Hormonbehandling og kardiovaskulær sygdom

Meddelelser om kardiovaskulære komplikationer under anvendelsen af kønshormoner i form af p-piller og hormonel substitutionsbehandling (HRT) har jævnligt været genstand for debat. Især huskes reaktionen fra 1995 på offentliggørelsen af en forskel i risikoen for dyb venøs trombose ved anvendelse af såkaldte 2.- og 3.-generations-p-piller. Senest er tidligere resultater fra observationelle HRT-undersøgelser over en kardiopreventiv effekt blevet imødegået af prospektive randomiserede data fra HERS (Heart and Estrogen/progestin Replacement Study) i 1998 over HRT som sekundær profylakse ved iskæmisk hjerte-kar-sygdom, samt resultaterne i 2002 fra WHI- undersøgelsen (Women Health Initiative) over HRT som primær profylakse. WHI-undersøgelsen blev afsluttet tre år før planlagt ud fra en vurdering af, at de samlede risici, specielt brystcancer og hjerte-kar-sygdomme, oversteg fordelene. Internationale kommentarer har været offentliggjort i stort antal, ligesom orientering er givet i Ugeskrift for Læger [1, 2] og Acta Obstetrica et Gynecologica Scandinavica [3].

De oplagte spørgsmål, der må stilles efter fremkomsten af de seneste HRT-data er, hvilken klinisk konklusion, der skal drages for den enkelte postmenopausale kvinde mht. behandlingsindikation, og hvilke nye forsknings- og udviklingsinitiativer undersøgelserne har nødvendiggjort. Et forslag til klinisk vejledning er udarbejdet af den gynækologiske guideline gruppe under Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (www.dsog.dk). De forskningsmæssige udfordringer, som interventionsundersøgelserne har medført er bl.a. formuleret i en kommentar i The Lancet, december 2002 [4]. Her anføres det: »However, given the current evidence of increased risk early after starting hormones, the research priority now is to identify the mechanisms and markers of risk. If they can be identified, such markers may lead to the identification of women who are of lower risk for early cardiovascular events and also to the testing of hormones that do not trigger these mechanisms«.

Netop identifikation af mekanismer og anvendelsen af risikomarkører for trombose under hormonbehandling belyses i en nylig offentliggjort rapport fra The Third European Consensus Development Conference on Sex Steroids and Cardiovascular Diseases: »On the route to combined evidence from OC and HRT/ERT« [5]. Rapporten giver besvarelse på centrale spørgsmål vedrørende mekanismer og patogenetiske aspekter ved kønshormonbehandling og tromboseudvikling. Den afsluttes med en klinisk ekstraktion. Konklusion på rapporten er, at viden om mekanismerne bag tromboseudvikling under hormonbehandling skal kombineres med epidemiologisk viden for, at der kan opnås optimal klinisk anvendelse/udskrivning af hormonpræparater. Anvendelse af angivne (nye) risikomarkører er vejen til en forbedret produktudvikling og identifikation af kvinder med særlig risikoprofil.

Frederiksberg

Sven O. Skouby

Esbjerg

Jørgen Jespersen