Skip to main content

Humanitær sviptur

Journalist Morten Seifert, morten@uncial.dk

6. jun. 2006
4 min.

De to tyske læger, gynækologen dr. Susemihl og den praktiserende læge, dr. Paschen, har lige opereret den kenyanske skolelærer Frances for en smertefuld hæmoridetrombose. Frances ligger nu på en båre i kontoret ved siden af feltklinikken og hviler sig efter operationen. På bare 30 minutter har hun fået foretaget det indgreb, hun aldrig har haft råd til selv. Seks års smertehelvede er slut. Nu kan hun igen udføre sit job uden at lide. Nu kan hun igen sidde på en stol.

Over 100 patienter på en weekend

De to tyske læger er i Kenya på »humanitær sviptur« sammen med tandlægen dr. Ziegler. Den tyske trio arbejder på SOS Medical Care, som er en del af SOS-Børnebyerne i Nairobi. Lægerne er del af en humanitær »rutefart« fra Tyskland, hvor tyske læger og tandlæger tager på superkorte velgørenhedsture.

Hen over en weekend har de så mange patienter i konsultation, behandling og operation, som det kan lade sig gøre. Noget udstyr findes på stedet, og lægerne sørger selv for at medbringe, hvad de ellers får brug for, i det omfang de kan få det sponsoreret af tyske producenter og distributører.

SOS Medical Centre dækker et slumkvarter i en forstad til Nairobi. Her er der, som så mange steder i Den Tredje Verden, ophobet mængder af ubehandlede lidelser. Måske ved folk ikke, at de kan behandles, eller de har opgivet, fordi behandlingen er for dyr. Dr. Susemihl og dr. Paschen når tilsammen at behandle over 100 patienter på en weekend.

Dr. Ziegler nåede 72 konsultationer på samme tid. I et stort slumkvarter måske kun en dråbe i havet - men dog en dråbe.

Mange læger vil af sted

Det var den tyske Lufhansa-pilot Rainer Agne, der fik ideen til lægernes svipture til SOS Medical Care. Sammen med pilotkollegaen Fokko Doyen havde han i sin fritid samlet tøj til SOS-børnebyen, som han medbragte på sine flyvninger.

I 2003 åbnede SOS Medical Care - børnebyens sundhedscenter, som giver gratis konsultationer til børnebyen og det omkringliggende slumkvarter. Rainer så, hvordan personalet kæmpede en hård kamp for at behandle flest mulig patienter.

Men mange måtte gå forgæves, da centret kun var bemandet med en sygeplejerske og en laborant.

Centret havde akut brug for lægefaglig assistance.

Da Rainer kom hjem, spurgte han derfor sin nære ven, øre-næse-hals-lægen dr. Doederlein, om han ikke kunne tænke sig at tage nogle dage med ham til centret i Kenya og hjælpe så mange patienter som muligt.

Doederlein var begejstret for tanken og svarede umiddelbart ja. Og Rainer, på sin side, blev så opmuntret over vennens interesse, at han organiserede en hel gruppe læger, der gerne ville af sted.

Siden har piloterne Rainer Agne og Fokko Doyen allieret sig med dr. Doederlein og endnu en læge, og sammen har de formuleret et projekt, der i al sin enkelhed går det ud på at få læger med forskellige specialer til at tage weekendvagter på SOS Medical Care. Og det har ikke været svært at finde interesserede læger:

»Vi har ikke behøvet annoncere for at få læger. Rygtet går fra mund til mund, og vi har fået masser af henvendelser,« fortæller Fokko Doyen.

Lufthansa betaler

Det er lykkedes de to piloter, som begge arbejder for Lufthansa Cargo, at få deres selskab til at støtte projektet, som de har døbt Cargo Human Care. Lufthansa lader lægerne bruge de tomme sæder i deres transportfly uden beregning.

Lægerne arbejder gratis og må også selv sørge for lommepenge og udgifter til visum og lokaltransport i området. Til gengæld får de en oplevelse for livet. Fokko Doyen siger:

»Lægerne, der tager af sted, er meget glade for det. Ud af de mange vi har haft i Kenya, har næsten alle ønsket at komme af sted igen. Det er let for dem at overskue at være væk et par dage, og de behøver ikke søge orlov eller lukke deres praksis.«

Inden de tager afsted, hjælper lægerne selv med at organisere det udstyr, de regner med at få brug for. Også udstyret medbringes på Lufthansas regning.

Projektet er langsomt ved at komme op i omdrejninger. I øjeblikket har Lufthansa en gruppe læger med til Kenya en gang om måneden. På længere sigt er det målet at have en fast ugentlig læge-shuttle af sted.

»Der er stor efterspørgsel på de tyske læger i Kenya, og flere har spurgt, om vi ikke ville sende læger til deres projekt også. Men vores projekt er baseret på frivillig arbejdskraft og kan ikke udvides til andre byer eller lande i Afrika lige nu,« slutter Fokko Doyen.

Udsendelseschef hos Læger uden Grænser i Danmark, Jesper Jørgensen, har ikke før hørt om det tyske projekt. Men han mener ikke, at ideen kan bruges i hans organisation:

»Vi ville aldrig overveje at gå ind i så korte udsendelser af læger. I vores projekter skal der være et langtidsperspektiv, der skal skabes en udvikling - noget, der rykker noget for landet. Det kan man ikke gøre med sådan et projekt, men selvfølgelig kan man hjælpe de enkelte patienter,« siger han således.