Historiker går bag kulisserne

At skrive medicinhistorie kræver, som al anden historieskrivning, kilder. Ar-kivkasser med breve og protokoller. Mødereferater, notater og videnskabelige artikler, samtidige avisudklip og bøger. Og hvis man er heldig - en overset dagbog.

Men der er én slags kilder, som de fleste historikere helst går i en stor bue uden om: Nemlig de endnu levende aktører i den del af historien, som er tættest på, og som altid er parat til at fortælle, »hvordan det i virkeligheden hang sammen«.

Som noget nyt herhjemme er enkelte historikere begyndt at benytte levende kilder. I England har The Wellcome Trust benyttet de såkaldte »vidneseminarer«, i en halv snes år. Herhjemme blev det første medicinske vidneseminar - om nyretransplanta-tioner - holdt i 2006 i regi af Medicinsk Museion.

Et vidneseminar er et fokuseret gruppeinterview, som ledes af en forsker for at kaste lys over begivenheder, som ikke altid er belyst i de skriftlige kilder. Herhjemme har historieprofessor Lene Koch netop udgivet sin rapport fra et vidneseminar, hvor hun samlede de forskere, som for 20-30 år siden stod for pionerarbejdet med at udvikle IVF-metoden i Danmark.

Tidligt med

Det første gennembrud for IVF-behandlingen kom med fødslen af verdens første »reagensglasbarn«, Louise Brown, i England i 1978.

»Men det var ikke startskuddet for IVF-metodens udvikling i Danmark«, siger Lene Koch.

»I 1978 havde man allerede arbejdet nogle år med nogle af de basale teknikker. Jørgen Glenn Lauritsen havde kontakt med Louise Browns ,far` Bob Edwards og havde arbejdet hos ham i Cambridge allerede i 1976. Han var altså på en måde med i front på det laboratorium, hvor Louise Brown blev ,lavet`. Det var jo hans held, og lidt tilfældigt, at han derved blev den førende dansker i arbejdet på at udvikle metoden her i landet«.

Lene Koch tilskriver Jørgen Glenn Lauritsens personlighed og hans masen på for at skaffe penge og tilladelser en stor del af æren for, at IVF-forskningen tidligt nåede resultater i Danmark.

»Men det var også vigtigt, at folk var meget åbne over for ham. Det er centralt i arbejdet på at få en ny idé etableret og indlejret i et eksisterende system - specielt, når det drejer sig om en så kontroversiel teknologi som reagensglasmetoden - at man har en dynamisk og energisk person, som Glenn Lauritsen, og nogle positive chefer. Dem havde han ikke i Århus, så han måtte til København, hvor John Philip var åben nok til at lægge hus til de første forsøg«.

Wildwest

Historien, som oprulles i Lene Kochs gruppeinterview, belyser således nogle af de forudsætninger, som kan være afgørende for, at den ny teknologi kunne bryde igennem og finde en plads i det etablerede system.

Når man læser, hvordan samtalerne her 20-30 år senere famlende finder ind til, hvad der foregik i kulissen og bag de forkromede, videnskabelige artikler, har man nærmest indtryk af, at der var lidt wildwest over hele foretagendet. Og det indtryk er ifølge Lene Koch helt rigtigt. Der var endnu ikke etableret videnskabsetiske komiteer til at blande sig. Det var bare at skaffe nogle penge og finde nogle chefer, der ville lægge klinik til - og så se, hvad der skete.

Var dette frodige anarki i virkeligheden fremmende for de gode resultater?

»Det er et godt spørgsmål«, siger Lene Koch. »For selvfølgelig opfatter mange videnskabsetisk regulering som en barriere. Jeg tror nu ikke på det, for der bliver gjort lige så mange opdagelser i dag som for 30 år siden. Så det var næppe det, der fremmede udviklingen«

Lene Koch mener ikke, at reguleringen hæmmer nutidens forskere. Også i dag kan man få lov til det meste, »hvis det ikke er helt ude i hampen«.

»Men selvfølgelig er det da påfaldende, at den lovfæstede etiske regulering kommer efter, at reagensglasmetoden er blevet introduceret. Faktisk var den en af grundene til at indføre etisk regulering«.

Og selv om der var mindre overordnet styring, var det ikke nødvendigvis en fordel. For eksempel kunne det være afgørende, om der lige var en professor, som var positivt indstillet til projektet, forklarer Lene Koch.

Personlighedens rolle

I øvrigt er de etiske problemer i forbindelse med kunstig befrugtning velbeskrevne og derfor ikke noget, Lene Kochs indkaldte vidner skulle bruge tid på. Hendes dagsorden var at få det frem, der ikke allerede findes data om. Det, som ikke fremgår af de videnskabelige artikler.

Som historiker har Lene Koch skrevet afhandling om racehygiejne og tvangssterilisation i Danmark og kender frustrationen over at mangle de informationer, som kan give historien kød og blod - og nogle gange også mening:

»Det er jo en illusion, at historien udelukkende drives frem af teknologi og viden. Den drives i høj grad frem, eller bremses, af personlige relationer, personlig motivation, personlig energi. Personlige kontakter spiller en kæmperolle: Hvem får hvilke idéer? Hvornår siger det pling!, når Suzan Lenz står og laver fostervandsprøver og pludselig finder ud af, at man kan bruge ultralyd også på scanning af embryoner? Tilfældigheder spiller en vigtig rolle, og de er ligesom personrelationerne osv. med til at give historien saft og kraft«.

»Alt det finder jo ikke vej til den sædvanlige videnskabelige litteratur. For eksempel var der en skarp konkurrence mellem Suzan Lenz og Glenn Lauritsen, og senere også mellem de forskellige klinikker, og mellem de private og det offentlige. De konfliktlinjer er ikke synlige, hvis du kun har adgang til et naturvidenskabeligt kildemateriale«.

Tilfældets rolle

Selv om Lene Kochs vidnerapport kan købes for en halvtredser, bliver den næppe en kioskbasker. Men alle, som i de sidste 30 år har beskæftiget sig med IVF-metoden, vil finde den direkte spændende. Og efterhånden er der også en del historikere, der beskæftiger sig med medicin- og videnskabshistorie. For dem er rapporten rent guld.

Lene Koch ved ikke, om det bliver hende selv, der en dag skriver »folkeudgaven« om IVF-behandlingens historie i Danmark. Lysten er der, hvis der kan findes forskningsmidler.

»Men det ville glæde mig, hvis det kan inspirere nogen til at arbejde med emnet - og til at der laves flere vidneseminarer, sådan som det er sket i England«.

Da du skrev om tvangssterilisation og racehygiejne, må du have savnet den slags kildemateriale, som kunne belyse nogle af de diskussioner og overvejelser, der foregik blandt læger, politikere og andre involverede i 1930'erne?

»Fortidens kildemateriale er ofte langt bedre end den nyere tids. Dengang forventede ingen, at deres arkivalier ville blive læst af menigmand.«

Rapporten fra vidneseminaret rummer i hvert fald mange sjove historier og anekdoter, som illustrerer den rivaliseren, de trivielle hverdagsproblemer og de tilfældigheder, der altid er til stede som en ubekendt. Selv peger Lene Koch på, at den engelske biolog Carol Fehilly, der spillede en afgørende r olle for det danske IVF-projekts succes, kom hertil på en lidt tilfældig måde.

Hun arbejdede ved Edwards laboratorium i Cambridge og var gift med den danske veterinærforsker Steen Willadsen, der i 1984 som den første lavede en klonet kimære ved at kombinere embryoner fra en ged og et får. Det var således Willadsen, der banede vej for den senere kloning, der førte til det berømte får Dolly, hvor der dog anvendtes celler fra et udvokset dyr.

Willadsen, som arbejdede i udlandet, ville til Danmark i forbindelse med et ledigt professorat og ville gerne have Carol med hertil.

Det lykkedes på snedig vis at rekruttere hende til projektet, hvor hun dels fik held til at mægle i en ulmende konflikt mellem de to rivaler Lauritsen og Lenz, dels fik sat skik på laboratoriet og omskabt det, hvorefter tingene for alvor begyndte at lykkes.

Levende kilder

Spørgsmålet er nu, om vidneseminarer ikke er problematiske som kildemateriale. Jo, indrømmer Lene Koch - i hvert fald skal man gøre sig grundige overvejelser om, hvordan man bruger levende kilder.

Det er i øvrigt et emne, som The Wellcome Trust til hendes forundring ikke har skænket mange tanker, og hun planlægger derfor sammen med forskere fra Medicinsk Museion at skrive en historiografisk artikel om emnet.

Lene Koch mener, at man netop ved at have flere vidner samlet kan opnå en slags triangulering, når de korrigerer hinanden, og der opstår en slags konsensus, i hvert fald på nogle felter.

Og det giver et forholdsvist pålideligt slutresultat?

»I hvert fald mere kvalificeret end hvis man bygger på en enkelt person. Selvfølgelig er der masser af erindringsforskydninger. Men netop fordi der her er tale om personer, som i et vist omfang også har været konkurrenter, kan man få meget ud af at lade dem diskutere med hinanden«.

»Da reagensglasmetoden kom til Danmark, 1977-1987«

Pris: kr. 50. Kan købes på Medicinsk Museion eller rekvireres på Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Øster Farimagsgade 5a, 1014 Kbh. K. Henvendelse til fray@pubhealth.ku.dk

Rapporten kan downloades gratis fra www.pubhealth.ku.dk/stf/ eller www.museion.ku.dk/