Hospitalslæger: Vi forstår godt at PLO tager en konflikt

Anders Hatorp, reservelæge, gastrokirurgi

Jeg forstår det godt. Jeg synes, der lægges op til en begrænsning af de praktiserende lægers arbejde, som i sidste ende går ud over patienterne. Selv om de har monopol på det arbejde, de laver, synes jeg, regeringen skal huske på, hvad de får for pengene.

Generelt er læger som faggruppe ikke gode nok til at stille sig op og sige, at noget er for dårligt, f.eks. i forbindelse med nedskæringer eller urimelige lovforslag som fireårsreglen. Jeg synes principielt, at læger som faggruppe skal stå sammen.

Men jeg kan godt forstå ønsket om at effektivisere – og når det handler om skattekroner, er vi alle interesserede i mest mulig kvalitet for pengene. Men jeg mener, at det er vigtigt, at løsningerne findes i dialog parterne imellem, og at man ikke lader sig diktere af den politiske dagorden – til alles tilfredsstillelse.

Galina Semenisina, reservelæge, gastrokirurgi

Jeg forstår godt de praktiserende lægers frustration. Det er deres praksis, deres små virksomheder, og jeg kan sagtens forstå, at de ikke har lyst til at blive dikteret, hvordan de skal gøre deres arbejde. De gør det godt og billigt. Der kan selvfølgelig være fejl og mangler, det er der altid, der er altid noget, der kan forbedres. Men jeg synes, at man selv skal have lov at sige, hvordan det skal forbedres i ens egen virksomhed.

Peter Rasmussen, på andet år af hoveduddannelsen til ortopædkirurg

Jeg forstår godt de praktiserende læger. De har været vant til at levere nogle bestemte ydelser, og nu kommer der nogen og siger, at de skal levere flere ydelser, uden at der kommer flere penge. Hvis det var mig, ville jeg ikke bare sige ja. Derudover er de vant til at være herrer i eget hus – 100 pct. selvstændige kan man ikke kalde dem, for de er garanteret kunder. De praktiserende læger har store muligheder for selv at tilrettelægge arbejdet efter eget valg, men jeg kan dog godt se det rimelige i, at de, som betaler, også har et ord at skulle have sagt. Jeg synes også, at det er oplagt, at de praktiserende læger skal følge de kliniske retningslinjer, ligesom vi skal på hospitalerne. Man kan nok diskutere, hvordan det går, men jeg synes helt sikkert, at man skal prøve. Jeg kan også godt se rimeligheden i, at de praktiserende læger skal være fleksible og tilpasse deres åbningstider til tidens ændrede krav, men de skal selvfølgelig have penge for at arbejde om aftenen.

Michael Krasheninnikoff, overlæge, ortopædkirurg

Jeg forstår godt, at de praktiserende læger tager konflikten. Det er urimeligt, at de skal levere gratis ydelser for det offentlige, som oven i købet også forlanger mere kontrol med, hvad de laver. Jeg synes, at Sygesikringen har brugt de praktiserende læger som skræmmebillede. De fremstiller en hårdtarbejdende gruppe af læger, som løser opgaverne tilfredsstillende i et af verdens billigste sundhedsvæsener, som griske og som nogle, der skubber patienterne foran sig. De praktiserende læger gør det eneste rigtige, nemlig bruger deres autorisation og går eventuelt hen og bliver privatiseret. Det er det rigtige kampskridt.

Samtidig synes jeg, at der er mange gode ting i udspillet. Man skal vide, hvad skattekronerne går til, men man skal ikke pålægge praktiserende læger opgaver – ambulante funktioner og nogle specialfunktioner – som det offentlige hidtil har varetaget, og så bare tro, at de vil gøre det gratis, og oven i købet kontrollere dem på en måde, som jeg synes er mistænkeliggørende. Det er en meget ubehagelig måde at agere offentlig arbejdsgiver på.

Det er en tendens, vi ser for tiden i det offentlige, at man skal yde mere for færre kroner. Jeg synes også, at der er en tendens til at erstatte medarbejdere med ledere. Vi har en forfejlet offentlig ledelsesfilosofi, hvor man tror, at man kan løse flere opgaver ved at ansætte ledere i stedet for at ansætte folk til at løse opgaverne, der hvor der er brug for dem.

Anna Johansson, medicinstuderende, færdig som læge om tre uger

Jeg kan godt forstå det, hvis de praktiserende læger vil aflevere ydernummeret, det er deres eneste mulighed for at blive taget alvorligt. Jeg synes, at det er vigtigt, at de holder fast, fordi regioner og regering pålægger dem tvang. Jeg tænker på det med bemandingen af yderområderne, her duer det ikke at tvinge, man skal lokkes i stedet. Det kan gå hen og blive et problem for de yngre læger, som kan blive tvunget til at flytte meget langt ud med deres familier og blive boende der resten af livet. Som yngre læge har jeg allerede en fireårsregel at skulle forholde mig til. Inden for fire år skal jeg starte en hoveduddannelse, og hvis jeg vælger almen medicin, risikerer jeg måske igen at blive tvunget til at tage langt ud for at arbejde som speciallæge. Det er virkelig mange restriktioner. Jeg kender ingen andre mennesker med seks års universitetsuddannelse, som har så mange restriktioner. Det skulle være mere frivilligt.

Jeg synes, at man i stedet skulle lave en ordning, hvor lægerne – og jeg kender mange der gerne ville – kan tage ud i yderområderne på skift eller i vikariater, så det ikke bliver permanent, man skal slå sig ned der. Sådan gør man i Sverige.

Hvis lovforslaget ikke kommer PLO i møde, synes jeg stadig, at de praktiserende læger skal aflevere deres ydernumre. Det vigtige er, at regeringen og regionerne for alvor tager lægerne med i forhandlingerne.

Lisbeth Madsen, overlæge, gynækolog

Hvis man skal sige noget, er det vanskeligt for os, der er ansat i den offentlige sektor, at forstå detaljerne i det her, det er indviklet stof. Vi kan godt forstå, at man tilsyneladende har effektiviseret meget i den offentlige sektor i mange år i træk, og det ser så ud som om det økonomiske forbrug i primærsektoren er steget. Det er jo ikke fordi, man ikke laver noget, men så vidt jeg ved, er mange opgaver lagt ud til de praktiserende læger i takt med, at man har effektiviseret opgaverne her på hospitalerne, hvor vi nu siger, at kontrol og videre opfølgning sker hos egen læge. Jeg har aldrig været i almen praksis, og jeg ved ikke, hvor meget de opgaver fylder, men jeg har ikke indtryk af, at de ikke arbejder derude. Jeg tror, at vi herinde lettere kan regulere, hvilke opgaver vi løser, både mængde og type, og det kan man nok vanskeligere i almen praksis.

Til gengæld kan jeg godt forstå kravet om kvalitetsdata. Vi er også underlagt de krav, fordi man gerne vil have mere ensartet kvalitet, og der synes jeg, at det er rimeligt, at almen praksis kommer på banen og er med på den. Hvis Folketinget vedtager en lov, som slækker på kravene, og PLO stadig vil aflevere deres ydernumre, er jeg ikke sikker på, at jeg kan forstå det. For det får enorme konsekvenser, og vi kan på ingen måde løfte de opgaver, som almen praksis har, det vil kollapse i løbet af ganske kort tid. Det er noget, man er nødt til at finde en løsning på. Og hvis det offentlige giver sig, kan man godt sige, at lægerne også skal. Man skal gøre rigtig meget for at undgå den situation.