Høreforsorgen skal reformeres

Det skønnes, at 800.000 danskere har et høretab, og det er påvist, at det personlige velbefindende blandt hørehæmmede er dårligere end hos resten af befolkningen, ligesom tilknytningen til arbejdsmarkedet er lavere [1]. I mange tilfælde kan et høretab afhjælpes med høreapparat (HA). Imidlertid har ventetiden til høreklinikkerne været for lang, og Nyrup Rasmussen -regeringen indførte derfor i 2000 en mulighed for privat erhvervelse af HA. Der ydes tilskud til privat indkøbte HA, såfremt de faglige kriterier, der er fastsat af Sundhedsstyrelsen [2], er opfyldt. Som det påvises i artiklen [3] om en patient med vestibulært schwannom, er der tilsyneladende ingen sikkerhed for, at disse regler følges. Her blev der foreslået HA til et døvt øre.

1951 var et skelsættende år, idet de første 7.000 danskere fik hjælp på statens tre hørecentraler. Høreapparater var vederlagsfri, fordi alle voksne havde betalt til invalideforsikringen gennem deres sygekassekontingent. Området har siden forgrenet sig administrativt og styres af love fra flere ministerier samt vejledninger og bekendtgørelser. For tiden har kommunerne bevillingsmyndigheden til HA, måske ud fra en misforstået analogisering til bleordninger og robotstøvsugere; et netop fremsat lovforslag vil ændre på dette.

Over ti år er antallet af HA, der er udleveret med offentlig støtte, steget fra 82.000 til 134.000. I samme periode er andelen, der er udleveret fra private klinikker, steget fra 6% til 52%. De årlige udgifter til HA er tilsvarende øget fra 262 mio. kr. til 667 mio. kr., og mange audiologiassistenter er overgået fra offentlige til private klinikker. Det er dog ikke helt åbenlyst, om ventelisterne er reduceret lige så meget, som man kunne forvente ud fra investeringen af offentlige midler - den nemmere adgang kan have bragt nye klienter på banen. Ved licitation i 2012 er det lykkedes at bringe prisen på enklere høreapparater væsentligt ned.

Kulegravningsudvalget for HA-området [4] mundede ud i flere forslag til forbedringer, som f.eks. uanmeldte kontrolbesøg og genoptagelse af de bortsparede systematiske kvalitetsmålinger. Mindre hensigtsmæssig er tankerne om afkobling af genudleveringsintervallet fra garantiperioden på fire år.

Der må specielt advares mod formuleringerne om stramning af »lægefaglige« tilkendelseskriterier, da skabelonmæssige grænser (audiogrammer?) er dårligt egnede til identifikation af hvem, der kan have gavn af HA.

I Danmark har befolkningen generelt en god adgang til speciallæger, og det er nærliggende at udnytte de praktiserende øre-, næse- og halslæger ikke kun til udredning, men også til behandling af hørenedsættelse, som er så almindelig. De kompetencer, som erhverves i speciallægeuddannelsen, er dog ikke tilstrækkelige og forudsættes suppleret med »relevant efteruddannelse« [2]. Imidlertid er det stadig ikke defineret, hvad der indgår heri.

I hoveduddannelsen indgår seks måneders ophold på en audiologisk afdeling, men mange steder tager driftshensyn overhånd, og der er klart behov for, at flere elementer omlægges fra »kendskab til/overværet« til »selvstændigt udført«. Det gælder f.eks. audiometri, HA-tilpasning og elektrofysiologiske undersøgelser.

Endelig er der i disse år mangel på medicinske audiologer, altså speciallæger, der kan udrede og behandle hørelidelser på et højt specialiseret niveau. En opdateret fagområde- og uddannelsesbeskrivelse vil kunne tiltrække flere interesserede. Det samme gælder kombistillinger med otokirurgi og vestibulogi og for så vidt også andre specialer.

Bevillingsmyndigheden bør løftes fra kommunerne og igen gøres til en sundhedsydelse, gerne med ventetidsgaranti.

Der bør iværksættes en central monitorering, der omfatter både private og offentlige klinikker, herunder et register over alle offentligt betalte HA. Kvalitetsmålingen skal bl.a. afklare, hvordan de aftalte billigere HA fungerer i forhold til de indtil nu tilbudte.

Uagtet ovennævnte udfordringer er en sundhedskrone spenderet på høreforsorgen en af de bedste investeringer for den enkelte og for samfundet.

KORRESPONDANCE: Lars Holme Nielsen , HovedOrtoCentret, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø. E-mail: lars.holme.nielsen@rh.regionh.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen