Hospital med rolig puls

Trondheim

Arkitekturen på St. Olavs Hospital er pæn uden at være prangende. Den taler til den besøgende som ligemand - her må du gerne være, signalerer byggeriet. Noget får den besøgende til at føle sig lille eller overvældet af arkitektonisk magtfylde. Denne her er helt bevidst valgt ud fra et ønske om at skabe tryghed.

»Det vigtige er at fjerne krisepræget fra et sygehus«, siger Ragnhild Aslaksen, der er chefarkitekt på byggeriet, hvis første streger blev tegnet for 20 år siden og til næste år kan fejre, at den sidste af mange nye bygninger står klar til brug.

Sygehuset folder sig ud som en by midt i Trondheim og består af mange bygninger, der er tegnet af forskellige tegnestuer og ser vidt forskellige ud. De er nogenlunde lige høje, omkring seks etager, men de er lavet af forskelligt materiale i forskellige farver og med forskellige vinduer og facader i det hele taget. Alle bygninger er forbundet med hinanden via broer. Nogle mødes visuelt i firkantede gårde. Gaderne og boulevarderne, der skærer i gennem sygehusområdet, er defineret af bygninger med meget forskellige udtryk. Forskelligheden er helt bevidst, forklarer Ragnhild Aslaksen.

Det er en del af masterplanen, som går ud på at integrere hospitalet som en del af byen. Byens gader fortsætter lige ind i området, og man er ikke nødvendigvis klar over, at man er kommet ind på hospitalsområdet.

»At integrere hospitalet med byen er med til at fjerne krisepræget, der ellers ligger ved et hospital«, forklarer Ragnhild Aslaksen. Ud fra samme tankegang har hvert center, som hospitalet består af, en kantine eller restaurant, der ikke alene bruges af læger og patienter, men også er åben for byens borgere. Et tilbud, som ikke mindst ældre borgere gerne benytter.

»De forskelligt udseende bygninger fjerner desuden institutionspræget, og det er et af de elementer, vi bruger for at afkode hospitalet dets angstimpulser, som ellers kan få pulsen op hos den urolige patient«, siger Ragnhild Aslaksen.

Noget for sanserne

Sanserne bliver budt op til en fortrolig dans, når man går gennem St. Olavs bygninger, trapper og gange.

Der er noget for øjet, afvekslende farver på væggene, varierende beklædning på væggene, de mange pludselige kig, som øjet inviteres på skråt gennem etagerne: ud på en grøn tagterrasse, hen på en statue, ind i et springvand. Øret får pludrende springvand, og forskellige former for gulvbelægning holder fødder og øren vågne. Hænderne griber om glat træ, når gelænderet ved de mange trapper skal bruges, og meget af den kunst, der er spredt over hospitalet, er beregnet til at tage og føle på.

Ragnhild Aslaksen er tydeligt tilfreds med rigtig meget på dette hospital, trods kompromiser. Overordnet er hun nok mest tilfreds med den balance, som hun synes, at det er lykkedes at skabe.

Hospitalet skal ikke vække angst, men på den anden side skal det heller ikke ligne et luksushotel. Det skal være en funktionel arbejdsplads for de ansatte, og samtidig skal patienten både behandles og ikke besværes unødigt logistisk. Og befinde sig trygt.