Skip to main content

Hospital i offensiven: Nu skal fremtidens lægelige ledere findes

Aarhus Universitetshospital vil være bedre til at spotte og rekruttere yngre læger med lederpotentiale. Og projekt »Yngre læger på banen« er en af vejene frem

Yngre læge Peter Skov Jensen: »Sundhedsvæsenet er under pres, og det er vigtigt med dygtige ledere med klinisk erfaring i fremtiden«. Foto: Michael Harder.
Yngre læge Peter Skov Jensen: »Sundhedsvæsenet er under pres, og det er vigtigt med dygtige ledere med klinisk erfaring i fremtiden«. Foto: Michael Harder.

Af Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk
Foto: Michael Harder

22. feb. 2018
7 min.

Der er temadag om ledelse, og i personalekantinen på Aarhus Universitetshospital ser den lægefaglige direktør Jørgen Schøler Christensen ud over forsamlingen af yngre læger.

»Altså, det gør jo ikke noget, hvis I bliver ledere, før I er 60 år«, siger han så, og de yngre læger mumler og griner lidt til hinanden.

Den lægefaglige direktør taler herefter om det store potentiale, der er i gruppen af yngre læger, og om en talentmasse, der skal folde sig ud. Og han gør det, fordi projekt »Yngre læger på banen« nu kan præsentere resultaterne af endnu en håndfuld udviklingsforløb på hospitalet. I alt 18 læger fra ti afdelinger har arbejdet med konkrete projekter om, hvordan noget kan gøres anderledes og mere effektivt. De har set på arbejdsgange og gjort ideer til virkelighed, og i dette projektets opus to er ledelse nærmest af sig selv blevet en del af det hele:

»I har udfordret afdelingslederne. Når I skubber til arbejdsgange og slet ikke accepterer den der 'det går-ikke-holdning', så lærer afdelingslederne noget om at være ledere for fremtidens ledere«, siger den lægefaglige direktør.

Faktaboks

Fakta

Og det er fremtidens ledere, det handler om på denne temadag. Hospitalsdirektør Poul Blaabjerg slår fast, at der hidtil ikke er gjort nok for i tide at finde fremtidens ledere. Hermed mener han de ledere, der om fem og ti år skal have udviklet sig til at kunne klare et lederjob, hvis indhold vi i dag ikke fuldt ud kan forudse, fordi kravene til ledelse ændrer sig ganske hurtigt.

»Vi går for alvor i gang nu. Det er nødvendigt, for opgaven er svær, og vi ser i dag, at der er for få, der søger lederstillingerne. og at for mange holder sig tilbage. Vi ved, at de findes, de yngre læger med ledertalent. Vi skal bare være bedre til at finde dem og udvikle dette talent, og den proces starter nu. Derfor er dette faktisk en festdag«.

Men hvem er fremtidens ledere?

Professor Lene Tanggaard fra Aalborg Universitet fortæller i sit oplæg om, at nogle har talent for at være ledere, og at talent er noget, man skal tage alvorligt:

»Den, der er begavet med et talent, har en forbandet forpligtelse til at tjene fællesskabet med det«, siger hun, men slår samtidig fast, at ingen bare fødes som gode ledere. Det er noget, der skal udvikles, og det skal udvikles i hverdagen. Man skal ikke tro, at man lige kan snuppe et lederkursus og så er man en dygtig leder. Det kræver et langt sejt træk.

»Talent signalerer potentiale. Har man talent for ledelse er der et potentiale, der kan folde sig ud, men det skal ske over tid i hverdagen. Ofte kommer det som en overraskelse for den pågældende at få at vide, at andre har konstateret et stort lederpotentiale. Og lidt frækt sagt er det måske ikke dem, der selv er overbevist om egne store lederevner, der bliver de bedste ledere«, siger professoren.

Det er så det, man vil være bedre til på Aarhus Universitetshospital: Man vil prikke potentielle ledere på skulderen og forsøge at få dem ind på ledersporet, så man i tide kan udvikle et korps af fremtidige lægelige ledere. Hospitalet er i voldsom udvikling, og hele sundhedssektoren er under forandring. Det kræver kvalitet i ledelse, og det kræver, at de lægelige ledere, der skal overtage om fem eller ti år, kommer på banen nu. Det er den proces, de har startet i Aarhus.

YNGRE LÆGER PÅ BANEN - OGSÅ I VIBORG

Ved temadagen om ledelse i Aarhus sidder en mand fra Viborg og lytter intenst. Det er ledende overlæge på Operation og Intensiv på Regionshospitalet Viborg, Nils Bjerregaard.

»Vi har på hospitalerne generelt haft for lidt fokus på kvalitet i ledelse på lægesiden. Det har sygeplejesiden været bedre til. Vi oplever, at læger ikke rigtig gider ledelsesteori og ledertræning, og kurserne får ofte dårlige evalueringer. Det er nok en anden sag, hvis man kan være med i noget, der virkelig flytter i dagligdagen, og som kan gøre noget konkret med ledelse. Så er man med, og det gør et projekt som 'Yngre læger på banen' jo. Her arbejdes der med konkrete projekter, der rykker ved en afdelings arbejdsgange og skaber større effektivitet og kvalitet til gavn for både patienter og ansatte. Det kan vi alle lære af«, mener Nils Bjerregaard.

Han vil derfor gerne overføre projektet fra Aarhus til Viborg, fordi det kan spille en rolle i spotning af ledertalenter og udvikling af fremtidens ledere, så der kommer mere fokus på lederkvalitet. Og kaospilot Anders Wyke, der er tilknyttet projektet på Aarhus Universitetshospital, har allerede været i Viborg for at inspirere. Også fra andre hospitaler er der interesse i at få gang i projekt »Yngre læger på banen«.

Den nuværende leder

Berit Bjerre Handberg er speciallæge i anæstesi og sekretariatschef i Videreuddannelsesregion Nord. Hun oplever, at de nye generationer af medicinstuderende og unge læger er mere motiveret for at blive ledere, end det var tilfældet for tidligere generationer.

»Når vi hører, at der er for få ansøgninger til lægelige lederstillinger, tror jeg ikke, at det viser det fulde billede. Der finder ofte en form for selektering sted, før ansøgningerne sendes, hvor potentielle ansøgere forhører sig om deres muligheder blandt kolleger. Og de dropper at søge, hvis de får en fornemmelse af, at der ikke er opbakning til det, eller at de ikke har de store chancer, fordi det allerede ligger i kortene, hvem der skal have lederstillingen«, siger Berit Bjerre Handberg.

Hun mener, at man generelt skal være bedre til at turde se op og ud – og ikke udelukkende se på dem, der »er groet op« tæt på egen baghave.

»Måske er det fordi, man føler, at man så går efter det sikre. Men det sikre behøver jo ikke nødvendigvis at være det bedste«, siger sekretariatschefen i Videreuddannelsesregion Nord.

Den potentielle leder

Peter Skov Jensen, øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital, er en af de yngre læger, der i projekt »Yngre læger på banen« har udfordret fasttømrede arbejdsgange, traditioner og hierarkier. Ifølge ham har han lært noget, han vil kunne bruge i en fremtid som leder, og han vil ikke afvise, at han på et tidspunkt vælger den vej:

»Men jeg har jo søgt lægestudiet for at blive en dygtig kliniker, og jeg vil først og fremmest bruge min uddannelse til at behandle og hjælpe patienter. Det er primært derfor, jeg blev læge. Jeg tror, at man kan blive overrasket, hvis man forventer at kunne klare arbejdet som både en god kliniker og en god administrativ leder på en gang, da begge opgaver er tidskrævende. Ledelse kan man ikke nøjes med at klare som et stykke venstrehåndsarbejde. På den anden side er der jo ledelse på mange planer, og det indgår som én af de syv lægeroller. Et aspekt er arbejdet som administrativ leder med personaleansvar, men et andet aspekt er de daglige lederopgaver, som er en del af arbejdet som kliniker. Det kan være f.eks. at lede en operationsstue eller at være den teamleder, der koordinerer og strukturerer hverdagen i et ambulatorium, så det hele kører så effektivt som muligt. Det sidste vil falde mig naturligt, og allerede som yngre læge har vi jo ledelsesopgaver, når vi har ansvaret på en vagt«.