Hospitalers beredskab bestod ildprøven

Hospitalsberedskabet bestod prøven, da katastrofen ramte i de stille juledage.

Ganske vist ankom der kun relativt få med så svære skader, at de måtte indlægges.

»Men var der kommet rigtig mange, havde vi også kunnet håndtere det«, siger klinikchef Jakob Trier Møller, H:S Rigshospitalet.

Også H:S' sundhedsfaglige direktør, Lone de Neergaard, er tilfreds med den måde, beredskabet i hovedstadsområdet - inklusive beredskabet i Køben-havns Amt - fungerede på.

»Alle vidste, hvad deres rolle var, og kunne rette ind efter det. Man kan selvfølgelig ikke vide, hvordan det var gået, hvis der var landet 300 den første nat. Men vi var forberedt på det«, siger hun.

Udenrigsministeriet manglede plan

Til gengæld havde Udenrigsministeriet - ifølge flere kilder, som Ugeskriftet har talt med - ingen beredskabsplan klar for hjemtagning af de danske flodbølgeofre - eller i det hele taget for at koordinere hjælpen til danskere i fjerne katastrofeområder.

Udenrigsministeriet - som også på andre områder er blevet kritiseret for sin indsats i den tidlige fase - vågnede dog hurtigt til dåd og ydede sammen med andre en effektiv indsats, da de nålestribede ærmer først var smøget op.

Jakob Trier Møller er klinikchef på Rigshospitalets anæstesi- og operationsklinik, hvortil også en del af Traume-centret hører. Rigshospitalet har ansvaret for at styre og koordinere den præhospitale indsats ved kriser og katastrofer, både for H:S og Københavns Amt. Onsdag den 29. december - tre dage efter katastrofen - var han på vagt i Akut Medicinsk Koordinationscenter (AMK Rigshospitalet, se boks). Et sådant system til gensidig information og varsling findes desuden i Københavns amt (AMK Glostrup) og i flere andre amter.

Derfor ringede læger fra hele landet allerede i løbet af tirsdagen til AMK Rigshospitalet, da omfanget af katastrofen i Sydasien efterhånden blev kendt, og da det dæmrede, at rigtig mange danskere kunne være involveret.

Om tirsdagen udsendte AMK Rigshospitalet informationsmateriale til skadestuerne i H:S. Samme dag var kolleger fra hele landet begyndt at ringe til AMK Rigshospitalet, hvor nogen vel måtte vide noget om, hvordan man skulle stille sig. Ingen havde hørt noget - hverken fra Sundhedsstyrelsen, hvor man i dagene mellem jul og nytår kun kunne træffe den automatiske telefon-svarer, eller fra Udenrigsministeriet. Men man kunne følge medierne, som gradvist afdækkede en katastrofe af uhyrligt omfang.

Onsdag morgen, da de første flodbølgepatienter begyndte at dukke uvarslet op, slog tanken Jakob Trier Møller: »Er der egentlig nogen, der koordinerer det her i Danmark? Så talte jeg med Freddy Lippert, som halvdelen af tiden er overlæge her i min klinik, men ellers er præhospital leder i H:S«.

Ingen vidste, hvad der ventede

De to læger fik lokaliseret Eva Hammershøy, chef for Enhed for planlægning i den julelukkede Sundhedssty-relse. Hun kontaktede straks Udenrigs-ministeriet, som - skal det siges - uden vaklen indkaldte til et møde samme eftermiddag, onsdag den 29. december.

»Derefter arbejdede vi så stort set i døgndrift til søndag« (2. januar, red.), siger Jakob Trier Møller.

Men det var ikke Udenrigsministeriet, der henvendte sig til jer om, at der var eller kunne være fly på vej med syge og kvæstede?

»Nej. Det var det ikke«, siger Jakob Trier Møller. »Det var den anden vej rundt: Vi tilbød vores hjælp til Uden-rigsministeriet. Men det hører også med, at da først vi fik det etableret, har vi haft et fantastisk godt samarbejde. Den task force, som blev nedsat den 29. december med repræsentanter fra forsikringsselskaber, fra rejsebranchen, fra forsvaret, lufthavnen, politiet, Sundhedsstyrelsen og AMK i Glostrup og på Rigshospitalet har været meget velfungerende«.

Allerede samme onsdag kunne AMK Rigshospitalet og AMK Glostrup sende 12 personer fra hhv. Rigshospitalet, Amtssygehuset i Glostrup samt Falck og Københavns Brandvæsen af sted til Thailand for at skaffe overblik og evt. hjælpe til med at behandle og klargøre patienter til hjemsendelse.

Ingen vidste, hvad der ventede derovre . Hvilke skader, hvor mange sårede og syge, hvordan var infrastrukturen, hvor godt fungerede de lokale sygehuse og beredskaber?

»Da vi først fik folk derned, blev vi klar over, at det mest drejede sig om sår. Store hudafskrabinger, kødsår - og brækkede lemmer. Og en række, som var dybt psykisk traumatiserede«, siger Jakob Trier Møller.

Derfor blev også det krisepsykologiske beredskab i H:S aktiveret. Det samme skete på landsplan, under ledelse af Rigshospitalet.

Alle kendte deres rolle

Jakob Trier Møller fremhæver især samarbejdet mellem beredskaberne i H:S og Københavns Amt som forbilledligt. AMK Rigshospitalet stod for koordinationen i H:S i samarbejde med AMK Glostrup i Københavns Amt, der har ansvaret for Københavns Luft-havne, hvor de hjemvendende skulle modtages.

Man blev hurtigt enige om, at patienterne ikke skulle spredes på flere sygehuse.

Risikoen for ubehagelige og multiresistente bakterier var reel. Derfor var Københavns Amt indforstået, da H:S Hvidovre hospital tilbød at etablere et isoleret afsnit på den velegnede infektionsafdeling, som kunne modtage patienterne.

Indtil den 5. januar var dog kun ti tilskadekomne blevet indlagt i Hvidovre.

»Det var væsentligt færre, end vi havde forberedt os på. I starten anede vi jo intet om, hvor mange skadede, der ville komme. Men de ryddede et helt afsnit derude, hvad der i øvrigt var et flot initiativ«, siger Jakob Trier Møller.

»Ingen af de indlagte havde infektioner, som nødvendiggjorde isolationen«, siger sundhedsfaglig direktør i H:S, Lone de Neergaard. »Men det kan man jo ikke vide, før de kommer«.

Lone de Neergaard vurderer, at det hospitalsmæssige redskab fungerede så godt, fordi man var forberedt:

»Allerede før nogen nåede hertil, var vi beredskabsmæssigt i aktion. Vi vidste, at der ville ske noget, og at det ville blive H:S' hospitaler, der måtte tage sig af det«, siger hun.

»Vi har et udbygget beredskab, som vi efterhånden har fået testet. Dels, når vi aktivt har besluttet at holde øvelser. Men også, fordi vi har oplevet strøm-svigt og deraf følgende varmesvigt, ventilationssvigt osv. Princippet i beredskabet er at have de samme muligheder, uanset hvad, der sker. Om det er krig, terror eller naturkatastrofer. Man kan ikke geare specielt til det ene eller det andet«.

Var hospitalerne gearet til en pludseligt opstået katastrofe af det omfang, som der på et tidspunkt var en nærliggende risiko for, at det kunne udvikle sig til?

»Det må man sige. Alle vidste, hvad de skulle gøre, og kunne rette ind efter det, som var deres rolle. Man kan selvfølgelig ikke vide, hvordan det var gået, hvis der var landet 300 den første nat. Men vi var forberedt på det«, siger Lone de Neergaard.

»Nu har det jo så vist sig, at det har været krisedelen, som er kommet til at fylde meget. Og som kommer til at vare ved«. P>Terapeutisk beredskab

Psykiatrisk Klinik på Rigshospitalet, som ledes af klinikchef Anne Lind-hardt, indgår i kriseberedskabet og blev aktiveret af Jakob Trier Møller om tirsdagen den 28. december.

»Vi blev først bedt om at sende et krisehold til lufthavnen, og fra onsdag om at oprette et døgnberedskab, som fungerede i ti dage, fra onsdag den 29. december og frem til mandag morgen den 10. januar«, fortæller Anne Lind-hardt.

Det skete i samarbejde med et kriseberedskab fra H:S Sct. Hans Hospital, der indgår i den præhospitale indsats på det kriseterapeutiske område.

Dette døgnberedskab i Københavns Lufthavne arbejdede sammen med det somatiske beredskab, som Amtshospitalet i Glostrup stod for. De mange svært tilskadekomne, som man var rustet til at modtage, udeblev dog, og det blev derfor især det kriseterapeutiske beredskab, der kom i arbejde.

Det er ikke opgjort, hvor mange kriseterapeuterne var i kontakt med i de hektiske døgn, men ifølge Anne Lind-hardt var det »rigtig mange«. Beredskabet stod klar ved gatene og ved bagagebånd - og det var ikke kun ved flyankomster fra Bangkok, for en del havde fundet andre ruter hjem, og kunne dukke uventet op med fx et fly fra Helsinki.

Her førtes lange samtaler med de mange, som havde svære, psykiske traumer. Men de fleste ville bare hurtigt videre, hjem til familien, og de fik udleveret pjecer og lister med telefonnumre til de akutte kriseberedskaber, som i løbet af fredagen blev oprettet i samtlige amter samt H:S.

Strømmen af hjemvendende tyndede langsomt ud, og den 5. januar kunne det somatiske beredskab lukkes. Luft-havnen bad dog om, at der fortsat skulle være en læge til stede døgnet rundt på nær de seks timer om natten, hvor ingen fly ankommer. Det blev Rigshospitalets psykiatriske klinik, der fik denne opgave. Så skulle der ankomme nogen med lettere somatiske tilstande, var der en psykiater med alment lægelige kompetencer til at tage sig af dem og evt. visitere videre.

Og I har også haft personale i Thailand?

»Ja, fra alle faggrupper. Vi sendte de første af sted torsdag den 30. med få timers varsel: Tre sygeplejersker fra Rigshospitalet, en fra Sct. Hans og en fra Bispebjerg, som er thailandskfødt og thaitalende, hvad der har været til utroligt stor hjælp. De fire af sygeplejerskerne skulle ledsage de berørte, traumatiserede turister på flyene hjem.

Samtidig har vi haft et hold i Phuket: To psykiatere, en krisepsykolog og en børnepsykiater samt den thaitalende sygeplejerske.«

Ingen regner nemlig med, at det terapeutiske kriseberedskabs opgave vil være løst, når den sidste traumatiserede turist er gået ud af ankomsthallen i Kastrup. I stil med Udenrigsministeriets task force har Amtsrådsforeningen derfor sammen med Sundhedsstyrelsen dannet en styregruppe til at rådgive det amtslige kriseberedskab, hvor Anne Lindhardt også deltager.

»Foreløbig fortsætter kriseberedskabet i alle amter, med ét telefonnummer. Og det er helt overvejende de psykiatriske skadestuer, som vil få den første kontakt. Men de fleste amter har sikret en opfølgningsmulighed, hvis det er nødvendigt«, siger Anne Lindhardt.

Noget at lære af

Fuldmægtig i Sundhedsstyrelsen, Michael Daugbjerg, bekræfter indtrykket af, at Udenrigsministeriet manglede en plan for katastrofesituationer, der omfatter danskere i fjerne lande. Han forsvarer dog Udenrigsministeriet for at have gjort en udmærket indsats, så snart maskineriet var kommet i gang:

»Vi er jo også ,heldige` i sundhedsvæsenet, fordi det faktisk er begivenheder som denne, vi går og planlægger for. I modsætning til de andre systemer, ligger det for os at håndtere større og mindre katastrofer hele tiden. Pludselig kan katastroferne blive så store, at rutinerne ikke slår til - og dét har vi også tænkt over - selv om man ikke kan tage højde for alt. Men det hjælper os langt hen ad vejen. Når der kommer spillere ind, som ikke er vant til at tænke på samme måde, skal der koordineres lidt ekstra. Og det har der været behov for i denne situation. Men det samarbejde, der har været fra den 29. december, har fungeret upåklageligt.

Normalt vil det være politiet, og nogle gange forsikringsbranchen, der vil gøre AMK i Glostrup, som har ansvaret for Kastrup Lufthavn, opmærksom på, at der er noget på vej. Det var dét, som ikke skete«, siger Michael Daugbjerg.

Og det burde Udenrigsministeriet måske have tænkt på?

»Hvis de havde haft en plan liggende for, hvordan man skal gøre den slags, havde de selvfølgelig kunnet reagere lidt hurtigere«, siger Michael Daugbjerg.

»Men nu har man jo gjort en masse erfaringer, som er gode at lære af. Og jeg kan da ikke forestille mig andet, end at Udenrigsministeriet vil planlægge med henblik på en eventuel fremtidig katastrofesituation«.

Akut Medicinsk Koordinationscenter

AMK har ansvaret for den overordnede medicinske kommunikation og koordination ved større ulykker og katastrofe- og beredskabsmæssige situ-ationer i H:S-området. Ved større ulykker og katastrofer skal AMK bl.a.:

• informere de øvrige hospitaler i H:S samt Rigshospitalets og H:S' direktioner

• tage stilling til om hospitalernes katastrofe- og beredskabsplaner skal iværksættes

• træffe beslutning om evt. udsendelse af supplerende lægehold i samarbejde med H:S Lægeambu-lancens koordinerende læge

• indhente oplysninger om behandlingskapacitet på hospitalerne

• give information, varsel eller alarmering til AMK-Glostrup eller andre amters sygehuse

• træffe beslutning om etablering af det kriseterapeutiske beredskab m.v.