Skip to main content

H:S mangler penge - ikke den gode vilje

Journalist Klaus Larsen

2. nov. 2005
8 min.

Stod det til Helle Ulrichsen, skulle alle sejl sættes til for at føre Speciallægekommissionens anbefalinger til den lægelige videreuddannelse ud i livet:

- Man bør lægge al sin energi i det, siger Helle Ulrichsen, der for nylig tiltrådte som administrerende direktør i Hovedstadens Sygehusfællesskab, H:S.

Det lysner i Øst

En vigtig ingrediens i opskriften på den nye videreuddannelse er oprettelsen af de tre regionale videreuddannelsesråd, der bl.a. får til opgave regionalt at udmønte uddannelsens dimensionering, godkende uddannelsesgivende afdelinger, uddannelsesprogrammer og uddannelsesstillinger, udvikle undervisnings- og indlæringsmetoder og sikre videreuddannelsens kvalitet.

Region Nord har allerede hen ved et år på bagen og har også ansat 24 kliniske, postgraduate lektorer. Region Syd er i fuld sving med at etablere sig - mens Region Øst, hvori H:S spiller en central rolle - halter slemt bagud. Der har bl.a. været kontroverser om besættelsen af vigtige sekretariatsfunktioner, og regionen har hidtil stillet sig afvisende over for ideen om at ansætte kliniske lektorer, forlyder det.

- Jeg kan konstatere, at man ikke er nået så langt i Øst som i resten af landet, siger Helle Ulrichsen neutralt.

H:S er selvfølgelig kun én af de aktører, der udgør Region Øst, om end en central aktør. Helle Ulrich-sen, der tiltrådte i august, skal derfor ikke stilles til ansvar for eventuelt fodslæberi.

Hun vil dog gerne forklare, at tingene på flere måder er vanskeligere i Region Øst end andre steder:

- For H:S er det et satsningsområde at få uddannelsesregionen til at fungere. Men vi må også erkende, at det er seks amter, der skal være enige om at lave en model, der duer. Det er mange, i forhold til de andre regioner, og det stiller større krav til samarbejdet, end hvis det er fx tre amter.

- I vores region er der også stor forskel på yderamterne - Storstrøm og Vestsjælland - og de centrale amter. Det gør sig naturligvis også gældende i Jylland. Men yderamterne har langt sværere ved at rekruttere og har måske andre ideer om, hvad der skal til.

Hvad angår de kliniske lektorer, erklærer hun sig som »kategorisk tilhænger«.

- Og Region Øst har ikke afvist at ansætte postgraduate, kliniske lektorer, fastholder hun.

- Men man diskuterer, under hvilke forhold de skal ansættes. Vi vil gerne være sikre på, at de har den kompetence, de skal have. De skal være læger, som både er klinisk velfunderede og som har en god pædagogisk interesse og kompetence. Og dem er der faktisk ikke så mange af, siger Helle Ulrichsen.

Enighed på vej - måske

I slutningen af september forlød det dog, at ansættelsen af kliniske lektorer nu formentlig bliver til noget.

Det regionale Uddannelsesråd besluttede da at anbefale oprettelsen af et uddannelsesråd for hvert lægeligt speciale i regionen. På rådets seneste møde var der enighed om, at det er essentielt med en klinisk-pædagogisk udviklingsfunktion, og at denne funktion »kobles til Københavns Universitet«.

Det regionale Råd anbefaler ligeledes, at der ansættes kliniske, postgraduate lektorer for samtlige lægelige specialer.

Ansættelserne skal formentlig ske i sommeren 2003. Indtil da skal specialernes uddannelsesråd råd-give Det regionale Råd i pædagogiske anliggender, men de vil i øvrigt blive en permanent del af videreuddannelsessystemet.

En arbejdsgruppe af repræsentanter for Det regionale Råd og for Københavns Universitet skal nu beskrive, hvordan de kliniske lektorer skal tilknyttes universitetet, hvordan de skal ansættes, hvad deres præcise funktioner skal være, og hvordan de skal lektorbedømmes.

Så langt er Det regionale Råd som nævnt nået til enighed. Rådets indstilling skal dog først godkendes i begyndelsen af oktober på et møde for regionens amtssundhedsdirektører.

Jeg har desværre ikke råd

Helle Ulrichsen var selv medlem af Speciallægekommissionen og er som nævnt en varm tilhænger af at gøre dens visioner til virkelighed.

- Der foregår, og skal foregå, et kæmpearbejde for at omsætte Speciallægekommissionens intentioner til virkelighed. Så vi får nogle læger, som ikke er autodidakte, men som kan det, de skal kunne. Det er en enorm udfordring, men også en spændende udfordring.

- Jeg håber, det vil blive mere meriterende at beskæftige sig med uddannelse. Det er derfor, jeg støtter oprettelsen af de klinisk-pædagogiske lektorater - det vil fremme en udvikling, hvor det bliver meriterende at gå den vej. Hvor det, ud over at være spændende, også bliver muligt at skabe sig en karriere ved at arbejde med uddannelse.

- Men man må også erkende, at mange af kommissionens forslag indebærer merudgifter for sygehusejerne. Mens Speciallægekommissionen arbejdede, blev der derfor talt meget om de statsmidler, der skulle ind i billedet. Men dem har vi ikke rigtig set noget til.

Helle Ulrichsen mener derfor, at en statslig medfinansiering er uomgængelig, hvis de gode intentioner skal blive andet end netop dét.

Helle Ulrichsen »vil gerne meget klart signalere, at uddannelse er vigtig«.

- Men det ville være uærligt af mig at sige, at jeg har 50 millioner at putte i projektet, for det har jeg ikke, siger hun.

- Men det er et fattigt samfund, der bare bruger af sin kapital og ikke efterlader noget til næste generation. Uddannelse er en måde at bygge kapitalen op på, og det gælder både inden for lægeuddannelsen og andre uddannelser. Jeg mener, at tendensen til hele tiden at driftsoptimere har skadet uddannelsen. Men med de budgetter, vi har, kan jeg ikke love, at det vil lykkes os at skaffe flere penge til uddannelse.

Uddannelse en kerneydelse

Den akkreditering, som i et par år lagde beslag på store ressourcer i H:S, finder Helle Ulrichsen har været en nyttig proces. Ikke mindst, fordi akkrediteringen var god til at sætte fokus på andet end den evindelige økonomi og få kvantificeret nogle begreber og mål, som nogle gange kan blive lidt luftige.

Det var dog ikke alle aspekter i hospitalernes dagligdag, der blev underkastet akkreditørernes strenge blikke.

Helle Ulrichsen oplyser, at H:S agter at søge akkreditering igen om tre år. Måske kunne det være en god idé til den tid at indføre akkreditering af hospitalernes undervisning?

- Der er ingen planer om det lige nu. Men det ville være logisk at udvikle akkrediteringstanken til andet end kerneydelsen. Man gik jo ind og lavede nogle særlige standarder på forskningsområdet. Og da hospitalssystemet også har til opgave at uddanne rigtig mange mennesker på rigtig mange områder, kunne det være naturligt at tage det op. For uddannelse er jo også en af hospitalernes kerneydelser, siger hun.

Kaotisk planlægning

Som noget forholdsvis nyt er også hovedstadsområdet begyndt at mærke, at 90'ernes kandidatårgange var små. Inden for en række specialer - fx kirurgi - har man ligefrem stået med ubesatte uddannelsesstillinger, som ingen ville have. Andre speci aler melder til gengæld om kødannelser foran afdelingerne.

Helle Ulrichsen ser det ikke som et problem, der er unikt for H:S. Hovedstaden oplever bare med nogle års forsinkelse problemer, som før hørte til i yderamterne.

- Totalt set er der for få uddannelsesstillinger i landet. Det vil være fornuftigt af os at have det nødvendige antal stillinger til at uddanne de læger, der er brug for. Det er vanskeligt at finde økonomi til det, men jeg synes, vi skal prøve.

Helle Ulrichsen tilføjer, at manglen på uddannelsesstillinger er et landsproblem og må tackles som sådant, »ikke specifikt i H:S«.

- Vi skal tage vores del. Men måske heller ikke flere, siger hun.

Disse års turbulens i dimensioneringen på videreuddannelsen skyldes tidligere regeringers synder: For nogle år siden begrænsede man optaget på universitetet og fik, som man kunne forudse, nogle små årgange. Så øgede man igen optaget, og snart vil de store kandidat-årgange efterspørge uddannelsesstillinger, som man så må prøve at finde.

- Men det bekymrer mig, at der ikke er en bedre koordinering mellem sygehusejerne - amterne og H:S på den ene side, og universiteterne på den anden.

I må selv byde jer til

Helle Ulrichsen kommer til jobbet i H:S fra en stilling som lægelig direktør på Rigshospitalet. Det samarbejde mellem direktionen og de yngre læger, som aldrig var helt godt i hendes tid, ønsker hun ikke at kommentere.

- Jeg synes, samarbejdet først og fremmest fungerede på afdelings- og klinikniveau. Det er jo der, de er ansat, og deres interesse naturligt er rettet hen, siger Helle Ulrichsen.

Da ledelsen gennem et såkaldt Dialogforum loddede stemningen blandt de yngre læger, tydede de positive tilbagemeldinger på, at de yngre læger elsker stedets faglige miljø, at de trives ganske godt i den klinik, hvor de arbejder.

- Så den kollegiale dagligdag fungerer rimelig godt, konkluderer Helle Ulrichsen.

- En af de ting, der går igen, er, at de yngre læger gerne vil respekteres og medinddrages i flere beslutninger. Og det tror jeg, man skal blive bedre til. Ikke kun, fordi der lige nu tilfældigvis er mangel på yngre læger, og nu skal vi rekruttere. Men fordi det er det rigtige at gøre.

- Udviklingen er nået til, at medarbejdere gerne vil have noget at skulle have sagt, når det drejer sig om at tilrettelægge deres egen uddannelse og dagligdag. Og det skal inddrages mere.

- Det tror jeg til gengæld ikke, en direktion kan gøre så meget ved. Den kan prøve at skabe rammerne for, at klinik- og afdelingschefer i højere grad er det ansvar og den problemstilling bevidst, så vi som læger bliver bedre personaleledere, siger Helle Ulrichsen.

Hospitalets og ledelsens ansvar for uddannelsen erkender hun som en selvfølge, men tilføjer, at »det er ikke et ensidigt ansvar«.

- Yngre læger har også et ansvar for selv at »byde sig til«. Og dét kan godt knibe en gang imellem for den enkelte yngre læge. Jeg mener nok, man kunne forlange, at de tog et medansvar for deres uddannelse. Man kan godt nøjes med at give en ensidig kritik, men både den yngre læge og den uddannelsesgivende institution har et fælles ansvar for at sikre et godt uddannelsesmiljø.