Skip to main content

Hjertestop i den bedste sendetid

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

13. maj 2011
3 min.

Overskriften herover er genbrug fra en artikel i journalisternes fagblad, hvor man i det seneste nummer beskriver en ulykkelig sag. Et ægtepar tænder for fjernsynet og kan der følge med i, hvordan kvindens 82-årige mor får lægehjælp efter at være blevet ramt af hjertestop og et fald med kraniebrud til følge. Problemet er bare, at hverken patienten, som senere døde, eller hendes familie har sagt ja til, at optagelserne kunne bringes i tv.

Det er en absurd sag. Patienter og pårørende skal naturligvis altid kunne henvende sig til sundhedsvæsenet uden at frygte for at havne i et tv-program, som de ikke ønsker at deltage i.

Hvordan kan det gå så galt? Ifølge fagbladet Journalisten er den ældre kvinde faldet om under en familiefest. En ambulanceredder får tilkaldt en læge fra lægeambulancen, denne viser sig at have følgeskab af en fotograf, der optager indslag til programmet »Danmark om natten« på TV3+. Svigersønnen fortæller i bladet, at han har sagt nej tak til tv-optagelser. Men fotografen oplyser ifølge svigersønnen, at billederne skal bruges til intern undervisning, og det accepterer familiemedlemmerne.

Alligevel genoplever de senere forløbet på tv-skærmen. Produktionsselskabet er kommet med himmelråbende dårlige undskyldninger, f.eks. at de tilstedeværende til festen var for berusede til at give samtykke, og at man ikke kunne finde ud af, hvem man skulle spørge. Det afviser familien, og det er i sig selv også helt ligegyldigt. Der er tale om mennesker, som opholdt sig på et ikkeoffentligt sted, og dem kan man ikke fotografere uden at få lov.

Sagen illustrerer, hvor vigtigt det er med klare aftaler, som alle kender. Både de medvirkende medarbejdere på en afdeling og mediefolkene. I aftalerne bør det f.eks. specifikt nævnes, at patienter og pårørende skal give samtykke til at medvirke og være informerede om programmets formål og indhold. Det er også almindelig praksis, at sygehuset ved udsendelser af denne type kan betinge sig at kunne se materialet igennem netop for at sikre sig, at der er givet samtykke.

I det konkrete tilfælde har TV3+ og produktionsselskabet Respirator opført sig både uprofessionelt og ufølsomt. Men Rigshospitalet burde også have haft bedre snor i, hvad der foregik, og have sikret sig, at der var givet samtykke. Dog har hospitalet nu draget den indlysende rigtige konklusion og har opsagt samarbejdet.

Læger skal ikke være håndsky over for medierne. Mine egne erfaringer med dem er gode, og mit indtryk er, at journalister og fotografer generelt er opmærksomme på, at patienter er i en særlig sårbar situation. Der er produceret flere serier fra både praksis og sygehuse, hvor der bidrages med ny viden og gives et godt og realistisk billede af sundhedsvæsenets muligheder for at hjælpe patienter. Men tv-indslag af den slags kan - som i tilfældet med udsendelsen i TV3+ - også gå helt galt. Patienterne og deres nærmeste betaler prisen, hvis den professionelle styring svigter.

Det kræver resurser, når sundhedspersonale deltager i serier fra det virkelige liv. Der skal bruges ekstra tid på at tale med patienterne, tale med journalisterne etc. Hvis det skal give mening, bør det også være seriøse projekter med seriøse folk i spidsen. Vi har som læger et særligt hensyn at tage til patienterne, og vi er ikke forpligtede til at levere underholdning til aftenkaffen.