhed. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil den amerikanske befolkning blive endnu mere forvirret, end den er i forvejen«, hedder det i et brev fra lægeforeningen. I forvejen tror de fleste amerikanere, at en optometrist er en øjenlæge, og en psykolog er en læge.

Det handler om penge

Øjenlægerne har måske oplevet skredet tidligere end næsten alle andre. For knap 20 år siden blev det tilladt optometristerne at diagnosticere patienterne og ordinere øjendråber, hvis de vurderede, at det var den rette behandling. I dag er opgaveglidning på vej i adskillige andre specialer. »Når først kamelen har stukket næsen indenfor i teltet, så kommer hele kamelen. Det viste sagen om optometristerne«, siger Edward Shanbacker. Presset kommer i dag både fra kliniske ekspertsygeplejersker og fra forsikringsselskaberne, som ifølge Shanbacker har en stor interesse i, at det ikke altid er en læge, som diagnosticerer og ordinerer: »Det er meget billigere at bruge sygeplejersker, så når de siger, at det ikke handler om penge, så er det lige, hvad det handler om«.

Den amerikanske lægeforening er ikke imod opgaveglidning, og den anerkender også de kliniske ekspertsygeplejerskers store og kvalificerede arbejde. Men den skriver i en udtalelse: »Sygeplejerskers uddannelse og viden gør dem ikke i stand til at ordinere i samme udstrækning som en læge. Kvalitet i behandlingen kræver holdindsats, og at hvert medlem af holdet må være tilstrækkeligt uddannet til at løse de opgaver, de får tildelt; det fortjener patienterne.«

Kilder