Skip to main content

Hovedstaden skal spare en halv milliard kroner

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

12. aug. 2011
3 min.

"Vi er fuldstændig lagt på ryggen af den tredje sparerunde indenfor et år."

Det sagde medlem af Overlægerådet på Rigshospitalet Martin Ballegaard til Ugeskriftet.dk, da det i juni måned blev offentligt kendt, at der vil komme yderligere fyringsrunder i Region Hovedstaden som følge af besparelser på 2012-budgettet, da regionen har langt flere udgifter, end staten dækker.

Han forudser stress, øget sygefravær og dårligere arbejdsmiljø. Dårligere patientpleje og længere ventetider.

Rigshospitalet alene skal eksempelvis spare 89 millioner kroner.

I disse dage begynder Region Hovedstaden sine budgetforhandlinger. og selvom budgettet som vanligt er større end det forgangene år, så får stigende udgifter regionens administration til også at foreslå besparelser.

I går tirsdag den 9. august fik Region Hovedstadens politikere forelagt administrationens forslag til 2012-budget, som forretningsudvalget så skal drøfte på et møde torsdag den 11. august.

"Aftalen mellem Danske Regioner og regeringen om økonomien for 2012 tidligere på året er med til at give Region Hovedstaden et øget økonomisk råderum på 475 millioner kroner, som blandt andet skal gå til flere behandlinger. Men samtidig er der udgifter på 945 millioner kroner, som er svære at komme uden om. De går til fx kvalitetsforbedringer på hospitalerne, hospitalsmedicin, øget kapacitet på bl.a. dialyse- og intensivområdet samt stigende omkostninger til praktiserende læger. Derfor kommer vi heller ikke i år udenom at skulle spare, så vi kan finansiere nyt," forklarer regionsrådsformand i Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S) i en pressemeddelelse.

En halv milliard skal spares næste år

Regionen skal spare 494 millioner kroner i 2012.

De 149 millioner kroner er allerede fundet ved tidligere vedtagne besparelser i 2011, der først for alvor slår igennem i 2012. Eksempelvis administrative omlægninger samt lukningen af Esbønderup Sygehus og overførslen af kirurgien fra Hørsholm til Gentofte Hospital.

Men det betyder, at regionen nu skal ud og finde 345 millioner kroner i nye besparelser.

Regionen forventer at kunne 40 millioner kroner via bedre indkøbsaftaler.

Tilbage står 305 millioner kroner, som hospitalerne, psykiatrien og Region Hovedstadens Apotek skal finde i 2012.

"Med den stramme økonomiske situation er vi nødt til løbende at finde effektiviseringer og besparelser på sundhedsområdet. Vores personale og ledelser gør en stor indsats for at finde nye arbejdsgange, men det bliver sværere og sværere at finde oplagte besparelsesmuligheder," siger Vibeke Storm Rasmussen.

Presses til det yderste

På Rigshospitalet er de ikke så begejstrede over situationen:

"I starten af året blev sidste års besparelse effektueret. Vi blev pålagt yderligere besparelser, da Region Sjælland for nogle måneder siden hjemtog patienter, og så får vi nu denne udmelding fra regionen. De her sparerunder kommer væltende og presser et højt specialiseret hospital som vores til det yderste," siger overlæge Martin Ballegaard fra Rigshospitalet.

Den 22. august skal hospitalerne, Region Hovedstadens Psykiatri og Region Hovedstadens Apotek sende deres konkrete spareforslag til regionens administration.

Regionsrådet vedtager det endelige budget tirsdag den 20. september 2011.