Hierarkiet består

Sygeplejersker er stadig under lægerne.

Sådan føler sygeplejerskerne det i hvert fald. Og det har negative konsekvenser for arbejdsmiljøet.

Det fremgår af en ny rapport, »Sygeplejerskers fagidentitet og arbejdsopgaver på medicinske afdelinger«, fra DSI Institut for Sundhedsvæsen.

»Sygeplejersker ønsker først og fremmest respekt fra lægerne. De ønsker ikke at overtage flere og nye opgaver fra lægerne, vil ikke være "minilæger". Det er noget, som Sundhedsministeriets opstigningsstrategi lægger op til, men det er ikke et ønske hos sygeplejerskerne på de tre afdelinger, som vi har undersøgt. De er tværtimod bange for at få flere kedelige opgaver, fx at lægge venflon«, udtaler rapportens hovedforfatter projektleder Christina Holm-Petersen, DSI Institut for Sundhedsvæsen.

Sygeplejersker opfatter sig som udgangspunkt som selvstændige, professionelle individer, som ligestillede og ligeværdige samarbejdspartnere for lægerne. Erfarne sygeplejersker opdrager kommende generationer af sygeplejersker til at smide autoritetstroen i forhold til lægerne.

Men i praksis ender sygeplejerskerne alligevel ofte i rollen som lægens assistent - en rolle som sygeplejerskerne anført af Dansk Sygepleje Råd efter mange års fagkamp ellers lægger afstand til og finder ydmygende.

I rapporten står: »Relationen mellem læger og sygeplejersker er stadig hierarkiseret, hvilket bl.a. betyder, at sygeplejerskerne i nogle situationer selv aktivt må gøre opmærksom på deres perspektiv og berettigelsen af deres observationer - Der er flere ting, der tyder på, at fortællingen om de to ligeværdige perspektiver er en "modfortælling". En fortælling, der anvendes til at dæmme op for det for sygeplejerskerne "indlysende uretfærdige" og nogle gange også ydmygende i, at sygeplejerskerne står under lægerne i beslutningskompetencer. Det daglige og konkrete samarbejde følger nemlig ikke altid sygeplejerskernes idealfaglige forestilling om ligeværdighed.«

Sygeplejerskerne giver dog ifølge rapporten retfærdigvis udtryk for, at samarbejdet med lægerne i hovedtræk er godt men meget personafhængigt.

Sladder og bagtalelse

Den manglende ligeværdighed og respekt fra nogle læger gør, at sygeplejerskerne stikker hovederne sammen, sladrer og bagtaler - eller udtrykt mere akademisk, anlægger en verbal distance til lægerne. Generelt omtales lægerne således ikke ved navn men upersonligt som »lægerne«, »überdoktorerne« og andre mindre flatterende benævnelser. Italesættelsen skaber ikke kun afstand mellem sygeplejersker og læger, men får også sygeplejerskerne til at rykke tættere sammen.

Andre sproglige billeder på hierarkiet kommer til udtryk, når sygeplejerskerne beskriver deres deltagelse i morgenkonferencen som værende »i audiens hos lægerne«, hvor sygeplejerskerne »føler det som en eksamen«.

»Man skal have været her et godt stykke tid, før man ikke hader det mere. I lang tid er det simpelthen bare, åh noget man hader som pesten at skulle ind til de der morgenkonferencer«, som en afdelingssygeplejerske udtrykker det i rapporten.

Et giftigt miljø

Sygeplejerskerne anvender også nogle gange ironi, når de omtaler lægernes beslutninger. Andre gange bruger sygeplejerskerne stemmeforvrængninger og grimasser, når de skal gengive en beslutning taget af »überdoktoren«, nævner rapporten.

Det er vel at mærke virkemidler, som sygeplejerskerne ikke bruger over for hinanden. Sygeplejerskerne kan også finde på at omtale intern uenighed i lægegruppen, igen et forhold, som typisk ikke behandles eksplicit, hvis sygeplejegruppen selv er raget uklar med hinanden.

Christina Holm-Petersen vurderer på baggrund af studierne på de tre medicinske afdelinger, som indgår i rapporten, at indirekte kritik generelt er meget udbredt, og at det på afdelinger, hvor arbejdsmiljøet i forvejen er i slingrekurs, kan »føre til et giftigt miljø«.

»Meningen med den sproglige grænsedragning er både at skabe fællesskabsopbygning og afstand, en "vi"-mod-"dem"-situation. "Vi forstår hvad vi mener, når vi vrænger næse af lægen". Det er en kollektiv beskyttelse af sygeplejerskerne, der giver tryghed, når lægen opfører sig uforskammet og arrogant. Men spørgsmålet er, hvor hensigtsmæssig sygeplejerskernes reaktion er, for det kan næsten kun være med til at skabe flere ubehagelige situationer og bidrage til den dårlige stemning på arbejdspladsen«, udtaler Christina Holm-Petersen.

Det går ud over patienterne

Christina Holm-Petersen mener, at lægers dårlige kollegiale forhold til hinanden slår igennem i hele afdelingen. I en tidligere rapport fra DSI Institut for Sundhedsvæsen, »Medicinstuderendes og yngre lægers valg af spe-ciale« angav de medicinstuderende og yngre læger, at arbejdsmiljø stod øverst som begrundelse for at vælge speciale.

Ikke overraskende tolker Christina Holm- Petersen den udmelding som om, der er problemer med lægernes arbejdsmiljø.

»På en afdeling med et dårligt arbejdsmiljø, hvor lægerne har det dårligt med hinanden, får sygeplejerskerne det dårligt med lægerne, og så får patienterne det dårligt med sygeplejerskerne. Det dårlige arbejdsmiljø betyder hurtigere nedslidning, en dårligere økonomi for afdelingen, og kvaliteten af patientbehandlingen falder, hvis medarbejderne hele tiden skal bruge tid og energi på at kæmpe for deres fag og respekt. Sygeplejerskerne bliver kede af det. Det fylder mentalt meget«, siger hun, som personligt kender flere sygeplejersker, der er holdt op på grund af et dårligt arbejdsmiljø.

Endnu en uheldig konsekvens af, at sygeplejerskerne ikke føler sig værdsat af lægerne, kommer til udtryk i sygeplejerskers nogle gange hårdhændede behandling af de yngste yngre læger.

»Det har ikke været et udbredt problem på de tre afdelinger i denne undersøgelse, men jeg har tidligere gennemført undersøgelser på afdelinger, hvor de yngre læger er udsat for en meget stærk mobning af plejepersonalet. En mobning der gør, at hvis man i forvejen føler sig usikker på sin kunnen, så må det være tæt på ubærligt. Men det er igen en del af de hierarkiske spil mellem læger og sygeplejersker«, nævner Christina Holm-Petersen.