Skip to main content

Hospitalslæger har lavt sygefravær

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

30. maj 2011
1 min.

Læger har generelt en meget lav sygefraværsprocent, viser tal fra det fælleskommunale løndatakontor. Gennemsnittet var i 2010 på 6,5 dage, hvor gennemsnittet for alle regionsansatte var 12, altså næsten det dobbelte.

En gruppe skiller sig dog ud: honorarbetalte sygehuslæger topper listen over sygefravær blandt de lægekategorier, som løndatakontoret opererer med. Her var sygefraværet sidste år på 12,6, altså lidt over gennemsnittet for alle regionsansatte.

Det er især mændene, der trækker tallet op. De mandlige sygehuslæger i denne kategori havde i gennemsnit 13,8 sygedage om året, mens deres kvindelige kolleger kunne klare sig med 6,3 dage.

Imidlertid er der ikke ret mange af denne type læger, så de rykker ikke meget ved det overordnede billede, som signalerer et meget lavt sygefravær.

Allerlavest ligger speciallægekonsulenterne og de kliniske assistenter med to sygedage om året, mens tallet for de underordnede læger totalt set var på 6,8 dage, og den samlede ledergruppe blandt læger lå på 6,3. Alt sammen i kønsneutrale tal.