Skip to main content

“Her kan vi som yngre læger få læsset vores frustrationer og tvivl af, inden vi går hjem og sover”

Medicinsk Afdeling på Herlev Hospital har indført systematisk evaluering for yngre læger om morgenen efter hver eneste aften-natte-vagt, såkaldt "defusing". Det gør os mere trygge, siger de yngre læger.

Defusing på Herlev Hospital: Fra venstre sidder reservelægerne Amna Hayat, Sofie Kirstine Strømgaard, Ida Vester Feilberg, overlæge Lotte Ursinger og reservelæge Mads Leo Meldgaard. Foto: Claus Boesen.
Defusing på Herlev Hospital: Fra venstre sidder reservelægerne Amna Hayat, Sofie Kirstine Strømgaard, Ida Vester Feilberg, overlæge Lotte Ursinger og reservelæge Mads Leo Meldgaard. Foto: Claus Boesen.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

12. feb. 2016
7 min.

Omkring midnat døde en ældre mand af cancer på Medicinsk Afdeling på Herlev Hospital. Hustruen blev både chokeret og frustreret og følte ikke, at lægerne på afdelingen havde gjort nok. På vagt var reservelæge Sofie Kirstine Strømgaard, som stod midt i seancen, men som fik klaret situationen, især via datteren til den afdøde mand. Alligevel satte episoden et lille spor af tvivl i Sofie Kirstine Strømgaard:

“Kunne jeg have handlet anderledes? Skulle jeg have håndteret hustruen anderledes, og kunne behandlingen have været anderledes?”, spørger Sofie Kirstine Strømgaard.

Med trætte øjne og lunken kaffe i hvide plastickrus sidder hun sammen med tre andre reservelæger denne tirsdag morgen i et lille mødelokale på Medicinsk Afdeling på Herlev Hospital. Også Lotte Usinger, overlæge på afdelingen, sidder med ved bordet.

“Nej, jeg tror ikke, du kunne have handlet anderledes. Problemet har nok været, at vi ikke var gode nok til at få familien indstillet på, hvor syg han var, og hvor hurtigt det kunne gå. Det eneste, vi kunne gøre, var at give ham væske og ilt, og det fik han, så du kunne ikke have gjort yderligere”, siger Lotte Usinger.

Faktaboks

Defusing eller debriefing - hvad er hvad?

Det må I selv klare

For godt et halvt år siden var de fire reservelæger blot gået hjem efter aften-natte-vagten uden systematisk at have gennemgået nattens forløb med en overlæge. Hvis de i løbet af natten havde haft en voldsom oplevelse, var kommet i tvivl om en faglig beslutning eller var blevet skældt ud af en kollega, var det op til dem selv at få det snakket igennem med en af kollegerne på afdelingen. Men siden efteråret er det blevet lavet om, siger afdelingens ledende overlæge Finn Rønholt.

"Når patienter skal opleve et meningsfuldt og sammenhængende forløb, er det vigtigt, at vores læger føler sig trygge, fordi det selvfølgelig smitter af på patienterne. Den tryghed kan man få ved at give yngre læger en aktiv og kritisk feedback umiddelbart efter vagten, som tit kan være fyldt med svære problemer. Og da en af afdelingens yngre læger i efteråret foreslog denne form for defusing, besluttede vi os for at prøve det af", siger Finn Rønholt.

Derfor indførte afdelingen en fast procedure med omkring 15 minutters defusing efter hver morgenkonference med de fire reservelæger, der har overstået nattevagten, og en af de overlæger, der netop den dag har administrationsdag og altså ikke ser patienter.

Overlægerne var ifølge Finn Rønholt skeptiske i starten, men blev overbevist i takt med, at tiltaget blev daglig rutine.

"Overlægerne hævdede dels, at det var overflødigt, fordi der allerede var supervision i selve situationen med patienten, dels at det ville tage ekstra tid af deres i forvejen hårdt pressede program. Men dette tiltag løfter lægelivet en smule op på et mere principielt plan, så der også bliver plads til at diskutere mere overordnede problemer. Og da det måske også kan være svært for yngre læger at åbne sig – og måske blotte sig – i et stort forum som morgenkonferencen, er det bedre, at det foregår bagefter i et mindre forum", siger Finn Rønholt.

Jeg kunne godt have stoppet en kollega efter morgenkonferencen og spurgt om nattens forløb, men i dette forum har jeg ro til at få feedback på det arbejde, jeg lige har lavet. Ellers var jeg gået hjem dødtræt, og så kan små ting vokse sig store. Sofie Kirstine Strømgaard, reservelæge på Medicinsk Afdeling på Herlev Hospital

Små ting kan vokse sig store

Derfor sidder de fire yngre læger nu her med Lotte Usinger, der kategoriserer emnerne til de daglige defusing-møder som en tredjedel svære og problematiske forløb, en tredjedel om organisation og struktur og den sidste tredjedel om rent faglige ting.

“Jeg husker mine første år som læge som følelsesmæssigt virkelig hårde med svære beslutninger og voldsomme oplevelser. Jeg kunne da godt have tænkt mig, at man på en formaliseret måde som denne kunne have snakket tingene igennem. I stedet kunne man bryde sammen i hjørnet, og så fik man et klap på skulderen, og så var det videre. Det kan være svært til morgenkonferencen over for 40 personer at sidde med tårerne i øjene og klage over en hård nat. Det er noget nemmere her”, siger Lotte Usinger.

Reservelæge Amna Hayat siger det på denne måde:

“Det giver en tryghed for os som yngre læger, når man på den måde får lov til at snakke aftenen og nattens forløb igennem. Det kan være tværfagligt samarbejde mellem forskellige specialer eller afdelinger, og det giver et bedre overblik over vores samarbejde med overlægerne, som er en vigtig pointe i et godt patientforløb", siger hun.

Selv om nattens episode med den afdøde mand og den chokerede hustru blev klaret i situationen, er Sofie Kirstine Strømgaard glad for muligheden for at få be- eller afkræftet sin egen vurdering.

“Jeg kunne godt have stoppet en kollega efter morgenkonferencen og spurgt om nattens forløb, men i dette forum har jeg ro til at få feedback på det arbejde, jeg lige har lavet. Ellers var jeg gået hjem dødtræt, og så kan små ting vokse sig store”, siger Sofie Kirstine Strømgaard.

For reservelæge Ida Vester Feilberg er den daglige defusing også et bindeled mellem lægerne på en stor afdeling.

“Det bedste er, at vi som yngre læger her kan få læsset vores frustrationer og tvivl af, inden vi går hjem og sover. Desuden tror jeg, at det giver en grad af større sammenhold på en stor afdeling, når man får kigget hinanden i øjnene efter vagten, og når også bagvagten får et lidt større indblik i nattens forløb og de yngre lægers arbejde”, siger Ida Vester Feilberg.

Nærhed i store afdelinger

Og andre afdelinger kan sagtens indføre samme form for defusing, understreger Finn Rønholt.

"Små og mindre afdelinger kan måske håndtere det på anden måde. Men tendensen går i mod større afdelinger på landets sygehuse, så mange afdelinger vil uden tvivl kunne bruge samme koncept. For i bund og grund handler det om at skabe nærhed og tryghed i en stor enhed, og det kan man i hvert fald være med til at skabe med denne form for defusing", siger Finn Rønholt.

Bliver de bedre læger af at være med til defusing?

"Det tror jeg. De bliver i hvert fald mere trygge, og tryghed hænger ofte sammen med at være en god læge".