Skip to main content

Herlev Hospital mangler fødsler og må fyre

Journalist Annette Hagerup, annette@hagerup.info

1. apr. 2011
4 min.

Færre fødsler end forventet betyder nu, at Herlev Hospitals fødeafdeling skal spare i alt 13 mio. kr. på personalebudgettet. Det betyder samtidig, at afdelingen er nødt til at afskedige et ukendt antal medarbejdere.

Fødeafdelingen på Gentofte Hospital blev nedlagt ved årsskiftet, og fødslerne fordelt mellem Region Hovedstadens fire tilbageværende fødesteder på Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Herlev Hospital og Hillerød Hospital. Herlev overtog over halvdelen af Gentoftes 2.200 fødsler og afgav til gengæld et stort antal til andre afdelinger.

Det betød på papiret, at Herlev Hospital fik 400-500 fødsler ekstra på årsbasis.

Samt de penge, der hidtil var blevet betalt for fødsler i Gentofte. På Herlevs budget for 2011 har man altså kalkuleret med at indkassere en indtægt i samme størrelsesorden, som den Gentoftes fødsler hidtil havde genereret. Personaleforbruget er fastsat ud fra dette budget. Og begrundet i samme overtog Herlev pr. 1. januar 31 medarbejdere fra Gentoftes fødeafdeling.

Problemet er bare, at graviditeter og fødsler har vist sig at være to meget forskellige ting i henholdsvis Herlev og Gentofte. Generelt ligger prisen pr. gravid og pr. fødende langt højere i Gentofte, end den gør i Herlev.

Fødsler og graviditetskontrol afregnes ligesom alle andre ydelser på danske hospitaler efter et særligt takstsystem. Både i form af en grundtakst for indlagte patienter (DRG) og betaling for ambulante ydelser (DAGS).

Ledende overlæge på Gynækologisk-obstetrisk Afdeling på Herlev Hospital, Morten Lebech fortæller, at det allerede nu står klart, at man aldrig vil kunne nå op på det aktivitetsniveau eller det antal fødsler, der var forudsætningen for afdelingens 2011-budget.

Herlevs fødselsforløb er simpelthen for billige. Ca. 10.000 kr. billigere end Gentoftes.

Dermed står man i den paradoksale situation, at man skal skære ned, selvom man netop har bestræbt sig på at gøre patientforløbene så korte og så effektive som muligt, f.eks. i form af at samle besøgene på færre dage og ved færre indlæggelser.

Morten Lebech bebrejder ikke Gentofte Hospital, at de har haft en anderledes praksis på deres fødeafdeling.

»Vi har gennemgået, hvordan standardforløbene for graviditet og fødsel er i hele Region Hovedstaden og sammenlignet dem med vore egne patientforløb. Nogle vil sikkert mene, at det er os her i Herlev, der har indlagt for få af de gravide. Og været for hurtige til at sende gravide, der kommer til kontrol pga. komplikationer, hjem igen.

Selvom det ikke er så fornuftigt rent samfundsøkonomisk, har vi måttet overveje, hvordan vi kunne skabe noget meraktivitet her i Herlev. Måske skal vi blive bedre til at indlægge de gravide kvinder, som henvender sig pga. komplikationer som f.eks. svangerskabsforgiftning, og beholde dem natten over. Det vigtigste er, at vi har et ensartet tilbud i regionen af høj faglig standard«, siger Morten Lebech.

Efter de foreløbige beregninger vil Herlev Hospital komme til at mangle godt 400-500 fødsler i 2011. En del kan umiddelbart tilskrives et mindre fald i fødselstallet. »Det kan også være, at borgerne i vore nye optageområder lige skal lære os at kende først. Det, kan vi se, gælder for gravide fra Gentofte Kommune. Geografien kan også spille en rolle. Det ser f.eks. ud som om en kommune som Egedal ligger alt for langt væk fra Herlev«, siger Morten Lebech.

Ifølge konstitueret ledende overlæge på Gynækologiosk/obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital, Lars Krag Møller, ser det ud til, at man også der vil få færre fødsler end forventet. »Vi er endnu i starten af året, og billedet og fødselstallet kan endnu nå at ændre sig. Men det er noget, vi holder skarpt øje med«.

På fødeafdelingen på Hillerød Sygehus har man allerede i starten af året været nødt til at afskedige ti medarbejdere som følge af et faldende antal fødsler, fortæller ledende overlæge, Helle Ejdrup Bredkjær. »Vi var blevet stillet i udsigt, at vi skulle få 400-500 ekstra fødsler som et resultat af nedlæggelsen af Gentofte Hospitals fødeafdeling. Det ville have bragt vores samlede fødselstal op på omkring 3.600 årlige fødsler, som er et rigtigt godt antal, når man skal få et vagtberedskab af jordemødre og obstetrikere (fødselslæger) til at fungere. Desværre når vi ikke derop. Hvis vores prognose for resten af 2011 holder stik, når vi højst op på 3.100 fødsler i år«, fortæller Helle Ejdrup Bredkjær.