Hovedstadsplan uden langsigtede ambitioner

Med hospitalsplanen for Region Hovedstaden har vi efterhånden fået de største brikker til puslespillet om fremtidens danske sygehusvæsen. Hvis man skal være venlig, er der ganske store forskelle i ambitionsniveauet fra region til region. Hvis man skal være ærlig, er der steder, hvor politikerne tilsyneladende ikke er indstillet på at benytte en historisk chance for at tage det store spring frem mod verdensklasse. Dette gælder i særlig grad Region Hovedstaden, der har alle muligheder for at kunne udnytte globaliseringen og blive et kraft- og innovationscentrum for sundhedsvæsenet.

Ganske vist lægger regionen op til sammenlægninger af specialer, der flugter godt med de faglige indstillinger og vil bidrage til, at der skabes store bæredygtige faglige funktioner. Det er positivt. Ganske vist er Rigshospitalet sikret status som højt specialiseret sygehus. Det er godt. Men politikerne i regionen, der har landets største og dyreste sygehusvæsen, tager ikke for alvor livtag med sygehusstrukturen. I hvert fald ikke i de næste fem år, som planen synes at holde sig til.

Det betyder, at der i hovedstaden vil ligge sygehuse så tæt på hinanden, at der næsten er visuel kontakt. Blandt dem er sygehuse, der er nedslidte og slet ikke lever op til nutidens krav. Uden for storbyzonen bliver der til gengæld langt mellem sygehusene, og visionen om at bygge et nyt stort syge-hus til afløsning for nedslidte er skudt ud i en uvis fremtid. Et nyt sygehusbyggeri vil i påkommende tilfælde finde sted på Amager, men er i øvrigt ikke tænkt ind i planen eller dens økonomi. Der kalkuleres med, at sammenlægninger kun kan hente halvdelen af et underskud på 600 mio. kroner. Det tyder på, at hovedstaden fortsat skal kæmpe med økonomien. Samtidig skal der skaffes 4,5 mia. kroner til at klare sammenflytningerne på områdesygehusene.

Planen blev offentliggjort dagen efter, at Sundhedsstyrelsen fremlagde sine anbefalinger for fremtidens akutbetjening på en fælles konference med Lægeforeningen. Anbefalinger, der er blevet formuleret i meget bred enighed mellem de involverede parter. Region Hovedstaden skriver i sit oplæg, at det er i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det er formelt korrekt for den del, der angår etableringen af fire områdehospitaler med en fælles akutmodtagelse og fastholdelse af Rigshospitalet som traumecenter for regionen. For akutcentrene betyder det, at der er et befolkningsunderlag på mellem 310.000 og 460.000 indbyggere. Det lover godt.

Men det ligner en tilsnigelse at hævde, at resten af akutberedskabet er i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. De har som en helt central ting, at indgangen til det akutte system foregår gennem egen læge, gennem vagtlægen eller gennem 112. Grundprincippet er visitation. Sådan bliver det ikke i regionen med næsten en tredjedel af Danmarks befolkning. På alle såvel område- som nærhospitaler bliver der fortsat uvisiterede skadestuer.

Anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen sigter mod et tilbud om ensartet og høj kvalitet til de akutte medicinske patienter, men i regionen med landets bedste lægedækning bliver almen praksis ikke indgangen til akutberedskabet som anbefalet. »Det muliges kunst« er fremhævet i planen som et væsentligt politisk succeskriterium. Risikoen er, at det i stedet for verdensklasse leder frem til mindste fællesnævner.