»Hjemmebesøgene er det første, der ryger, når vi er pressede«

Det er patienter, de ellers aldrig ville se. Den ældre mand, der har isoleret sig i sit haveforeningshus. Kvinden, hvis bentøj forhindrer hende i at forlade sin lejlighed på femte sal. Borgere, som ikke opsøger lægen selv, og som reelt er patienter uden behandling. Hvis ikke det var for de opsøgende hjemmebesøg, som en lægepraksis på Islands Brygge i København har indført.

»Med jævne mellemrum laver vi dataudtræk på vores ældre patienter og gennemgår dem manuelt. Hvem er i risiko for ikke at komme her? Så opsøger vi dem aktivt«, siger Susan von Scholten, der er den ene af fire praktiserende læger og syv andre ansatte i praksissen Lægerne på Bryggen.

De opsøgende hjemmebesøg foregår hver uge sideløbende med helt almindelige hjemmebesøg og konsultationer i klinikken. Hjemmebesøg handler om alt fra:

»At vi tjekker op på de sociale forhold og får samlet op på sygdomsforløb, til at vi får gennemgået medicin. Det er aldrig forgæves, at vi kommer på besøg«, fortæller Susan von Scholten, da Ugeskrift for Læger er på besøg i praksissen på Islands Brygge.

Hun når kun at fortælle om det opsøgende arbejde, inden hun selv tilføjer:

»Men vi må jo erkende, at jo mere pressede vi er, jo mindre kan vi gøre af den slags. Selvom det både fagligt, socialt og menneskeligt giver utrolig god mening at opsøge de patienter, som ikke har ressourcerne til at opsøge os«.

Ikke tid til plejehjem

Lægerne på Bryggen har over 7.200 patienter, som tæller både ressourcesvage ældre fra de gamle arbejderboliger og yngre børnefamilier i de nye havneboliger. Med andre ord er temaet for årets Lægedage velkendt på Bryggen: Populationsomsorg og (u)lige adgang til sundhed.

»Der er massiv forskel på patienters adgang til sundhed. Mange data viser det. Man kan bare kigge på enlige, ufaglærte, ældre mænd og deres gennemsnitslevealder. Det er os praktiserende læger, der er tættest på den ulighed. Det er os, der kender patienternes sociale status og deres netværk eller mangel på samme. Derfor giver det så god mening at komme ud i de hjem, hvor adgangen til sundhed ellers er sværest«, siger Susan von Scholten.

Men en ting er, at det er nødvendigt at differentiere indsatsen. Noget andet er, om det reelt er muligt.

»Som det er nu, er det næsten en umulighed. Reglen om, at alle patienter har krav på at blive tilset af læge inden for fem dage, økonomiloftet og at vi ofte kun har tid til at håndtere én ting i hver konsultation, er store forhindringer for, at vi kan hjælpe dem bedst, der er mest sårbare, for eksempel de multisyge. Og derudover er det første, der ryger, når vi er pressede, de opsøgende hjemmebesøg«, siger Susan von Scholten.

Men det er ikke kun hjemmebesøgene, der hænger i en tynd tråd. Lægerne på Islands Brygge har deltaget i et forsøg, hvor de tog ud som faste plejehjemslæger på stuegang en gang om ugen. Men den ordning har de opsagt per 1. januar 2020 grundet travlhed i klinikken.

»Det var ellers en måde at få tilset de ældre, multisyge og sårbare patienter på plejehjemmet«, siger Susan von Scholten.

Presset af stærke patienter

Skal man sætte det helt skarpt op kan populationsomsorg beskrives med to meget forskellige patienthistorier fra Bryggen: Den ældre mand, der har brækket foden og udskrives fra skadestuen til sin lejlighed på tredje sal. Han ringer næste dag grædende til lægerne på Islands Brygge, fordi hans eneste netværk er et psykisk sygt barn og et andet barn i Jylland.

»Han kan ikke komme på gaden alene. Hvem skal hjælpe ham? Det bliver nødt til at være os«, siger Susan von Scholten.

I den anden ende af skalaen er kvinden, der har bestilt tid hos lægen for at få en henvisning til en helkropsskanning, fordi hendes private sundhedsforsikring kræver det.

»Den slags patienter presser os også. Men hvem af dem har mest brug for os? Manden med den brækkede fod på tredje sal eller kvinden med forsikringen? Jeg skal ifølge overenskomsten bruge lige meget tid på dem begge«.

Bliver lægens bord

For Susan von Scholten kræver ordentlig populationsomsorg, at der bliver mere fleksibilitet i hendes dagligdag som praktiserende læge. Femdagesreglen, økonomiloftet og den manglende honorering af og mulighed for at differentiere konsultationernes længde sætter grænser, ligesom hun gerne ville kunne tage hånd om alle de fire ting, som den ældre dame, der har sparet sammen til en taxa til lægen, kommer med.

»Men det kræver også, at vi har færre patienter. At vi har gode samarbejdspartnere kommunalt og på sygehusene. At vi har én indgang – ét telefonnummer – vi kan ringe til, når andre skal overtage patienten. Det kræver i det hele taget et helt grundlæggende overskud, som vi arbejder hårdt for at finde og sjældent har i hverdagen. Vi bruger alt for meget tid på ting, som vi ikke burde bruge tid på. Et eksempel blandt mange og meget aktuelt er al den medicin, der er i restordre. Er det mit bord? Det bliver det«, siger Susan von Scholten.