”Vi vil gerne undersøge, om et gebyr kan være med til at nedsætte antallet af udeblivelser og dermed udnytte ressourcerne bedre i sundhedsvæsnet. For nogle patienter virker det anstødeligt, hvis andre patienter ikke dukker op til den aftalte tid, og dette forsøg skal belyse, om et gebyr kan hjælpe, og ikke mindst, om et gebyr kan hjælpe endnu mere end påmindelser via sms og breve,” siger Anders Kühnau.
Ingen dokumentation for problemet
Antallet af udeblivelser ligger på ca. fire pct. på Radiologisk afsnit på Regionshospitalet Silkeborg, mens det er ca. fem pct. på Ortopædkirurgisk afdeling på Regionshospitalet Viborg. Ifølge protokollen bag forskningsprojektet udgør patienters udeblivelser fra aftaler i sundhedsvæsnet ”et stigende problem”, men det er alene baseret på en fornemmelse, siger Anders Kühnau, for der findes ingen dokumentation for problemets omfang. Desuden findes der heller ikke viden om, hvorfor patienterne udebliver.
”Vi ved relativt lidt om, hvorfor patienterne ikke kommer, og det skal vi undersøge med dette projekt. Og vi indfører ikke bare et gebyr, men vi laver et forskningsprojekt, der skal gøre os klogere. Hvis patienterne bliver væk af gode grunde, skal vi formentlig bruge andre midler end et gebyr. Jeg kunne da godt håbe, at vi finder frem til, at der er alternativer, der er bedre end gebyr. Men det er vigtigt, at vi finder et middel til at nedbringe antallet af udeblivelser,” siger Anders Kühnau.
Internationale studier viser, at patienterne også udebliver, fordi de ikke kan melde afbud, fordi telefonen var optaget til hospitalet eller på grund af administrative fejl på hospitalet. Derfor vil der også blive strammet gevaldigt op på, at hullerne i mødetiderne ikke skyldes hospitalet, siger Anders Kühnau.
Regionen peger selv på i protokollen, at forsøget med gebyr ”kan være i konflikt med den nuværende kultur i sundhedsvæsnet”.
”Vi har ikke tradition for, at patienterne skal betale bøder i vores sundhedsvæsen. Derfor vil der sikkert være både patienter og personale, der vil opfatte det som et brud med vores kultur. Men vi kender gebyret fra bl.a. tandlægen, og dette projekt skal så vise, om det er den rigtige vej i hele sundhedsvæsenet,” siger han