Skip to main content

Hun blev forsker ved et tilfælde

Journalist Karen Brygmann
2. nov. 2005
06 min

.

Christine Bjørn Jensen var godt halvvejs i sin turnus, da den uventede opfordring pludselig kom. Du kunne søge en ph.d. og selv deltage i arbejdet, lød det fra overlæge, dr. med. Allan Vaag, da hun efter et oplæg, han havde holdt i afdelingen, spurgte interesseret til hans diabetesforskning.

»Tanken om fuldtidsforskning havde ikke strejfet mig på det tidspunkt. Jeg var godt i gang med turnus og forestillede mig, at jeg bagefter ville søge min første uddannelsesstilling. Jeg havde stor lyst til at være »rigtig« læge«, siger Christine Bjørn Jensen.

Men hun tændte hurtigt på invitationen til at deltage i forskningsarbejde og ændrede derfor planer.

»Det lød mægtig spændende og udfordrende at få muligheden for at starte sit eget forskningsprojekt helt fra bunden. Desuden var det en motiverende faktor, at der i afdelingens regi netop var ansat en anden ph.d.-studerende, Heidi Storgaard, som jeg skulle arbejde tæt sammen med«, fortæller hun.

Da hun havde gjort sin turnus færdig, vendte hun tilbage til Endokrinologisk afdeling på Hvidovre Hospital, som har en lang tradition for forskning inden for type 2-diabetes. Projektets formål var at belyse de mekanismer, der ligger bag sammenhængen mellem et dårligt intrauterint miljø, afspejlet i lav fødselsvægt og senere sygdomsudvikling, i særdeleshed type 2-diabetes, den såkaldte gammelmandssukkersyge.

År med usikkerhed

Der forelå på forhånd en forsøgsprotokol for Christine Bjørn Jensens arbejde. Ikke desto mindre oplevede hun i høj grad at starte fra bunden.

»Der skal indhentes godkendelser og skrives mange ansøgninger til myndigheder og andre instanser. Dertil kommer ansøgninger til offentlige og i særdeleshed private fonde om finansiering af drift og lønomkostninger. Det må være et af forskningens grundvilkår, at man skal leve med skiftende, men tilsyneladende konstante bekymringer: Rækker pengene? Vil forsøgspersonerne overhovedet stille op, når man endelig har fundet dem? Og er der, når man endelig har kæmpet sig til vejs ende, overhovedet noget i det? På grund af arbejdsbyrden var det indimellem svært at huske, hvorfor det egentlig var så vigtigt at forske, og tanken om at lave noget helt andet og mere glamourøst, som for eksempel at springe ud som rockmusiker, strejfede mig bestemt undervejs«, erindrer Christine Bjørn Jensen med et grin.

Men resultaterne kom hjem. Det viste sig, at selv blandt 19-årige, raske slanke mænd uden familiær disposition til diabetes, er en fødselsvægt i de nederste ti procent af normalområdet forbundet med en række metaboliske defekter, som på sigt og formentlig i kombination med andre faktorer kan bidrage til, at de langt senere i livet får diabetes.

I dag er det ikke mindst tanken om, at hun for tre år siden startede fra et nulpunkt og i denne måned får offentliggjort sine resultater i det amerikanske lægetidsskrift Diabetes, som har gjort det hele værd.

»Man oplever en helt anden grad af indflydelse og ansvarsfølelse end den, man normalt har som yngre læge på en hospitalsafdeling. Mange kolleger klager over begrænsninger og ensformighed i det daglige kliniske arbejde, på det område har jeg følt mig meget privilegeret. Det har i hele forløbet været en stor udfordring og meget lærerigt: Organisationen af de praktiske undersøgelser, databearbejdelse, formidling af resultater såvel ved internationale konferencer som i artikelform. Sveden hagler af én ved tanken om de fæle spørgsmål, der kan komme fra seniorkolleger, de første mange gange man stiller sig på podiet. Jo bedre man forstår sine resultater, jo sjovere bliver det, og man får ganske gratis muligheden for at skabe sig et fagligt netværk inden for sit område«, siger Christine Bjørn Jensen.

Lyst til mere forskning

Per 1. april er Christine Bjørn Jensen ansat som reservelæge ved Steno Diabetes Center. Hun glæder sig til at få større erfaring med det kliniske arbejde og desuden at have muligheden for at fortsætte med forskning.

»Havde jeg ikke fået invitationen til at deltage i diabetesforskningen, var jeg formentlig havnet på en medicinsk afdeling på et af hovedstadens sygehuse og var blevet lige så glad for det. Jeg har ind imellem savnet at være »rigtig læge« og satte stor pris på arbejdet med forsøgspersonerne, som jeg fik et meget fortroligt forhold til. Selv om de var unge og raske, var de meget interesserede i at høre om vores resultater og mulighederne for at forebygge diabetes, og det talte vi selvfølgelig også med dem om«, siger Christine Bjørn Jensen.

Samtidig har interessen for forskning langt fra sluppet sit tag i hende, og hun søger nu midler til at fortsætte arbejdet med de resultater, ph.d.-projektet har skaffet til veje. »Vi har et fænotypisk meget homogent og velkarakteriseret materiale og ligger inde med vævsprøver, som potentielt er af stor interesse. Jeg håber selv at få mulighed for at arbejde videre med det, og det må gerne ske, inden jeg stifter familie og får mine otte ønskebørn«.

Hendes bedste råd til andre yngre læger, der gerne vil i gang med forskning, er at vise deres interesse for det.

»Det gjorde jeg selv og var heldig at få muligheden. Man skal kunne trives i et relativt konkurrencepræget miljø. Der er konkurrence om både forskningsmidler og om at blive udtaget til at holde foredrag eksempelvis. Selv synes jeg, det er vældig stimulerende at være i et miljø, hvor der er mange dygtige kolleger«, siger Christine Bjørn Jensen.

Fra overlæge, dr. med. Allan Vaag, der har været vejleder for Christine Bjørn Jensen, lyder også opfordringen til at vise interesse, hvis man savner forskningsmæssige udfordringer.

»Selvfølgelig bliver jeg også som seniorkollega beæret, når nogen kommer og siger, at de synes, at mit arbejde lyder spændende. Den mekanisme skal yngre læger bestemt ikke overse«, siger han.

At han opfordrede Christine Bjørn Jensen til at deltage i diabetesforskningen skyldes dels hendes egen interesse, dels at hun var dygtig.

»Hun fungerede godt i det kliniske arbejde og udviste både modenhed og motivation. Desuden havde hun den rette alder til at kunne yde en stor indsats i et forskningsarbejde. Det kan være vanskeligere, hvis man først har familiemæssige eller større økonomiske forpligtelser, for man bliver ikke forgyldt som ph.d.-studerende«.

»Har man som yngre læge en overordnet interesse inden for et eller andet felt, skal man ikke tøve med at sige det højt eller sende en mail, når lejligheden byder sig. De barrierer, man eventuelt oplever for at tage kontakten til en ældre kollega, kan måske synes lige så store den anden vej«, siger Allan Vaag.

.

Ny viden om type 2-diabetes

Christine Bjørn Jensen siger om baggrunden for sit ph.d.-projekt:

»Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at type 2-sukkersyge er en multifaktoriel, progressiv sygdom, betinget af såvel genetiske som miljømæssige faktorer. Den primære årsag antages at være en række mere eller mindre betydende gener, som i kombination med overvægt, sparsom motion og fedtrig kost medfører udvikling af sygdommen. Denne opfattelse understøttes overvejende af studier foretaget på slægtninge til type 2-diabetiske patienter og tvillinger. Derfor var det overraskende og kontroversielt, da en britisk forskergruppe for cirka ti år siden offentliggjorde data, der viste, at forekomsten af hjerte-kar-sygdom og type 2-diabetes hos midaldrende og ældre mennesker steg jo lavere vægt, de havde haft ved fødslen. Denne overhyppighed persisterede selv efter korrektion for sociale og andre forhold, som vides at influere på forekomsten af de to sygdomme. Senere studier har antydet, at lav fødselsvægt også er forbundet med øget tendens til fedme. Den nye viden er spændende, blandt andet fordi den måske på sigt skaber mulighed for tidlig intervention og ideelt set forebyggelse. Desuden er type

2-diabetes i voldsom vækst ikke bare i den vestlige verden men også i tiltagende grad i tredjeverdenslande«.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen