Mens Marie Wetterslev venter på hoveduddannelse, er hun fire måneder i Nordvestgrønland, i verdens nordligste by, Qaanaaq. Her er hun eneste læge for 600 indbyggere. Men i dag vågner hun efter en helikoptertur i den endnu nordligere bygd Siorapaluk, der har lægebesøg en til to gange om året. Udover bygdebesøgene behandles bygdebefolkningen via telemedicin fra Qaanaaq.
6.30 Jeg vågner og lister for ikke at vække fysioterapeuten, Mette, som er strandet herude. Ikke sjældent må flyvninger aflyses pga. de skiftende vejrforhold. Jeg spiser morgenmad med de to sundhedshjælpere, der er med som vores tolke. Der er sat 20 patienter på til i dag – knap halvdelen af bygdens beboere.
8.00 Ovre i sundhedscentret er den første patient dukket op. Hun skal have gennemgået sin medicin, men vi snakker også om hendes mangeårige rygproblematik – som Mette har set i går og givet hende nogle øvelser for.
8.35 Alle kommer med tre-fire problemer, og når lægen kommer så sjældent, må man tage sig tid. Den næste patient har jeg talt med den lokale bygdemedarbejder om, da der har været vold i hjemmet. Så jeg spørger ind til meget andet end de underlivsgener, hun er kommet for. Vi vil forsøge at få et hjemmebesøg i stand. Hun får også en henvisning til gynækolog.
9.00 Der er en betændt finger, som jeg giver antibiotika for, en patient med håndeksem samt to velfungerende børn, hvor faren ønsker en helbredsundersøgelse nu, da her er en læge. Jeg finder faktisk, at børnene er meget nærsynede. Dem henviser jeg til optiker, som kommer her hvert eller hvert andet år. Jeg håber, hun kommer allerede i efteråret.
12.00 Frokost. Jeg kunne godt nøjes med en halv time, men i Grønland prioriteres frokostpausen højt. Selv bygdens eneste købmand har lukket mellem 12 og 13. Jeg hygger med sundhedshjælperen og bygdemedarbejderen, og det er nu alligevel rart med en pause.
13.00 Dagen begynder at vælte, da uanmeldte patienter dropper ind. Det er gået op for folk, at der er en læge på besøg. Hos den første patient efter frokost er der mistanke om PCOS, så hende skal vi have til blodprøvetagning i morgen. Hun har også en knæproblematik, og jeg henviser hende til ortopædkirurgerne i Nuuk, så hun kan blive scannet.
13.45 En gravid til undersøgelse. Herude kan vi ikke scanne, så vi undersøger det vi kan og planlægger scanning i Qaanaaq. Så kommer der en baby til forsinket fem-ugers undersøgelse, og vi snakker prævention med mor. En ældre dame med type 2-diabetes og hypertension, som skal have sine antihypertensiva justeret. Hun har også en psykiatrisk diagnose, så jeg henviser hende til psykiater – når der kommer en til Qaanaaq.
14.20 Sygeplejersken ringer fra Qaanaaq. Jeg har vagttelefonen med, men det er svært at gøre meget herudefra. Et barn med feber – heldigvis lyder det fredeligt. Herefter endnu flere knæartroser. Måske skyldes overhyppigheden i Grønland det hårde liv som fanger og fisker?
18.00 Da vi kommer hjem, har Mette og den ene sundhedshjælper lavet mad. Søkonger kogt med fjer, næb, klør og det hele. En delikatesse i det nordligste Grønland. Når de er kogt, hiver man pelsen af og spiser alt, på nær næb, klør og ben. Jeg springer mavesæk og tarme over. Men ellers…
20.00 Vi får uventede gæster. Pludselig sidder der fem børn i vores sofa. De kom vist bare forbi for at se »de fremmede«. Selvom man ikke kan kommunikere verbalt, kommer man langt med kropssprog – pludselig ligger vi alle i ´planken´ og konkurrerer om chokoladekiks. Det er ret sjovt.
22.00 Mens de to sundhedshjælpere besøger venner og bekendte, går jeg og Mette ud i fuglefjeldet. Vi nyder udsigten ud over bugten og ser flere sneharer. Inden vi når tilbage til hytten, er klokken langt over midnat – man mister hurtigt tidsfornemmelsen i midnatssolen. À
