Skip to main content

Holdninger til racisme

Jesper Poulsen

2. nov. 2005
3 min.

I debatten omkring den såkaldte racisme-sag fra Gentofte er der fremsat beskyldninger mod Lægeforeningen for manglende opbakning til læger med anden etnisk baggrund i almindelighed og den involverede læge i særdeleshed. Der er også fremsat beskyldninger om indirekte accept af racisme. Det er mig derfor magtpåliggende at få præciseret, at det, Lægeforeningen har markeret i denne sag, er et forsvar for grundlæggende lægeetiske principper vendt mod racisme og forskelsbehandling, og der er ikke sket et svigt i forhold til lægen. Kan det opfattes sådan, beklager jeg meget.

Vi må stå fast på de grundlæggende principper for lægegerningen, men på baggrund af den voldsomme debat, som Gentofte-sagen har vakt, vil forløbet og principperne igen blive diskuteret både af Lægeansvarsudvalget, Etisk Udvalg og Lægeforeningens hovedbestyrelse. Vi vil søge at udarbejdet et sæt retningslinjer for, hvordan disse komplekse situationer kan håndteres, for så vidt angår både lægen, andet sundhedspersonale og ledelsen. Det fremgår af dette nummer af Ugeskriftet, at der mange steder arbejdes med lokale vejledninger.

Vi ser med den største afsky på, at vores medlemmer eller andre med en anden etnisk baggrund bliver udsat for racistiske holdninger eller udtalelser. Vi mener, at det bør være en klar forpligtelse for sygehusledelserne at retsforfølge den eller de personer, som krænker sundhedspersonale med injurierende udtalelser. Det er også indgået i Lægeforeningens rådgivning i den konkrete sag, at injurielovgivningen kunne anvendes, men det forudsætter, at den krænkede part er indstillet på, at der rejses tiltale, og det har ikke været tilfældet i denne sag.

Lægeforeningen og Lægeforeningens etiske udvalg har været nødt til at vurdere, hvilke principper mere end hvilke følelser der er involveret i en sag af denne usædvanlige karakter. Der ligger derfor ganske grundige overvejelser bag de holdninger, som er meldt ud. Andre parter, bl.a. Dansk Sygeplejeråd, har indtaget mere populistiske holdninger og kan gøre dette ganske omkostningsfrit. Der er anderledes forpligtende bestemmelser for, hvad en læge skal foretage sig i en akut situation, end hvad der gælder for det øvrige sundhedspersonale.

Det ligger alene i Lægelovens bestemmelse: »Enhver læge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for at være påtrængende nødvendig«. Lægen er kun fritaget for denne forpligtelse, hvis han har gyldigt forfald eller rettidig lægehjælp kan ydes af en anden. Juraen er altså klar, men det er lige så klart, at det ikke indebærer noget krav om at få behandling af en læge med en bestemt hårfarve, og skønnes behandling ikke at være påtrængende nødvendig, risikerer patienten ikke at få nogen behandling. Omvendt anbefaler Lægeforeningen ikke sine medlemmer at undlade nødvendig akut behandling, selv om patientens opførsel er indlysende urimelig.

Men bortset fra juraen er det de etiske regler, der er styrende for lægens handlinger. Helt central er Genève-deklarationens bestemmelse: »Jeg vil ikke tillade, at overvejelser om religion, nationalitet, race, politisk parti eller social klasse stiller sig mellem mig og min patient« og desuden det internationale kodeks for lægeetik, der indeholder bestemmelserne om, at en læge altid har pligt til at bevare menneskeliv, og at en læge har en humanitær forpligtelse til at yde hjælp i nødsituationer, medmindre lægen har sikret sig, at andre er villige til og i stand til at yde en sådan hjælp. Det hører til skæbnens ironi, at disse konventioner mod racisme og forskelsbehandling er formuleret i årene efter den anden verdenskrig som et resultat af nazi-lægernes ugerninger.