Skip to main content

»Her lærte jeg noget ...«

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

2. nov. 2012
3 min.

08.15 Jeg kom lidt for sent - jeg skulle have været der kl. 8. Jeg blev lidt forbavset over, at det tog en time at komme fra Horsens, hvor jeg bor, til Ry. Men morgentrafikken gjorde, at jeg holdt stille ved Skanderborg. Vi skal altså have den E45 udvidet! Lene var allerede i gang med den første patient.

08.20 Jeg kommer med ind ved den næste patient, som er en kvinde, der er gravid med et donorbarn. Det er lidt interessant, når man hører alt det med sædbanker [hvor det er blevet opdaget, at fostre er blevet inficeret med en donors sygdom]. Men der er ikke nogen problemer med hendes foster. Bagefter følger patient efter patient.

09.00 Kaffepause. Lægerne diskuterer en af de andre lægers patienter, som de gerne vil kigge på i fællesskab. Det er noget med uforklarlig feber og blodprøvetal, der ikke er, som de skal være. De snakker om udredning i Silkeborg eller Horsens. Det er lidt sjovt at opleve - jeg sidder selv og tænker, om ikke den patient skal til Silkeborg. Og så siger de det faktisk. Efter kaffepausen begynder patientstrømmen igen. En af dem bor på et hjem for udviklingshæmmede. Lene viser mig, hvor mange kontakter den patient har. Det er næsten hver dag. I dag er der ikke noget galt, og patienten bliver sendt hjem igen. Jeg tænker, at det koster helt vildt mange resurser. Pædagogerne på stedet kunne måske gøre mere ud af at undgå, at patienten hele tiden ringer? Der er også en ældre patient i kørestol med mange forskellige, komplicerede problematikker. Lene fortæller, at der er et godt samarbejde med hjemmesygeplejen, men at det var bedre før kommunalreformen. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, for det er sådan noget, der virker. Især når vi fra regionen udskriver hurtigere og hurtigere.

12.10 Frokost frem til kl. 12.30 og så flere patienter.

15.30 Jeg kan gå hjem. Af eftermiddagens patienter lægger jeg især mærke til tre, som kommer med ondt i livet - der bliver knebet en tåre, og det kan være noget med problemer i familien eller på job. Jeg havde en forestilling om, at det nok mere var alt muligt andet, som folk kom med. Det kræver meget af de praktiserende læger at spore sig ind på, hvad problemet egentlig er. Og der er det godt at have sin egen læge, der kender sine patienter. Her lærte jeg noget. Jeg plejer altid selv at sige, at det er lige meget, hvilken læge jeg ser i den praksis, jeg er tilmeldt. Men når man ikke kommer så tit, skal man jo vælge en, hvis de skal have en chance for at lære en at kende.

16.30 Kom hjem og satte mig ved computeren for at arbejde lidt. På vejen hjem tænkte jeg over, at jeg har fået en på opleveren. For eksempel besvarede Lene e-mail-konsultationer og ringede patienter op. Jeg har aldrig prøvet at blive ringet op af min praktiserende læge. Og jeg har kun en enkelt gang prøvet e-mail-konsultation - hos min nye læge, fordi den gamle ikke havde det.

17.00 Var ude at handle efter en liter mælk og en pakke rullepølse.

22.30 Gik tidligt i seng, fordi jeg skulle tidligt op dagen efter. Der er møder i København resten af ugen.