Skip to main content

»Hospitalet«

Aarhus Teater: 2. februar-10. marts 2018
Sort/Hvid, København: 16. marts-14. april 2018

Foto: Emilie Therese
Foto: Emilie Therese

Praktiserende læge, Lene Agersnap, drleneagersnap@gmail.com
Praktiserende læge Lise Høyer

15. feb. 2018
3 min.

Dramatikeren Christian Lollike, provokatør og samfundsrevser, havde den 2.2. premiere på Aarhus Teater med sin doku-farce: ”Hospitalet”. At dømme efter salens livlige medleven gik pointerne rent ind, og der var stående bifald til skuespillerne og manden bag forestillingen.

Scenen er sat på et hospital med et stort, karikeret persongalleri: den idealistiske sygeplejerske, der indædt kæmper for fagets kerneværdier, kollegerne, der forsøger at få det hele til at glide, en ledende sygeplejerske, der uafladeligt serverer tåbeligheder på management newspeak, uhyggelige hospitalsklovne og patienterne, der længes efter nærvær og omsorg i den hektiske atmosfære.

Lægen er den klassiske lægekliché med stetoskop om halsen, selvoptaget og berøringsangst, slyngende om sig med latinske gloser, mens han ruller af sted på sin kontorstol for at slippe for at være rigtigt til stede.

Scenerne skifter hurtigt og udvikler sig mere og mere grotesk. Der spises bananer, opereres og skiftes stomiposer, og mens indholdet flyder ud, morer publikum sig lige så godt som børnehavebørn, der sætter sig på pruttepuder.

For os mere forhærdede sjæle, der har færdedes længe i hospitalsmiljøet, er disse mere gakkede, latrinære scener uden den store originalitet. Scenen med patienten, der er fremmedgjort over for sin stomi og bringes til at navngive den, er dog absolut god humor med sin herligt skæve vinkel på flosklen om at “blive ven med sin sygdom”.

Der er straks mere bid i kritikken af den strategiske ledelsestænkning, der ligger som en dyne over hele forestillingen. Det inhumane topstyrede system, der måler og vejer, mens medarbejderne individuelt forsøger at redde stumperne af menneskelighed. Projekt ”Bedøv patienterne” føres igennem, så patienterne er nemmere, og personalet undgår stress, mens det, der i virkeligheden stresser, er møderne og talerne om den nye performance.

Der er mange dagsordener i spil – vi er også lige en tur omkring hjælp til selvmord, hvor den idealistiske sygeplejerske lytter sig frem til en ældre kvindes ønske om at dø fra et liv, hvor hun opfatter, at hun er til ulejlighed. Det ender med en plasticpose over hovedet, hvor kvinden via et efterladt brev kombinerer sit eget dødsønske med ønsket om at støtte sygeplejerskernes sag. Karikeret selvfølgelig, og samtidigt svært provokerende.

Bedst er forestillingen der, hvor den forener kritikken af new public management-systemet og det tilhørende, floskuløse sprog med kontrastfyldte, genkendelige indslag af de mennesker, det hele drejer sig om: patienter, der er i nød. Som når en regelmæssig dunkende rytme ledsages af en sætning, der gentages igen og igen: ”Jeg er et hjerte, der banker”. Eller når en ældre, forvirret patient trisser rundt i sin lange natskjorte og meget indføleligt spørger, hvor vi er på vej hen.

Mest af alt fortjener forestillingen at ses af de politikere, der afstikker kursen.