Skip to main content

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

FORFATTERE:

Bendix HW, Digmann A, Jørgensen P et al

FORLAG: København: Gyldendal Business, 2012

SIDER: 460

PRIS: 425 kr.

ISBN: 978-87-02-12956-4

I gamle dage sagde man, at der var to drifter, der var vanskelige at styre: seksualdriften og jernbanedriften. I dag kan man roligt føje hospitalsdriften til denne liste. Derfor er det godt at få en bog, som er overordentlig grundig og gennemgår hospitalsledelse hele vejen rundt, lige fra sundhedsvæsenet i øjeblikket til ledelsesforskning og skiftende fokusområder. Bogen indeholder primært ledelsesteorierne, men også mange gode referencer på videnskabelige publikationer, som beskriver livet i hospitalsverdenen. Et af de kapitler, som jeg havde mest glæde af at læse, var det om brugerperspektivet. Der er ingen tvivl om, at en af de store ledelsesmæssige udfordringer i fremtiden er at omsætte patient empowerment til daglig drift. Vi har en tendens til at bruge buzz words, som alle er enige om, men som er meget lidt konkrete, hvilket betyder, at man snakker meget om det ved konferencer og lignende, uden at der sker noget i praksis. Jeg kan anbefale alle at læse det kapitel.

Forfatterne skriver meget rigtigt, at bogen kan læses på flere måder. Mit forslag er, at man skimmer alle kapitler igennem og herefter dybdelæser kapitlerne, efterhånden som man ønsker mere viden. Jeg kan dog ikke anbefale, at man springer nogle af kapitlerne over, selvom det er en meget stor bog. Specielt hvis man i forvejen har studeret ledelse og har kendskab til de almene ledelsesteorier, er der meget, man kan nøjes med at skimme igennem. Omvendt synes jeg, at det er vigtigt at have ledelsesteorierne med i en bog, der er så omfattende.

Diskussionen om fagfaglighed og ledelsesfaglighed er evigt aktuel. Jeg synes, at bogen er rigtig nuanceret og opremser problemstillingerne på en god måde. Måske fordi jeg læser det som om, at man anbefaler, at ledelse på afdelingsniveau bevarer en hvis fagfaglighed.